Seks stenalder-økser genforenes

Fund af en flintøkse nær Snostrup ved Roskilde Fjord ledte arkæologer på sporet efter yderligere fem økser. I dag ligger de fem økser på Nationalmuseet, hvor de er erklæret danefæ.

Historien om de fem flintøkser, som fornylig er erklæret for danefæ på Nationalmuseet, starter helt tilbage i 1930. Her fandt en gårdejer en flintøkse på sin mark nær Snostrup sydøst for Frederikssund. Øksen var cirka 27 centimeter lang og groft tilhugget, og med tiden dukkede flere af disse grove økser op på marken.

I dag ligger øksehovederne på Nationalmuseet, og humøret er højt hos Peter Vang Petersen, der er museumsinspektør på museet, for det er ikke hver dag, at han får mulighed for at afslutte så gamle sager.

– I 1975 besøgte min forgænger museumsinspektør C. L. Vedbæk gårdejeren. Under hans besøg registrerede han økserne, og det var blandt andet gennem hans beretning, at vi kendte til gårdejerens fund. Økserne blev hos finderen, da man den gang håndterede danefæ anderledes end vi gør i dag, fortæller han, fortsætter:

– De fem økser er næsten 5.000 år gamle, og de er groft tilhuggede og halvfabrikerede. Det vil sige, at de er uslebne stykker flint, som først var funktionsdygtige økser, når de var slebet på en slibesten.

Økser genfindes
Mere end 80 år senere dukker der igen en grov flintøkse op på samme mark. Denne gang er det en gruppe arkæologer, som under en udgravning, finder flintøksen.

Arkæolog ved Museumskoncernen ROMU Jens Winther Johannsen deltog i udgravningen, og han kendte til beretningerne om gårdejerens fund på marken.

– Jeg besluttede mig for at undersøge sagen, da det var en interessant historie. Jeg spurgte derfor de lokale i området om de kendte til familien, som havde boet på den gård marken hørte under, og det fik mig i kontakt med en af gårdejerens sønner, fortæller han.

Det viste sig, at en af gårdejerens sønner havde flintøkserne, og at han gerne ville indlevere dem til museet.

Da flintøkserne nåede Nationalmuseet blev de erklæret for danefæ, og der venter nu sønnen en danefægodtgørelse. Og for de fem flintøkser venter der sandsynligvis en plads i næste års danefæ-udstilling på Nationalmuseet.

En ofring til guderne?
Da de fem flintøkser blev overdraget til Museumskoncernen ROMU, blev de genforenet med den flintøkse, som arkæologerne havde fundet, og som havde sat gang i detektiv­arbejdet. Både Jens Winther Johannsen og Peter Vang Petersen mener nemlig, at de i alt seks flintøkser sagtens kan være nedlagt samlet som ét depotfund for mere end 5.000 år siden, og at det er dyrkning af jorden, som har spredt flintøkserne.

Det er blandt andet øksernes hvidlige farve, som fortæller de to eksperter, at de må have ligget samme sted, da jordforholdene har påvirket dem på samme måde. Derudover er de fremstillet af samme type flint, og de kan alle dateres til midten af bondestenalderen. Det vil sige fra cirka 2.800-2.600 f. Kr.

– Den fremherskende tolkning er, at depotfund, der er nedlagt i vådområder, har været ofringer, mens depotfund, der findes på tørre steder, tolkes som værende gemte gen­stande, der af ukendte årsager aldrig er blevet hentet. Følger man denne tankegang, så må flintøkserne ses som en ofring, da de er fundet i et nu drænet område, fortæller Jens Winter Johannsen.

Museumsinspektør ved Nationalmuseet Peter Vang Petersen er også tilbøjelig til at tolke flintøkserne som en ofring til guderne. Men hvorfor har man ofret halvfabrikata til guderne? Til det spørgsmål, har Peter Vang Petersen et bud:

– Vi kender til flere fund, hvor der både er færdige og ufærdige stykker flint. Måske var det ikke formen som var vigtig, men materialet, som havde den største værdi. Hvem ved, måske troede stenalderfolket, at de skulle betale en form for skat, for den flint de tog op af jorden, siger han.

Meget tyder på at halvfabrikerede flintøkser især blev produceret i flintrige områder af Østdanmark og Skåne, og herfra blev de eksporteret til Bornholm og nordover til egne af Sverige og Norge, hvor flint ikke findes naturligt.

Et stenalder hotspot
Flintøkserne er langt fra det eneste som vidner om stenaldermenneskets religiøse univers i området nær Snostrup. Allerede i 1839 blev området beskrevet for sine mange grav­høje og storstensgrave, men siden da har stedet ændret sig.

– I dag er der kun et fåtal tilbage af de mange gravhøje, som vi kan læse om i gamle beskrivelser. Sten fra gravhøjene er sikkert blevet brugt til forskelligt bygningsarbejde og området er blevet drænet og bearbejdet med langbrugsmaskineri. Men det tyder på, at flintøkserne er blevet lagt ud i kanten af en nu drænetmose, fortæller Jens Winther Johannsen.

Ikke langt fra hvor den sjette flintøkse blev fundet, har arkæologer også fundet en stenalderdolk i flint, som sandsynligvis er en efterligning af en metaldolk, og, ligesom økserne, er den sandsynligvis også blevet lagt ud i mosen som et offer.

Nær dolkens fundsted fandt arkæologerne også et cirka 46 meter langt og 7 meter bredt hus fra bondestenalderen. Huset er omkring 600 år senere end økserne, men til sammen vidner de mange fund om, at området har været et hotspot i stenalderen.

Fakta om flintøkserne

• Flintøkserne er fundet over et tidsrum på mere end 80 år. Den første blev fundet af en gårdejer i 1930 og sidenhen finder han yderligere fire flintøkser. I 2014 finder arkæologer endnu én under en arkæologisk udgravning.
• Flintøkserne er omkring 5.000 år gamle og stammer fra midten af bondestenalderen.
• De seks flintøkser er halvfabrikata, som skulle efterbearbejdes inden de kunne bruges som redskab.
• Selvom flintøkserne ikke er fundet samlet, mener eksperterne, at de er blevet nedlagt samlet, og at de muligvis er blevet lagt ud i en mose som et offer til guderne.
• Hvert år udstiller Nationalmuseet et udsnit af forrige års danefæ, og der venter sandsynligvis de fem flintøkser en plads i næste års danefæ-udstilling.