Pressemeddelelse -

OK køber Netoil ApS’s smøremiddelforretning

Netoil ApS’s smøremiddelforretning, som sælger køle-/smøremidler til industrivirksomheder inden for metalbearbejdning, bliver per 1. juli overtaget af energiselskabet OK a.m.b.a, der ønsker at styrke sin smøremiddelforretning. Netoils nuværende ejer bliver fremover tilknyttet som konsulent.

Netoil har eksisteret siden 1. marts 2014 og sælger køle-/smøremidler til virksomheder inden for metalbearbejdning på hovedsageligt Sjælland og Bornholm. Nu har ejeren af enkeltmandsvirksomheden, Lars Krogh-Rasmussen, solgt den til energiselskabet OK, som per 1. juli overtager det formelle ansvar.

Lars Krogh-Rasmussen vil være tilknyttet som konsulent i OK og fortsætter med at servicere og rådgive sine nuværende kunder som hidtil.

”Jeg har overvejet mulighederne nøje, og konklusionen er, at den bedste løsning er at sælge denne del af virksomheden, da jeg inden for en kort årrække ønsker at gå på pension. Derfor er salget et udtryk for rettidig omhu for at sikre generationsskiftet,” siger Lars Krogh-Rasmussen.

Vigtigt at sikre kunderne

Lars Krogh-Rasmussen har gennem årene haft en god relation til OK, som han kender rigtig godt. Det er afgørende for ham, at smøremiddelvirksomheden drives videre på professionel vis og bevarer serviceniveauet. De krav, mener han, OK kan opfylde.

”Jeg tror slet ikke, mine kunder i første omgang kommer til at mærke, at de overgår til OK. Jeg bliver ansat som konsulent for køle-/smøremiddelsalget på Sjælland og Bornholm og vil servicere samt rådgive de samme kunder, som hidtil.”

Netoils kunder er allerede påbegyndt skiftet til køle-/smøremidlerne fra tyske Rhenus, som OK er dansk distributør af, og det er nogle produkter, der, ifølge Lars Krogh-Rasmussen, kan opfylde kundernes behov.

”Jeg kender køle-/smøremidlerne fra Rhenus rigtig godt og er sikker på, at mine kunder bliver fuldt tilfredse med at overgå til deres produkter,” siger Lars Krogh Rasmussen.

Styrker med respekt

OK ønsker at udvikle og styrke smøremiddelforretningen, men det skal gøres med respekt for den forretning, man overtager, understreger markedschef i OK’s smøremiddelafdeling, Torben Didia Rasmussen.

”Den kommende periode bliver en glidende overgang, hvor vi professionelt sikrer, at kunderne er trygge og får den nødvendige rådgivning. Vi skal sikre os, at de overgår til produkterne fra Rhenus med ro i maven, og derfor er det også vigtigt for os, at Lars Krogh-Rasmussen fortsat varetager kundekontakten, da han har relationen til kunderne,” siger Torben Didia Rasmussen.

”Ud over, at Netoils kunder får et af de bedste køle-/smøremiddelmærker på markedet, får de desuden mulighed for at benytte OK’s øvrige services, og vi håber, at de oplever skiftet rigtig positivt,” understreger Torben Didia Rasmussen. 

Emner

  • Petroleum, olie, gas

Om OK:

  • OK a.m.b.a. er et dansk andelsselskab med hovedsæde på Åhave Parkvej i Viby J og beskæftiger cirka 600 medarbejdere.
  • OK tæller udover moderselskabet OK også datterselskaber som Kamstrup, EnergiData og OK Plus. 
  • OK omfatter mere end 660 tankstationer, 132 vaskehaller samt 72 Truck Diesel stationer, hvor vognmænd kan tanke døgnet rundt, fordelt over hele landet.
  • OK er landsdækkende leverandør af benzin, diesel, transportdiesel, smøremidler, naturgas og elektricitet til både erhverv og private. Desuden leverer OK rådgivning, projektering og installation af varmepumpeløsninger i alle størrelser.
  • Foruden energiprodukterne sælger OK også mobiltelefoni og forsikringer.