Skip to main content

Her er NorthSide-plakaten

Pressemeddelelse   •   Feb 28, 2017 12:30 CET

De sidste 12 nye navne er på plads til NorthSide, og dermed er det fulde program klar til dette års festival

Gennem de sidste fire måneder er der blevet præsenteret 25 forrygende danske og udenlandske navne til programmet for NorthSide 2017, og med dagens annoncering af yderligere 12 bands og solister er hele dette års imponerende program på plads.

I denne sidste runde annonceringer finder man blandt andet den populære og prisvindende electronica-kunstner James Blake, shoegazer-legenderne Ride, mash-up pionererne 2manydjs og et af den alternative rocks allerfineste navne – The Afghan Whigs.

De fire navne får følgeskab af tre fortrinlige sangskrivere i form af engelske Tom Odell, norske Thomas Dybdahl og islandske Helgi Jónsson.

Udover de syv internationale artister indtages NorthSide desuden af punklegenderne Sort Sol, folkekære Rasmus Walter, trubadurerne i Folkeklubben, fremragende og festlige WhoMadeWho og de nye stjerner i Lightwave Empire.

- Vi er særdeles stolte over plakaten til årets festival. De vilde hovednavne var allerede på plads, men med disse tolv navne er der kommet en masse bredde og også lidt mere rock og elektronisk til programmet. Så vi er rigtig glade for det samlede resultat og glæder os nu til at kunne fokusere på at bygge en spændende og udfordrende festivalplads, hvor der i år vil blive introduceret et helt nyt område mellem to af scenerne.

Sådan siger talsmand for NorthSide, John Fogde, der forventer, at festivalen vil få plads til nogle tusinde ekstra gæster på grund af udvidelsen. Derfor har det også været muligt at sætte flere partoutbilletter i salg end tidligere. Historisk er der dog altid kommet ekstra fart i salget i forbindelse med offentliggørelsen af det endelige program, så vil man sikre sig en billet til NorthSide 2017, skal man ikke vente for længe.

Det samlede program for NorthSide 2017 er som følger: Radiohead, Frank Ocean, The Prodigy, Richard Ashcroft, Run The Jewels, James Blake, Ride, Bastille, The 1975, Tom Odell, Thomas Helmig, Tina Dickow, Mø, Suspekt, Sort Sol, Rasmus Walter, Primus, Thomas Dybdahl, 2manydjs, The Afghan Whigs, The Kills, Veronica Maggio, Mando Diao, Helgi Jónsson, Agnes Obel, Peter Sommer & Tiggerne, Phlake, WhoMadeWho, When Saints Go Machine, Folkeklubben, Saveus, Chinah, Liss, Bisse, Lightwave Empire, IAMJJ og Off Bloom.

NorthSide 2017 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 9.-11. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2017.