Gå til indhold
​Fem stærke danske navne til NorthSide

Pressemeddelelse -

​Fem stærke danske navne til NorthSide

Tina Dickow optræder med klassikeren ”Count to Ten” på hjemmebanen, Suspekt vender tilbage med deres vanvittige show, og de spirende stjerner Chinah, IAMJJ og Saveus leverer helt nye toner

Lige nu trækker navne som Radiohead, Frank Ocean, Run the Jewels, The Prodigy, Bastille og The 1975 overskrifterne, når der skrives om programmet for NorthSide 2017. Men der vil som altid blive præsenteret en lang række stærke danske navne i Ådalen sammen med det vilde internationale program. Så nu får MØ, Thomas Helmig og de øvrige danske navne følgeskab af hjemvendte Tina Dickow, forrygende Suspekt og de tre stjerneskud Chinah, IAMJJ og Saveus i sidste runde offentliggørelser inden årets plakat præsenteres.

I 2007 udsendte Tina Dickow albummet ”Count to Ten”, der fulgte op på det dobbeltplatin-sælgende succesalbum ”In the Red”. Albummet var om muligt en endnu større succes og førte både GAFFA-priser og Kronprinseparrets kulturpris med sig udover hits som ”On the Run” og "Sacre Coeur".

For at fejre 10-årsjubilæet for det populære album spiller Tina Dickow i år hele ”Count to Ten” på hjemmebanen i Aarhus, hvor karrieren startede tilbage i 1998 ikke langt fra Ådalen. Tina Dickow har kun en gang tidligere gæstet NorthSide, hvilket var i 2011. Så det er et længe ventet gensyn, der er på vej, og med jubilæet for det storsælgende album kunne timingen ikke være bedre.

Suspekt væltede NorthSide i 2012, hvor deres hæsblæsende koncert bød på hits som "Klaus Pagh" og "Sut den op fra slap" samt Jägerbombs, ild og strippende nonner. Siden er kommet pladen ”V”, og 17. februar lander det længe ventede album "100% Jesus". Så kombinationen af nye hits og et uforudsigeligt, men helt sikkert vanvittigt show er uden tvivl noget at se frem til.

Det var noget af en sensation, da Saveus optrådte med ”Levitate Me” til P3 Guld i 2015, og siden da har Martin Hedegaard forlænget succesen med singlen ”Everchanging” og ep’en ”Will Somebody Save Us”. Det er også blevet til europæiske koncerter sammen med Years & Years, men travlheden har betydet, at der kun har været enkelte udvalgte danske shows. Der var også P3 Guld-succes til Chinah, da de sidste år blev tildelt P3 Talentet efter at have hittet med ”Can’t Remember How It Feels” og ”Away From Me”. Den elektroniske trio er dog lige så elsket på kanalen P6 BEAT, der i december måned blandt andet præsenterede IAMJJ til deres årlige koncert i DR Koncerthuset. Den unge sangskriver trækker på klassisk sangskrivning fra legender som Leonard Cohen og Nick Cave og har trods alderen en karakteristisk og rå stemme, der kan bære sammenligningerne.

I sidste uge blev der meldt udsolgt af alle endagsbilletter til NorthSide, og det betyder, at partoutbilletter med adgang til alle festivalens tre dage er den eneste tilbageværende billettype. Også her kører salget i historisk hurtigt tempo, og der er faktisk på nuværende tidspunkt allerede solgt flere partoutbilletter til dette års festival end der blev til NorthSide 2016.

NorthSide 2017 har indtil videre offentliggjort 25 navne til dette års festival inklusive Radiohead, Frank Ocean, The Prodigy, Richard Ashcroft, Run The Jewels, Bastille og The 1975, og dette er sidste runde offentliggørelser inden den endelige plakat skal afsløres.

Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2017 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 9.-11. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2017.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.