Skip to main content

Synth-succesen White Lies til NorthSide

Pressemeddelelse   •   Dec 04, 2019 10:00 CET

Der bliver åbnet godt op for synth-rock-posen, når White Lies går på scenen til næste års NorthSide. Sammen med briterne tilføjes den legendariske The Smiths-guitarist, Johnny Marr, samt stærke danske navne i form af Hans Philip, Clara og Folkeklubben til næste års musikplakat.

Med udgivelserne ”To Lose My Life …” og ”Ritual” har britiske White Lies et solidt post-punk-tag i danskerne. Tidligere i år udgav gruppen deres femte studiealbum ”FIVE”, og ønsket om at se trioen i Ådalen lever igen i bedste velgående. White Lies, med Harry McVeigh i front, er kendt for deres voluminøse tekstunivers, hvor hverken kærlighed eller død går fri på mastodonter som ”Farewell To The Fairground”, ”Bigger Than Us” og ”There Goes Our Love Again”, men også på let spiselige pop-inspirerede melodier på ”Hold Back Your Love” og ”Time To Give”.

The Smiths-guitarist til NorthSideSiden The Smiths gik i opløsning i 1987, har legendariske guitarist og sangskriver, Johnny Marr, levet en tilbagetrukken tilværelse indtil udgivelsen af sit første soloalbum, ”The Messenger”, i 2013. Marr er leveringsdygtig i solide koncerter, hvor både The Smiths og Marrs egne numre bliver uddelt med gavmild hånd.

Stærke danske navne i ÅdalenForuden internationale stjerner er NorthSide også ensbetydende med plads til og øje for de største danske navne. Derfor er bookingen af tidligere Ukendt Kunstner-vokalist og nu soloartist Hans Philip fuldstændig selvskreven til næste års festival. Hans Philip udgav i marts sit første soloudspil ”Forevigt”, der ramte både publikum og anmeldere lige dér, hvor det hele går op i en højere enhed. Pladen gemmer på hits som ”Siger Ingenting” og ”Dagdrøm [1]” og udløste hele seks stjerner i musikmagasinet Gaffa.
Også 19-årige, aarhusianske Clara, der står bag hits som ”Crazy” og ”What They Say”, og som netop blev kåret til ”Årets Nye Danske Navn” ved Danish Music Awards 2019, samt trioen bag ”Fedterøv”, Folkeklubben, føjes til musikplakaten.

- White Lies er altid garant for et fantastisk show og er favoritter hos vores publikum. Johnny Marr er en legende, og Hans Philip sammen med Clara er noget af det stærkeste, en boblende dansk musikscene har leveret i lang tid, og det ser vi frem til, siger festivalchef for NorthSide, Brian Nielsen.

NorthSide 2020 finder sted i Ådalen ved Aarhus den 4.-6. juni 2020. Billetter kan købes på NorthSide.dk.

White Lies, Folkeklubben og Hans Philip spiller fredag den 5. juni
Johnny Marr og Clara spiller lørdag den 6. juni

Foreløbigt program:

Clara // Folkeklubben // Franc Moody // Green Day // Hans Philip // Johnny Marr // Jung // Kashmir // Lukas Graham // Mags // Mekdes // Mew // Robyn // Spleen United // Weezer // White Lies 

NorthSide 2020 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 4.-6. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2020.

Vedhæftede filer

Word-dokument