Skip to main content

Aktivt ejerskab er vejen frem - ikke eksklusion

Nyhed   •   Apr 01, 2019 14:29 CEST

Under overskriften ”Det flytter ingenting at ekskludere en virksomhed” forklarer Pædagogernes Pension i dagens Information om vores tilgang til ansvarlige investeringer.

I sidste uge udgav Information en række artikler, som satte fokus på 17 af de største danske pensionsselskabers aktieinvesteringer. Deres undersøgelser viser bl.a., at 14 ud af de 17 pensionsselskaber har investeret i virksomheder, der leverer militært udstyr til Saudi-Arabien, heriblandt Pædagogernes Pension (PBU). De viser også, at PBU ligesom alle andre pensionsselskaber investerer i virksomheder, som andre har ekskluderet.

Information har i den forbindelse interviewet Rasmus Juhl Pedersen, der er PBU’s ESG-ansvarlige. Det vil sige, at han har ansvaret for, at PBU arbejder med miljø og klima, sociale forhold og god selskabsledelse i investeringerne. I interviewet udtaler Rasmus Juhl Pedersen:

- Eksklusioner af flere selskaber er ikke vejen frem for den danske pensionssektor. Eksklusioner vil måske betyde, at det enkelte selskab i offentligheden kan hævde at have bedre samvittighed, men det kommer ikke til at rykke noget som helst i det store billede.

Rasmus Juhl Pedersen tilføjer, at PBU’s aktieposter alene er ubetydelige i forhold til de store internationale koncerner.

- De ryster ikke på hånden, fordi Pædagogernes Pension sælger sine aktier, siger han.

Vi skal påvirke virksomhederne
Det er aktivt ejerskab, der er kernen i PBU’s arbejde med ansvarlige investeringer. Det betyder, at vi gennem dialog med de virksomheder, vi investerer i, og stemmeafgivning på deres generalforsamlinger kan påvirke dem til at ændre kurs. Vi gør det i samarbejde med andre investorer, og dermed er der vægt bag vores stemme. I nogle situationer har vi dog valgt eksklusion som den eneste udvej. Det sker, når vi ikke oplever, at virksomheden ønsker at ændre adfærd. Men vi arbejder som hovedregel på at påvirke til forandringer. Rasmus Juhl Pedersen giver i interviewet med Information et eksempel:

- Der var også investorer, der i kølvandet på Fukushima-ulykken på atomkraftværket sagde, at her har vi en ledelse, der ikke har haft styr på noget som helst, og derfor sælger vi vores aktier. Men det er lige præcis på det tidspunkt, man har brug for at blive som ansvarlig ejer og rydde op. 

Der, hvor det bl.a. er lykkedes at rykke noget, er hos tøjkæden H&M og andre store beklædningsvirksomheder. Her har man efter krav fra bl.a. investorer som PBU indført sporing af den bomuld, der anvendes i produktionen. Ved at identificere bomulden risikerer man ikke længere at benytte bomuld fra steder, hvor der foregår børnearbejde.

Medlemmernes værdier på dagsordenen
PBU’s medlemmer har via de medlemsvalgte delegerede stor indflydelse på, hvad PBU skal investere i. Det er på generalforsamlingerne, at værdier, ansvarlighed og etik bliver diskuteret og dermed også, hvad PBU skal investere i, og hvad vi skal holde os fra. Man har fx tidligere besluttet, at PBU ikke investerer i supermarkedskæden Walmart, fordi de - trods forbedringer i forhold til kvinder og andre minoriteter - ikke vil anerkende fagforeningsfrihed, og på dette års generalforsamling den 3. april vil der være en diskussion af atomvåben og tobak.

Læs artiklen i Information (kræver abonnement)