Gå til indhold
Porsche Panamera Turbo
Porsche Panamera Turbo

Pressemeddelelse -

Porsches topchef Oliver Blume præsenterede den nye Gran Turismo-generation

Det store show i Berlin: verdenspremiere på den nye Panamera

Berlin. Med en spektakulær iscenesættelse med lys, musik og koreografi fejrede Porsche i går tirsdag verdenspremiere på den nye Panamera i Berlin. Mere end 300 internationale medierepræsentanter samt gæster fra den politiske verden, erhvervslivet, sportsverdenen og andre samfundsrelevante områder fik mulighed for at få det første kig på den komplet nyudviklede anden generation af Gran Turismo-modellen. Den nye Porsche Panamera kombinerer mere end nogensinde to modsatrettede karakterer: Den byder både på præstationerne fra en sportsvogn og komforten fra en luksuslimousine.

”Med Panamera gik vi ind i segmentet for luksussportslimousiner. Siden starten i 2009 er der blevet solgt mere end 150.000 eksemplarer af Panamera. Med den nye model ser I her en komplet nyudviklet bil – med nye motorer, med et nyt design, med nye teknologier. Det er også nyt, at vi nu producerer anden generation komplet på fabrikken i Leipzig. Til det formål har vi i alt investeret 500 millioner euro – blandt andet til en helt ny karrosseriproduktion”, understregede Oliver Blume, som er administrerende direktør hos Porsche AG.

Den nye Panameras designsprog bygger bro til Porsche 911 med en endnu mere dynamisk flyline og specifikke designelementer fra sportsvognsikonet. ”Man ser straks den coupéagtige taglinje, men nu endnu ”hurtigere”, endnu mere dynamisk og i forbindelse med en siderudegrafik, der understreger den coupéagtige silhuet endnu mere”, sagde Michael Mauer, som er designchef hos Porsche AG, mens han samtidig uddybede, hvilken målsætning man havde sat sig selv i forbindelse med den nye model: ”Den nye Panamera skal ved første blik være genkendelig som en Panamera. Men også ved første blik som den nye Panamera. Styrkerne skal altså styrkes, svaghederne skal udryddes, og især karakteren skal bevares.”

De nye biturbomotorer i Panamera er mere kraftfulde og takket være den nye 8-trins dobbeltkoblingsgearkasse (PDK II) op til 16 procent mere økonomiske. I starten af november lander Panamera hos forhandlerne med tre forskellige motorer og udelukkende med firehjulstræk: som Panamera Turbo med 550 hk, som Panamera 4S med 440 hk og som Panamera 4S Diesel med 422 hk.

For at opnå et endnu større spænd mellem komfort og sportslighed er den nye Panamera nu blandt andet udstyret med en ny 3-kammer-luftaffjedring, bagakselstyring og den nye elektroniske undervognsstyring 4D Chassis Control. Talrige nye assistentsystemer øger desuden kørekomforten og sikkerheden.

I den nye Panamera fremviser Porsche desuden et fremtidsorienteret visnings- og betjeningskoncept. Det nye Porsche Advanced Cockpit med smartphonelignende brugerflader og konfigurerbare LED-skærme imponerer med en intuitiv funktionalitet. Derudover omfatter det nye Porsche Communication Management (PCM 4.1) et helt nyt spektrum af opkoblingsmuligheder ved hjælp af intelligente digitale funktioner og onlinetjenester. Med den nye Panamera, som allerede kan bestilles nu hos Danmarks to Porsche Centre, indføres Porsche Connect til alle modeller. Det udvider de eksisterende bilfunktioner med digitale tjenesteydelser og apps, fx til fjernbetjening af bestemte bilfunktioner via smartphone – eller for at udnytte tiden under kørslen mere effektivt.


Panamera Turbo: brændstofforbrug ved blandet kørsel 10,6 km/l, bykørsel 7,8 km/l, landevejskørsel 13,7 km/l; CO2-emissioner 214 g/km; energiklasse (Danmark): F.

Panamera 4S: brændstofforbrug ved blandet kørsel 12,2 km/l, bykørsel 9,8 km/l, landevejskørsel 14,7 km/l; CO2-emissioner 186 g/km; energiklasse (Danmark): E.

Panamera 4S Diesel: brændstofforbrug ved blandet kørsel 14,7 km/l, bykørsel 12,7 km/l, landevejskørsel 16,9 km/l; CO2-emissioner 178 g/km; energiklasse (Danmark): D.

Emner

Kategorier


Billedmateriale i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt for akkrediterede journalister i Porsche-pressedatabasen (https://presse.porsche.de).

Kontakt

Katrine Bleeg

Katrine Bleeg

Pressekontakt PR- og marketingchef PR & Marketing +45 46 911 980

Porsche

Igennem generationer har Porsches tyske sportsvogne betaget alle aldersgrupper med sine forførende boxer-motorer og velafstemte køreegenskaber. Fra første færd er en Porsche nemlig konstrueret for at imponere dig. I 1963 præsenterede Porsche den nye 911 på biludstillingen i Frankfurt. Ti år senere præsenterede man 911 Turbo samme sted. Ikoner der om nogen har bidraget til at skabe den historie, der kendetegner mærket.

Hos Porsche bygger vi vores forretning på en række stolte principper. Et af disse er, at vi aldrig går på kompromis med kvaliteten af vores produkter. Derfor går vi heller ikke på kompromis med betjeningen af vores kunder. Kunderne skal være yderst tilfredse, når de har været på besøg hos os. Enten for at se på en ny bil, eller for at få serviceret deres eksisterende.

Ambitiøse har vi altid været og det bliver vi ved med at være

Målet er at forblive førende i de segmenter, vi bevæger os i. Det gælder både i forhold til vores entusiastiske kunder, men i høj grad også vores specialiserede medarbejdere. Og vi har forudsætningerne på plads for at nå målet. Værdiskabende vækst er kernen i Porsches mål for fremtiden. Først da kan vi investere i innovative teknologier, i nye produkter og i vores arbejdsstyrke.

Porsche organisationen

Hos importøren arbejder dedikerede Porsche-medarbejdere med salg, eftersalg, marketing og PR. Det sker i tæt samarbejde med Porsche AG i Tyskland. Hos vores to forhandlere Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, sikrer engagerede medarbejdere hver dag, at kunderne møder en betjening, der matcher både showrooms og den enestående kvalitet, der kendetegner mærket.

Porsche Danmark
Banevingen 6
2200 København N
Danmark