Skip to main content

De første fantastiske navne er klar til NorthSide 2018

Pressemeddelelse   •   Sep 12, 2017 12:30 CEST

Billetsalget til den niende udgave af NorthSide startede i fredags, og allerede nu er nogle af de første hovednavne klar til næste års festival. Det er fem stærke og højaktuelle amerikanske navne, der spænder vidt og samtidig udstikker en spændende retning for næste års program.

- Det går rigtig hurtigt lige nu, siger talsmand for NorthSide, John Fogde, og fortsætter: - Efterspørgslen efter Early Bird-billetter var meget højere end i tidligere år, og der har i det hele taget været meget større interesse for NorthSide siden sommerens udsolgte festival, end vi har set før. Derfor er vi også virkelig glade for, at vi allerede nu kan sætte fem fantastiske navne på plakaten. Så selvom 2017 var noget helt særligt, kan jeg allerede nu garantere, at der er masser at glæde sig til i 2018.

De fem første navne til NorthSide 2018 er:

The National
Den højaktuelle amerikanske gruppe har netop udsendt sit syvende album, ”Sleep Well Beast”, der som de foregående plader er blevet rost til skyerne af anmeldere både i udlandet og herhjemme, hvor BT, Soundvenue og GAFFA gav fem stjerner. Det samme var tilfældet, da The National tidligere på året var hovednavn på Haven Festival, hvor GAFFA også tildelte fem stjerner efter koncerten. Festivalen er skabt i samarbejde med Dessner-brødrene fra bandet og viser, at The National har et helt særligt forhold til Danmark. Vi skal dog helt tilbage til 2014, siden de sidst gæstede NorthSide, så derfor er det en kæmpe fornøjelse, at de har sagt ja til at vende tilbage til næste år.

Queens of The Stone Age
Der er få mennesker på planeten, der er mere rock’n’roll end Josh Homme. Siden starten i Kyuss har han ikke bare samarbejdet med Iggy Pop, Mark Lanegan og Arctic Monkeys og været med til at danne Eagles of Death Metal og Them Crooked Vultures, men han har også udgivet fem plader med all-star bandet The Desert Sessions oveni syv fremragende plader med Queens of the Stone Age. Det seneste album med Queens er indspillet sammen med Mark Ronson og viser endnu engang Hommes trang til at skubbe til grænserne, udvikle sig og levere knivskarpe og fængende rocksange. Bandet er altid en garanti for et forrygende show, og vi er meget begejstrede over at kunne invitere Queens of The Stone Age tilbage til NorthSide.

Father John Misty
Den kontroversielle og provokerende karakter Father John Misty, skabt af Josh Tillman efter tiden med Fleet Foxes og solokarrieren som J. Tillman, kan slet ikke lade være med at skabe ravage og røre i andedammen. Alligevel er det gennem misantropiske, men smukke sange lykkedes den dekadente crooner at tiltrække et enormt publikum. En sand ener, der er uforudsigelig, svær at gennemskue og altid fascinerende. Så det bliver helt sikkert ikke kedeligt at få besøg af Father John Misty i Aarhus.

Deerhunter
Det er få bands, der gennem mere end et årti har udgivet så mange fremragende plader med så højt et ambitionsniveau som amerikanske Deerhunter. Psych-pop møder skramlet punk med en imponerende skønhed på plader som ”Microcastle” og mesterværket ”Halcyon Digest”, og på det seneste album, ”Fading Frontier”, viser bandleder Bradford Cox, at han også magter at skrive skarpe sange, der kan gøre sig i radioen. Til koncerterne er bandet ofte en støjende og hypnotiserende affære, der uden tvivl kommer til at gøre sig godt i Ådalen til Deerhunters første besøg på NorthSide.

Cigarettes after Sex
Forventningerne til debutpladen med Cigarettes after Sex var store og blev i juni måned endelig indfriet til fulde på et album Soundvenue kaldte ”sensuel pop noir” i en femstjernet anmeldelse. November-koncerten i København er bandets første i Danmark og blev lynhurtigt udsolgt. Men heldigvis kommer der nu en chance mere, når NorthSide til juni kan byde på første danske festivalkoncert med Cigarettes after Sex. 

NorthSide 2018 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 7.-9. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2018.