Nyhed -

Eux-tømrere gav en hjælpende hånd

På Ungdommens Røde Kors på Hejrevej i København er Jens Jacob Enøe Bentow, Marcus Trolle og Emil Thomhav i fuld gang med rundsav, skruetrækker og hammer. De har valgt at tage en skoledag ud af kalenderen og bruge deres fag til at hjælpe med at bygge en scene, som brugerne af Fællesværket på Hejrevej kan få glæde af.

De har valgt af bakke op om Ungdommens Røde Kors’ landsdækkende kampagne ”En hjælpende hånd”, som kører i uge 39. Kampagnen skal få flere håndværkere og håndværkervirksomheder til lokalt at støtte op omkring udsatte børn og unge – enten med donationer eller med deres arbejdskraft. Det var oprindeligt Jens Jacob, der fik idéen til at give en hjælpende hånd til projektet.

”Jeg synes det lød som et fedt projekt, og jeg ville gerne hjælpe med mit fag, så jeg skrev til dem (Ungdommens Røde Kors, red), og så fik vi arrangeret, at vi kunne komme og bygge scenen”, siger Jens Jacob, som tog fat i sine to klassekammerater, der var hurtige til at sige ”ja”.

Hos Ungdommens Røde Kors er projektleder Sidsel Nybo Andersen begejstret for de tre tømrerelevers engagement.

Det er helt vildt fantastisk, at en 17-årig tager kontakt og forklarer, at han gerne vil du og gøre en forskel. Det er jo det, det handler om. Det er nærmest den bedste historie i hele den her kampagne”, fortæller Sidsel Nybo Andersen.

Ud over at skaffe ekstra midler håber hun på, at kampagnen også kan lokke flere håndværkere til generelt at arbejde som frivillige på Ungdommens Røde Kors mange aktiviteter.

”Vi har rigtig mange dygtige og engagerede frivillige, men der er ikke så mange håndværkere blandt dem. Vi kunne rigtig godt bruge nogen, som fx kan hjælpe en ung med at fikse en knallert eller lignende. Mange af de unge, der bruger vores tilbud, er også i målgruppen til at tage en erhvervsuddannelse, så det kunne inspirere dem at have kontakt med en håndværker”, forklarer Sidsel Nybo Andersen.

En af de frivillige kunne fx være Jens Jakob, og han vil da heller ikke udelukke, at han kunne have lyst til at engagere sig endnu mere.

”jeg er åben for det. Jeg har godt nok lidt travlt med lektierne på min uddannelse, men jeg vil helt sikkert overveje det i fremtiden”, lyder det fra den initiativrige tømrerelev.

Emner

  • Efteruddannelse

Regions

  • Hovedstaden

Kontakt

Claus Voldum

Pressekontakt Pressekonsulent 23373060

Nikolaj Bech Petersen

Pressekontakt Pressekonsulent 20840150