Skip to main content

Lana Del Rey til NorthSide

Pressemeddelelse   •   Feb 04, 2014 13:17 CET

Den amerikanske megastjerne får følgeskab af Rudimental, St. Vincent, White Lies og Donkey Roadshow & Special Guests

Lana Del Rey
I sommeren 2011 blev Lana Del Rey en internetsensation med videoen til ”Video Games”, hvilket var første skridt i en kometagtig karriere, der har ført til 5 millioner solgte eksemplarer af ”Born to Die” samt to Brit Awards og priser fra Q Magazine, MTV og GAFFA.

Ventetiden inden den fascinerende sangerindes andet album er blevet forkortet med ep’erne ”Paradise” og ”Tropico”, men det har blot forhøjet forventningerne til den kommende albumudgivelse, der fornylig har fået titlen ”Ultraviolence”.

Lana Del Rey er en af de mest interessante og besnærende figurer på den internationale musikscene lige nu, og vi er særdeles stolte over, at hun har valgt at give sin første danske festivalkoncert på NorthSide til sommer.

Lana Del Rey spiller på NorthSide fredag 13. juni.

Rudimental
Den engelske gruppe brød i 2012 igennem med singlen ”Feel the Love”, hvor John Newmans popvokal over drum’n’bass-rytmer sikrede dem en førsteplads på den engelske singlehitliste samt anmelderroser for deres platinsælgende debutalbum ”Home”, der til dato har genereret syv singler.

Rudimental var et af Englands mest succesfulde navne i 2013, og live leverer de en kraftfuld og melodisk drum’n’bass-oplevelse, der uden tvivl kommer til at omdanne hele Ådalen til et gigantisk dansegulv.

St. Vincent
Annie Clark har gennem en lang karriere optrådt med navne som The Polyphonic Spree, Sufjan Stevens og Bon Iver sideløbende med, at hun som solist og sammen med David Byrne har udsendt plader under navnet St. Vincent.

Den talentfulde artpop-sangskriver har på tre roste soloudgivelser udfordret lytterne med skæve beats, sofistikerede arrangementer og støjende guitarer, der fungerer som en fortryllende baggrund for hendes exceptionelle stemme og flotte melodier.

St. Vincent udsender senere i denne måned albummet ”St. Vincent”, og vi glæder os helt utroligt til at høre det nye materiale på NorthSide.

White Lies
Trioen debuterede med et brag i 2009 med ”To Lose My Life…”, der både sikrede White Lies en guldplade herhjemme og hits med sangene ”Farewell to the Fairground” og ”To Lose My Life”.

White Lies blev hurtigt et populært livenavn i Danmark, og successen fortsatte ufortrødent med albummet ”Ritual”, der gav os sange som ”Bigger Than Us” og ”Strangers”. Albummet banede vejen for trioens første besøg på NorthSide, hvor de i 2011 lukkede lørdag aften med en drøm af en koncert, og vi ser i den grad frem til et gensyn med den populære trio på NorthSide.

Donkey Roadshow & Special Guests
Pharfar og Fresh-i optræder normalt sammen under navnet Donkey Sound, men når de har Wafande, Kaka og Dean Thompson med på scenen til sommer, så bliver det som Donkey Roadshow. Sammen står de bag hits som ”Gi’ mig et smil”, ”Uartig”, ”Drik ud”, ”Bang Bang”, ”La’ mig rulle dig” og mange flere, og når de rammer NorthSide bliver det med et eksklusivt show med hemmelige gæster, der kommer til at sætte gang i den vildeste sommerfest.

Dermed er følgende navne på programmet til NorthSide 2014: Ane Brun, Arcade Fire, Baby in Vain, The Blue Van, The Brian Jonestown Massacre, Cold Specks, Donkey Roadshow & Special Guests, Flogging Molly, Franz Ferdinand, Lana Del Rey, Lucy Love, Lulu James, Mew, The Mountains, Mount Kimbie, The National, Nina Persson, MØ, Pixies, Quadron, Queens of the Stone Age, Röyksopp & Robyn Do It Again 2014, Rudimental, St. Vincent, Turboweekend, White Lies og WhoMadeWho.

NorthSide 2014 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 13.-15. juni, og billetter sælges via Billetlugen.dk.

Besøg NorthSide.dk eller facebook.com/northsidefestival for mere info om NorthSide 2014.