Skip to main content

Smukt design: Stærkt samarbejde mellem møbelsnedkere og gymnasieelever

Nyhed   •   Jan 24, 2019 12:10 CET

Vibenshus Gymnasium kom både forbi skolepraktikken i Herlev og Færøerne i møbelprojekt.

Hvordan kan man kombinere træ og skind/uld i en stol? Den opgave blev eleverne på studieretningen produktudvikling på Vibenshus Gymnasium i september måned stillet i fagene teknologi og design. 

Resultatet af det tværfaglige projekt blev syv stole med tydelig inspiration fra klassisk dansk modernistisk 50’er- og 60’er-design og brug af uld og skind. 

- Det er fantastisk at se de færdige stole og mærke, hvor meget eleverne har fået ud af projektet, siger Kamilla Ørnstedt, der kan blandt andet kan takke et større NEXT-samarbejde for det succesfulde resultat. 

Tæt samarbejde med skolepraktikken 

Stolenes forvandling fra ide til virkelighed er nemlig et resultat af to dages intensivt arbejde i møbelsnedkerværkstedet på skolepraktikken i Herlev. 

På Vibenhus Gymnasium er man vant til at samarbejde med skolepraktikken, hvor man har en god kontaktperson i form af Toke Bang Witthøft. 

- Det var oplagt at samarbejde med Toke og hans elever, for vi kan jo have nok så mange ideer til en fed stol, men det er dem, som i sidste ende kan vurdere, hvad der håndværksmæssigt kan lade sig gøre, forklarer Kamilla Ørnsted og beskriver et forløb, hvor samarbejdet har været endnu mere tæt end normalt. 

- Normalt ville vi komme med en tegning på et møbel, som de så skulle hjælpe med at bygge, men denne gang har de også været med til at udvikle designet, så de er blevet en mere integreret del af gruppen. 

Vibenshus kigger langt ud 

Opgaven trak også eleverne til udlandet. Uld og skind kom fra Færøerne, efter Vibenshus-eleverne var på en inspirationstur til landet. Her besøgte de færøske elever med viden om garvning af fåreskind. 

Besøget skete som en del af et klasseudvekslingsprojekt, så de færøske elever har også været i Danmark. 

I det hele taget er Vibenshus Gymnasium i disse år ved at opbygge en stærk internationalt profil. Gymnasiet har blandt andet en international koordinator, Mikkel Max Jorn og et spændende Erasmus+ projekt, hvor fysik-elever kommer i international udveksling i hele Europa. 

Det har blandt andet hjulpet og inspireret Kamilla og hendes kollegaer i forhold til projektet 

- Det har helt klart hjulpet at have Mikkel med på sidelinjen, når vi har lavet ansøgninger om støtte og skabt kontaktnetværk. Det har selvfølgelig også været inspirerende at se, hvor godt Erasmus+ projektet kører, for det giver en mod på at prøve at udvikle de her internationale projekter, siger Kamilla Ørnsted, der ikke vil afvise, at projektet genopstår på et tidspunkt.