Skip to main content

Lang juleferie skaber færre trafikale problemer

Pressemeddelelse   •   Dec 14, 2018 12:57 CET

Når juleaften falder på en mandag, så bliver der samlet set flere helligdage. Derfor bliver juleferien længere end normalt. Det har den konsekvens, at juletrafikken bliver spredt ud over flere dage, og dermed bliver antallet af trafikale udfordringer mindre.

”Julen er normalt lig med mange biler på vejene og kø på udsatte strækninger. I år forventer vi dog ikke de store forsinkelser i dagene op til juleaften, da udrejsetrafikken vil fordele sig over flere dage. Derimod forventes 2. juledag at blive en travl dag på vejene, hvor trafikken hovedsageligt vil bevæge sig på tværs af landet mellem Jylland og Hovedstadsområdet via Fyn og Sjællands Odde,” lyder vurderingen fra Vejdirektoratets trafikcenter.

Kvart million biler over Storebælt
Estimatet fra Storebæltsforbindelsen er, at op i mod 250.000 biler vil passere broen i begge retninger fra d. 22. december til d. 27. december.

”Hos Storebælt har vi nu 20 års erfaring med at forudse, hvor mange der vil krydse broen time for time året rundt, så vi kan bemande betalingsanlægget efter det. Som det oftest er i julen, er de helt store rejsedage lillejuleaften og 2. juledag, hvor mange danskere kører først ud og siden hjem,” siger Lene Gebauer Thomsen, kommunikationschef hos Sund & Bælt Holding A/S, der driver Storebæltsforbindelsen.

Hun forventer, at flest bilister vil krydse Storebælt 23. december fra klokken 10 til 16, og de fleste kører fra Sjælland i retning mod Fyn og Jylland. Den 26. fra kl. 10 til 16 er der travlest den modsatte vej fra Fyn mod Sjælland.

Ekstra tryk på fly og tog
Mens trafikken på motor- og landeveje altså ser ud til at blive spredt godt ud, så samler de helt store rejsedage sig lidt anderledes på skinnerne og i luften.

”I dagene op til jul er der mange, der skal rejse. Torsdag og fredag den 20. og 21. december har vi flest rejsende. Mange kommer hjem for at holde jul i Danmark, men der er også mange, der vælger at pakke julen ned og tage langt væk. Vi ser en stor vækst på de lange ruter ud af Europa, eksempelvis til Thailand og USA. Til gengæld er der meget få, der flyver i selve juledagene. 1. juledag den 25. december er den dag på året, hvor vi forventer allerfærrest rejsende. Prognoserne siger lige nu blot 25.100 – og på en gennemsnitsdag ligger vi på over 80.000. 

Både i juledagene og i dagene op til jul gør vi lidt ekstra ud af det for de rejsende. Lufthavnen er pyntet flot op, og vi har julemanden til at hygge om de mindste rejsende, så alle får en god start på juleferien,” lyder det fra Kasper Hyllested, pressechef hos Københavns Lufthavn i Kastrup.

Hos DSB forventer man, at der vil være ekstra mange mennesker i togene fredag den 21. december og søndag den 23. december.

2. juledag ser værst ud
Mens udrejsetrafikken op til juleaften ikke umiddelbart bliver præget af den trængsel og alarm, som Peter Faber beskriver i den populære julesalme fra 1848, så ser det anderledes ud med hjemrejsetrafikken, der ser ud til at samle sig omkring 2. juledag.

Både DSB, Vejdirektoratet, Københavns Lufthavn og Storebæltsforbindelsen vurderer, at onsdag d. 26. december bliver præget af tæt trafik og mange rejsende, især fra kl. 14 og hen på aftenen.

”Rigtig mange danskere vil nyde en lang juleferie, og først rejse hjem 2. juledag. Det gode råd er, at man tjekker Vejdirektoratets trafikopdateringer, og desuden lytter til trafikmeldingerne på P4, og justerer afrejsen, hvis der er trafikale problemer. Der er jo ingen grund til at spilde juleferien på at holde i kø på vejene,” lyder det gode råd fra Rasmus Boserup, Kommunikationschef hos energiselskabet OK.

Heldigvis er der ikke udsigt til yderligere udfordringer end tæt trafik 2. juledag, fordi vejudsigten på nuværende tidspunkt ikke byder på sne- og isglatte veje, der kan forstyrre juletrafikken yderligere.

Fakta: Trafikprognose

Data Forventet status

21/12 Gul (14-18)

22/12 Grøn

23/12 Gul (11-13)

24/12 Grøn

25/12 Grøn

26/12 Rød (10-18)

27/12 Grøn


Farvekoder

Grøn: normaltrafik

Gul: tæt trafik og risiko for mindre kødannelser

Rød: Stor risiko for kødannelse og forlænget rejsetid


Kilde: Storebæltsforbindelsen og Vejdirektoratet

Om OK:

  • OK a.m.b.a. er et dansk andelsselskab med hovedsæde på Åhave Parkvej i Viby J og beskæftiger cirka 600 medarbejdere.
  • OK tæller udover moderselskabet OK også datterselskaber som Kamstrup, EnergiData og OK Plus. 
  • OK omfatter mere end 660 tankstationer, 132 vaskehaller samt 72 Truck Diesel stationer, hvor vognmænd kan tanke døgnet rundt, fordelt over hele landet.
  • OK er landsdækkende leverandør af benzin, diesel, transportdiesel, smøremidler, naturgas og elektricitet til både erhverv og private. Desuden leverer OK rådgivning, projektering og installation af varmepumpeløsninger i alle størrelser.
  • Foruden energiprodukterne sælger OK også mobiltelefoni og forsikringer.