Skip to main content

Porsche Macan S lanceres med ny V6-turbomotor

Pressemeddelelse   •   Dec 18, 2018 14:01 CET

Porsche Macan S, Højere ydelse, optimeret undervogn, øget komfort

Porsche Macan S lanceres med ny V6-turbomotor

Stuttgart. Porsche udvider sin kompakte SUV-modelrække med den kraftfulde Macan S. I den forbindelse lancerer sportsvognsproducenten en ny 3,0-liters V6-turbobenzinmotor med benzinpartikelfilter. Den yder 354 hk og har et maksimalt drejningsmoment på 480 Nm. Det er et plus på 14 hk og 20 Nm i forhold til forgængermodellen. Dermed forkortes accelerationstiden med Sport Chrono-pakke (ekstraudstyr) fra 0 til 100 km/h med 0,1 til 5,1 sek. Tophastigheden er 254 km/h. Forbruget ligger på 11,2 km/l i henhold til korrelerede NEDC-værdier. Macan S nyder godt af alle nyhederne ved modelrækken: De omfatter LED-lygtebåndet på bagenden samt det fuldt opkoblede Porsche Communication Management med en 10,9” stor touchscreen i kabinen.

Ny V6-motor med Central Turbo Layout

I Macan S anvender Porsche en nyudviklet 6-cylindret V-motor med en slagvolumen på 3 liter. Udstødningsturboladeren er via det såkaldte Central Turbo Layout placeret indvendigt i cylindrenes V. De korte udstødningsvandringer mellem forbrændingskamrene og turboladeren giver en ekstra spontan respons. Den nye twin-scroll-turbolader giver mulighed for et stort drejningsmoment i et lavt omdrejningstalområde. I forbindelse med twin-scroll-teknologien bliver udstødningsstrømmene tilført til turbinehjulet på en gennemgående adskilt måde. Herved reduceres ulemperne ved belastningsændringer markant. Den videreudviklede forbrændingskammergeometri med central injektor er med til at sikre en effektiv blanding. Ud over stigningen af literydelsen fra 113 til 118 hk forbedres udstødningsemissionerne også.

En ny afstemning af undervognen giver en bedre balance

Den altid sportsvognstypiske undervogn på Macan med forskellig dækstørrelse for og bag og Porsche Traction Management (PTM) inklusive intelligent firehjulstræk har fået en omfattende optimering i forbindelse med opgraderingen af modellen. På forakslen erstatter fjedergafler af aluminium de hidtidige stålkomponenter. Den nye letmetalkonstruktion er stivere og reducerer de uaffjedrede masser. Dermed styrer Macan endnu mere præcist, og affjedringen er endnu mere komfortabel. Nyafstemte stabilisatorer sørger desuden for mere neutrale køreegenskaber. Som hidtil kan man for at øge dynamikken som ekstraudstyr vælge den aktive støddæmperregulering Porsche Active Stability Management (PASM), den højdejusterbare luftaffjedring med optimerede rullestempler og ny støddæmperhydraulik samt Porsche Torque Vectoring Plus (PTV Plus).

Videreudviklede bremser med mere præcist trykpunkt

Der er også blevet udført et stort finjusteringsarbejde på bremserne til den nye Macan S, og det mærkes især på den ændrede pedalfornemmelse. Føreren træder nu på en såkaldt organometalpedal, som vejer ca. 300 gram mindre end den hidtidige stålkomponent og fungerer via en forkortet vippearm på hovedcylinderen. Det giver et mere spontant reagerende bremsesystem, og samtidig giver den meget stive tilslutning også et meget præcist trykpunkt. Den endnu mere sportslige tilgang i den nye Macan ses også på de større forreste bremseskiver på S-modellen. Deres diameter er blevet øget med 10 mm til 360 mm, og skivernes tykkelse er vokset med 2 mm til 36 mm. De nye bremsebelægninger er kobberfri. Macan S kan som ekstraudstyr udstyres med keramikbremserne Porsche Ceramic Composite Brake (PCCB).

Skærpet design med full-LED-lys og nye digitale funktioner

Alle fornyelserne fra den seneste opgradering kommer også Macan S til gode. Dertil hører blandt andet det tredimensionelt udformede LED-baglygtebånd. Forlygterne er som standard udstyret med LED-teknik, mens man som ekstraudstyr kan vælge Porsche Dynamic Light System Plus (PDLS Plus) med adaptiv styring af lysfordelingen. Det nye Porsche Communication Management (PCM) med en full-HD-touchscreen på nu 10,9” er som standard fuldt opkoblet og omfatter onlinenavigation med trafikinformationer i realtime via ”Here Cloud”, mobiltelefonforberedelse, to audio-interfaces samt intelligent stemmebetjening (findes ikke på dansk). Porsche Connect Plus inklusive LTE-telefonmodul med SIM­kortlæser, Wi-Fi-hotspot samt talrige nye Porsche Connect-tjenester er ligeledes en del af standardudstyret.

GT-sportsrat, ionisator og køassistent som nye ekstraudstyrsdetaljer

GT-sportsrattet (ekstraudstyr), der kendes fra 911’eren, understreger de sportslige ambitioner i den nye Macan S. I forbindelse hermed fås Macan nu med Mode-kontakten integreret i rattet inklusive Sport Response-knap som en del af Sport Chrono-pakken, der fås som ekstraudstyr. Komforten kan som ekstraudstyr øges med den nye køassistent, en elopvarmet forrude og en ionisator, der sammen med det standardmonterede partikelfilter bidrager til en forbedring af luftkvaliteten i kabinen.

Den nye Macan S kan bestilles allerede nu. Priserne starter fra 1.157.802 kr. inklusiv leveringsomkostninger.



Billedmateriale i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt i Porsche pressedatabasen (presse.porsche.de).

Macan S: brændstofforbrug ved blandet kørsel 8,9 km/l; CO2-emissioner ved blandet kørsel 204 g/km

Forbrugs- og CO2-emissionsværdierne er udregnet i henhold til den nye målemetode WLTP. I første omgang skal de heraf afledte NEDC-værdier angives. Disse værdier kan ikke sammenlignes med de værdier, som er udregnet i henhold til den hidtidige NEDC-målemetode.

Du kan få yderligere informationer om det officielle brændstofforbrug og de officielle, specifikke CO2-emissioner i dit Porsche center.

Billedmateriale i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt for akkrediterede journalister i Porsche-pressedatabasen (https://presse.porsche.de).