Pressemeddelelse -

En sommer med skagensakvareller - og et nyt år med Scherfigs sælsomme dyreunivers og udstilling om moderskabet

Sommeren på Nivaagaards Malerisamling byder på en udstilling med skagensmaleren Viggo Johansens akvareller. I tilknytning til udstillingen, der vises i museets gamle afdeling - stifteren Johannes Hages oprindelige kunsttempel - indrettes et tegneværksted, hvor publikum selv kan prøve kræfter med blyant og akvarel. 'Viggo Johansens akvareller' vises fra den 27. juni, umiddelbart efter William Morris-udstillingen er taget ned, og frem til forberedelsen af efterårets store særudstilling om kunstnerbrødrene Ring og Brendekilde, der åbner 22. september 2019.

I foråret 2020 flytter Hans Scherfigs vidunderlige billedunivers ind på museet med særudstillingen 'HANS SCHERFIG - i dyrenes verden', og i efteråret 2020 præsenterer Malerisamlingen en helt ny særudstilling om moderskabets rolle i kunsten 'HISTORIER OM MØDRE'.

ÆNDRING: I en pressemeddelelse udsendt den 3. april annoncerede vi 'HISTORIER OM MØDRE' i foråret 2020 og 'HANS SCHERFIG - i dyrenes verden' i efteråret 2020. Da Nivaagaards Malerisamling erfarede, at Louisiana Museum of Modern Art planlagde udstillingen 'MOR' i efteråret 2020, har museerne efterfølgende besluttet at vise deres udstillinger om moderskabet i kunsten samtidig og lade dem komplementere hinanden. Malerisamlingens udstilling vil have hovedvægt på den ældre kunst, mens Louisianas udstilling om moderskabet har sit primære fokus på den moderne kunst. 

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

VIGGO JOHANSENS AKVARELLER
27.6. – 1.9.2019

Med akvareller udlånt af Skagens Museum viser Nivaagaards Malerisamling henover sommeren en udstilling med skagensmaleren Viggo Johansens værker (1851 – 1935). I godt 50 fine små studier har Viggo Johansen indfanget landskabet omkring Skagen og andre steder. Kunstneren udnytter i sine værker lyskraften i det blanke papir og skaber figurer og bevægelse med enkle streger og flydende farveflader. I tilknytning til udstillingen er der indrettet et tegneværksted, hvor publikum kan prøve kræfter med blyant og akvarel.

Viggo Johansen var gift med Martha Johansen (født Møller), som var kusine til Anna Ancher f. Brøndum, og parret havde seks børn. Viggo Johansen har til dels stået i skyggen af andre kendte skagensmalere, men han var en del af kredsen og desuden professor på Kunstakademiet, hvor han også i mange år var lærer på Kunstakademiets skole for kvinder.


KUNSTNERBRØDRE. L.A. RING & H.A. BRENDEKILDE
22.9.19 – 26.1.20

Udstillingens fokus er det usædvanlige kunstneriske parløb mellem kunstnerne L.A. Ring (1854-1933) og H.A. Brendekilde (1857-1942), der fandt sted i perioden 1880-1920. Begge kom fra fattige kår og delte i perioder både værelse og atelier i København. Ring og Brendekilde levede i en tid præget af store politiske og sociale forandringer. Udstillingen er den ufortalte historie om kunstnerbrødrenes nære venskab og deres fælles kunstneriske ideal. De delte en række motiver og eksistentielle temaer, som de arbejdede med i 1880'ernes realistiske gennembrudsværker og senere i 1890'ernes mere symbolsk livstolkende udtryk.

Udstillingen, der er blevet til i et samarbejde med Randers Kunstmuseum og Brandts - Museum for Kunst og Visuel Kultur i Odense, byder på et fyldigt udvalg af Ring og Brendekildes bedste malerier samt værker i keramik og glas.

HANS SCHERFIG - i dyrenes verden
Efterår 2020

Museet inviterer publikum i alle aldre til et første møde eller et kært gensyn med Scherfigs vidunderlige og sælsomme univers. Maleren og forfatteren Hans Scherfig (1905 - 1979) så aldrig selv hverken jungle eller savanne. Livet igennem drømte han om elefanter, giraffer, næsehorn og aber i deres naturlige omgivelser. Globetrotterlængslen skinner igennem i hans kendteste romaner som 'Det forsømte forår' og 'Den forsvundne fuldmægtig' – og får frit løb i hans farveglødende urskovsbilleder. Scherfigs billeder er viet til venlige og fredelige planteædende dyr – i en verden uden rovdyr og dræberinstinkt.

Scherfigs fantasi fandt sin næring i Botanisk Have og Zoologisk Have i København. Afrika, Asien og Sydamerika var meget langt væk, da han gik i skole. I dag frygter vi, at naturens største skabninger også snart er langt væk i tid. Scherfigs dyr er i dag stærkt truede dyr, som vi skal nyde med kærlig respekt, så længe vi kan.

Nivaagaards Malerisamling skaber en ny særudstilling 'Historier om mødre' i efteråret 2020. Her ses Luinis 'Madonna og Kristusbarnet', 1515-1525.

HISTORIER OM MØDRE
Efterår 2020

Alle har en mor. Nogle oplever selv at blive mor. Moderrollen er uomgængelig og ændrer sig gradvist i de forskellige livsfaser. Moderskabet bliver på skift idylliseret, diskuteret, idealiseret og kritiseret. Udstillingen Historier om mødre viser religiøse og verdslige mor/barn-portrætter og diskuterer gennem udvalgte temaer moderrollen historisk set og i dag. Malerisamlingens udstilling vil have hovedvægt på den ældre kunst før 1900. Louisiana Museum of Modern Art viser samtidig en udstilling om moderskabet med fokus på motivet i den moderne kunst. Således komplementerer de to museer hinanden og samarbejder på forskellige niveauer. Der vises centrale værker fra andre museer i ind- og udland, private samlere foruden værker fra museets egen samling. 

____________________________________________________________________

Pressefotos kan downloades her.

_________________________________________________________________________

For yderligere information kontakt gerne kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 49 14 10 17.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81

Relateret materiale