Pressemeddelelse -

Total ombygning forvandlede Cat M315.D gravemaskinen til en Rail Maskine

Franske UNAC har stået for om- og opbygningen af Cat M315D mobilgravemaskinen til en såkaldt Rail Maskine UNAC 22 TRR. Herefter har Pon Equipment A/S i Skejby tilpasset og konfigureret den til Aarsleff Rails særlige behov. Det er Aarsleff Rail, der er køberen af denne helt specielle maskine, som virksomheden straks sætter i drift. Blandt andet ved etableringen af Carlsberg Station i København.

Skinnehjul med hydraulisk træk
Pon Equipment har netop leveret  maskinen på Aarsleff Rails arbejdsplads tæt på Københavns Hovedbanegård.  Og materielchef Mogens Bengtson fra Aarsleff Rail ser forventningsfuldt til, mens to servicemontører og Product Manager Bo Mikkelsen fra Pon Equipment sammen med to repræsentanter fra UNAC kontrollerer, at alt fungerer, og instruerer maskinføreren i brugen af maskinen. Den mobile gravemaskine trækker på skinnehjulene, hvilket giver en betydelig bedre trækevne på våde skinner og væsentlig kortere bremselængde.

- Denne Rail maskine er helt unik. Vi har i flere år efterspurgt en maskine, der ikke bruger gummihjulene til at køre på skinnerne, fordi hjulene fx kan ødelægge sporskiftene og sporovergange. Det undgår vi nu. Maskinen kører på en særskilt skinneundervogn lidt på samme måde som et tog. Når vi så skal væk fra skinnerne,  hæver vi bare skinnesystemet. Herefter kører maskinen videre på gummihjulene, siger Mogens Bengtson.

Den første med skinnepuffere
Mogens Bengtson glæder sig også over, at maskinen – som den første UNAC - er udstyret med skinnepuffere, der gør, at Aarsleff Rail også kan bruge maskinen til rangeringsopgaver.

- Det er ikke bare en gravemaskine på skinner. Den kan udføre mange funktioner. Den er meget kompakt, og det betyder, at den kan arbejde på sporet, selv om der kører tog på skinnerne lige ved siden af. På den måde får vi mere effektiv udnyttelse af maskinen, siger Mogens Bengtson.

En anden, der også har set frem til denne dag, er gravemester Andy Klint Pedersen fra Aarsleff Rail. De sidste mange måneder har han kørt med forskellige andre maskiner, fordi hans egen var ude af drift.

Som et lille kontor
- Det bliver skønt igen at få sin egen maskine at køre i. Alle maskiner har hver deres måde at opføre sig på, så det er altså rarest at køre i den samme faste maskine. Maskinen er jo mit eget lille kontor, siger Andy Klint Pedersen.

Og det bliver til mange timer og forskellige arbejdsopgaver fremover i det nye ”kontor”.

- Jeg skal fx bruge maskinen til at fjerne skinner og sveller, til at opsætte elmaster,  til at suge ral og skærver op, og til igen at nedlægge nye skinner og skærver, fortæller Andy Klint Pedersen, inden han igen stiger op i sin nye maskine for at foretage endnu et  par prøveture på banelegemet.

SE VIDEO AF  MASKINEN I AKTION



Faktaboks - Cat M315D - Rail Maskine

·  Motor: Cat C4.4 Trin IIIb

·  Arbejdsvægt: 26 tons

·  Skinnehjul: Hydrauliske drevne 560mm hjul. 18 kmt/t. Maskinen kan slæbes med 30km/t.      Ophængt i vridbar ramme for optimal stabilitet

·  Sikkerhed: UNAC SMART System med positions og vejecelle via touch screen skærm.

·  Udstyr: Hydrauliske skinnehjul, luftudtag, vejesystem, positionssystem,  mekanisk og elektronisk sving/højdestop, dobbeltkabine, banelys, Engcon rotortilt med prop styring, VA bom.

UNAC 22TRR er en specialopbygget maskine, som er baseret på en Cat M315D mobilgravemaskine. På undervognen er der i begge ender monteret skinnehjul med hydraulisk træk. Derudover er der luftudtag til bremser på jernbanevogne. Ligeledes er der puffere, så maskinen kan kobles sammen med andre maskiner eller togvogne. Overdelen er monteret forsat samt bagenden af maskinen er bygget om, så der opnås en svingradius på kun 1,58 meter. Derved undgår man at skulle lukke 2 spor under arbejde på skinnerne, men kan lade tog passere i sporet ved siden af.

Maskinen er den første UNAC 22TRR, der leveres med trin IIIb motor. Maskinen har en arbejdsvægt på 26 tons og opnår derved en meget stor løftekapacitet til trods for, at maskinens bagende er meget kort. Hele 2.2 tons kan der løftes på tværs af skinnerne i 6 meters rækkevidde.



Emner

  • Licitation, maskiner

Kategorier

  • pon equipment
  • caterpillar maskiner
  • cat 315d
  • rail maskine

Klik her og gå til Pon Equipments hjemmeside
Klik her og gå til Pon Equipments facebookside
Som forhandler af Caterpillars entreprenørmaskiner arbejder Pon Equipment A/S med branchens største produktprogram - og vi har også maskinen til dig. Caterpillars produktprogram, med mere end 300 maskinmodeller, sætter standarden for branchen - med den bedste produktsupport og løbende introduktion af nye og opdaterede produkter. Med afsæt i tre kvaliteter - troværdighed, vedholdenhed og langsigtede kunderelationer - har Pon Equipment A/S siden 1967 varetaget forhandlingen af Cat maskiner i Danmark, Grønland og påFærøerne. 

Kontakt

Lars R. Poulsen

Pressekontakt Marketing koordinator Marketing, PR og kommunikation +4521158290