Pressemeddelelse -

​Se landskampen Danmark-Peru på Nationalmuseet

Klædt i rødt og hvidt viser Nationalmuseet landskampen Danmark-Peru på storskærm lørdag den 16. juni. Som opvarmning inden kickoff kan du blive klogere på det danske landsholds modstander.

Lørdag den 16. juni kl. 18.00 dansk tid spiller Danmark sin åbningskamp til VM i Rusland mod Peru. Hvis du ikke har mulighed for at tage til Rusland og heppe på landsholdet, kan du se kampen gratis på storskærm i Nationalmuseets historiske palægård.

Nationalmuseet har netop åbnet palægården med daglig adgang fra Frederiksholms Kanal nr. 12 – som en ny oase i Københavns centrale kulturkvarter, hvor gæster kan slappe af – også uden at betale entré til selve museet. 

I forbindelse med landskampen kan du tage et tæppe og en pude under armen og slå dig ned i den stemningsfulde gård foran storskærmen. Der vil også være stole og bænke, hvor du kan sidde og nyde kampen. Vores bar sørger for, at du kan slukke tørsten i fadøl og vand. Der kan også købes is og lækre snacks.

Bliv klogere på modstanderen
”Vi er røde, vi er hvide”. Sådan indledes VM-sangen fra 1986. Nationalmuseet har også iklædt sig rødt og hvidt i forbindelse med kampagnen ’Meet the Danes’, som er et nyt tilbud om personlige rundvisninger i nyere danmarkshistorie til turister.

Inden landkampens kickoff kan du komme blive klogere på landsholdets modstandere, når seniorforsker Inge Schjellerup fører dig gennem historien om, hvordan fodbolden blev introduceret til Peru.

Du kan også benytte lejligheden til at se Nadia Nadims trøje, som hun bar under kvindelandsholdets EM-finale mod Holland i 2017 i udstillingen ”Din ting – vores historie” eller tage en rejse gennem Perus historie i vores etnografiske udstilling. Udstillingerne er åbne indtil kl. 17.00.

Om arrangementet
Tid og sted:
Lørdag den 16. juni 2018
Nationalmuseet, Palægården med indgang fra Frederiksholms Kanal 12

Kl. 17.00-17.20: Oplæg ”Hvordan fodbolden blev introduceret til Peru” v. Inge Schjellerup, seniorforsker på Nationalmuseet

Kl. 18.00: Kickoff Danmark-Peru

Under arrangementet kan du købe kolde øl og vand, is og snacks.

Arrangementet er gratis. 

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet
  • aktiviteter

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.

Kontakt

Tine Bonde Christensen

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder 41206144