Nyhed -

Indvielse og showtime på Rentemestervej

Der var kreativt stylede frisurer, lækker make-up og lange ben på catwalken, da vores frisører og kosmetikere officielt indviede deres nye lokaler på Rentemestervej i København NV. De mange fremmødte gæster kunne nemlig opleve et modeshow arrangeret af elever og undervisere.

Blandt gæsterne var blandt andre undervisningsminister Merete Riisager, som i sin tale hyldede fagligheden på uddannelserne.

- Alle jer elever her på skolen, I gør verden smukkere. Jeg har meget stor respekt for den faglighed, I har, sagde ministeren blandt andet og fremhævede, hvordan hun på egen krop har oplevet den stærke faglighed, når hun forud for diverse tv-optrædener er blevet gjort klar i sminkerummet

- I kan få selv en minister, der er træt helt ind til knoglerne efter en lang dag, til at se frisk ud igen, lød det fra ministeren.

Måske historiens ældste erhverv

Også NEXT-direktør Ole Heinager var blandt talerne. Han var naturligt nok glad for de nye, flotte faciliteter og kunne derudover berette om et fag, som i princippet altid har været aktuelt for mennesker.

- Der stod i indbydelsen, at der har være frisørskoler i København i over 100 år, men jeg tror faktisk, at vi skal på en længere rejse. Frisørfaget og kosmetikerfaget startede i princippet for over 2 millioner år siden, for vi har altid gået op i, hvordan vi ser ud. Det kan man blandt andet se i historiske udgravninger. Jeg tror faktisk, at det er det ældste erhverv overhovedet, sagde Ole Heinager.

DOFK-formand: Rart, at alt er nyt og optimeret

Aftenens sidste taler var formand for DOFK og bestyrelsesmedlem i NEXT Denis Rasmussen, som roste NEXT for at have skabt nogle flotte og optimerede rammer for fremtidens frisører og kosmetikere.

- NEXTs ledelse så, at der skulle nye rammer til, og derved blev den nye skole til virkelighed. Der har været mange inde over for at gøre det her fantastiske sted til det, det er, sagde han og forklarede videre:

- Når man nu har mulighed for at skabe helt nye rammer, er det jo rart, at alt er nyt og optimeret.

Derudover takkede Denis Rasmussen også Filantropisk Laug, som blandt andet har støttet skolen økonomisk til en den scene med lys og lyd, som modeshowet blev fremført på.

Kontakt

Claus Voldum

Pressekontakt Pressekonsulent 23373060

Nikolaj Bech Petersen

Pressekontakt Pressekonsulent 20840150