Pressemeddelelse -

PKA: Afkast på 17,5 mia. kr. i 2016

PKA’s alternative investeringer har bragt afkastet for 2016 op på 17,5 mia. kr., svarende til 8,8%.

Der er penge i vind. Det kunne PKA konkludere ved to separate begivenheder i løbet af november og december. Først solgte PKA sin andel af virksomheden KK Wind Solutions, der har specialiseret sig i elektroniske løsninger til vindindustrien. En beskeden investering i 1983 blev godt 30 år senere til et afkast på langt over 1 mia. kr. I december solgte PKA så sin andel i havmølleparken Butendiek og fik på blot tre år et afkast på næsten 1 mia. kr. I 2016 har investeringerne i tre yderligere havmølleparker også givet flotte afkast, og PKA fik således et afkast på 25 pct. på disse investeringer. Samlet for 2016 udgjorde afkastet for alternativer 6,5 mia. kr. eller mere end en tredjedel af det samlede afkast.

”Det har været et godt år for PKA’s alternative investeringer. Vind, ejendomme, unoterede aktier og infrastruktur har alle leveret flotte resultater til PKA’s medlemmers pensioner,” siger PKA’s adm. direktør Peter Damgaard Jensen og tilføjer:

”PKA har gennem mange år opbygget kompetencerne til at foretage alternative investeringer, der giver gode og nødvendige afkast til vores medlemmers pensioner. Det så vi blandt andet med salget af Butendiek og KK Wind Solutions, som gav milliardafkast til PKA. Vi vil fortsætte strategien med at investere i nye alternative, meget gerne grønne, investeringer, som kan skabe gode afkast og gøre en positiv forskel,” understreger Peter Damgaard Jensen.

Han fremhæver, at de gode afkast er forudsætningen for, at PKA har været i stand til at give medlemmerne pensionsstigninger. Derudover har PKA også været i stand til at sænke omkostningerne de seneste mange år.

”I 2016 kunne vi meddele, at pensionen for det typiske 40-årige PKA-medlem er steget med 50.000 kr. i løbet af de seneste fem år. Samtidig meldte vi ud, at vi sænker omkostningerne yderligere i 2017, og at vi forventer at forrente medlemmernes pensioner med 5 pct. pr. år de næste fem år. Uden gode og stabile afkast kunne vi ikke give nuværende og kommende medlemmer de fordele,” siger Peter Damgaard Jensen.

Fakta
I 2016 fik PKA et afkast på 8,8%.
• PKA har de seneste 5 år haft et gns. afkast på 7,8%.
• PKA har i 2017 sænket de gns. adm. omkostninger til 375 kr. pr. medlem, hvilket er et fald på 30% på fem år.
• Medlemmerne i PKA får en kontorente på 5% i 2017.
• PKA administrerer pensioner for tre pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet og har 300.000 medlemmer, som er sikret pensionsordning via overenskomster. Er man selvstændig eller privatansat uden for overenskomst, kan man også blive medlem i PKA.
• PKA har en samlet formue på 250 mia. kr.


PKA administrerer pensioner for tre pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet. PKA har 275.000 medlemmer, som er sikret pensionsordning via overenskomster. Selvstændige og privatansatte uden overenskomst kan også blive medlem i PKA. PKA har en samlet formue på ca. 250 mia. kr.