Pressemeddelelse -

​Besøgstallet stiger knap 50% på Nivaagaards Malerisamling

Publikum kvitterede flot for Nivaagaards Malerisamlings udstillinger i 2019, hvor 88.000 besøgte årets særudstillinger og samling af kunstværker fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder foruden de mange arrangementer omkring kunsten på museet. Det er en stigning på 48,7% på bare et år. I 2018 opnåede museet den hidtil største stigning med 60.000 besøgende mod tæt på 48.000 gæster i 2017.

Særudstillingerne i 2019 gik fra slutspurten på Jens Hages karikaturer over William Morris-design og Viggo Johansens akvareller med tilhørende tegneværksted til den aktuelle præsentation af L.A. Ring og H.A. Brendekildes kunstneriske parløb. Det samlede besøgstal for 2019 er landet på 87.993. Direktør for Nivaagaards Malerisamling, Andrea Rygg Karberg, fastslår, at succesen især skal tilskrives særudstillingen omkring William Morris, og selvom publikum fortsat strømmer til den aktuelle særudstilling med Ring og Brendekilde, forventer museet ikke at opleve samme stigning foreløbig:

”Morris-udstillingen var helt exceptionel, og vi er helt klar over, at stigningskurven ikke fortsætter evigt. Vi fokuserer på kvalitet, og så må tallene udvikle sig henad vejen.”

Andrea Rygg Karberg glæder sig især over, at det er lykkedes at nå en større diversitet i publikummet:

”Gennem det varierede udstillingsprogram når vi flere forskellige målgrupper. Under årets store blockbuster-udstilling med William Morris kom der flere unge til museet, og det faste kunstpublikum blev suppleret med indretnings- og designinteresserede, trendsættere og flere førstegangsbesøgende. Vi har opnået en meget stor stigning i antallet af årskortholdere, som jo kommer igen fremover og har stor glæde af vores fyldige arrangementsprogram. Nu glæder vi os til for alvor at blande generationerne under vores kommende Hans Scherfig-udstilling, der åbner til februar – og vi forventer forinden en forrygende slutspurt på vores populære udstilling om Ring & Brendekilde. Vores gæster nyder at få store oplevelser på et lille og overskueligt sted, og vi er fortsat et hyggeligt museum, hvor stamgæster og frivillige skaber en hjemlig atmosfære samtidig med, at flere og flere får øjnene op for os og får huset til at syde af liv.”

Søger man primært ro og fordybelse på Nivaagaards Malerisamling anbefales det at besøge museet til aftenåbning tirsdag - fredag, hvor der er mest fredeligt. ’Kunstnerbrødre. L.A. Ring og H.A. Brendekilde’ har sidste åbningsdag den 26. januar, mens ’Hans Scherfig. Myter og drømme’ kan opleves fra vinterferien den 9. februar frem til 7. juni 2020.

_____________________________________________________________________________

For yderligere information kontakt gerne kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 93 88 01 81.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et hyggeligt og klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder. Museet, som ligger i en smuk gammel rododendronpark, viser årligt to til tre særudstillinger med både klassisk og moderne kunst. I cafeen kan du nyde et lækkert måltid til en smuk udsigt med Øresund i det fjerne, og museumsbutikken sørger selvfølgelig for, at du kan købe et minde med hjem.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81

Relateret materiale