Pressemeddelelse -

Verdenspremiere på effektiv teknologi til udnyttelse af affald og spildevand

Medlem af Folketinget og naturordfører Anni Matthiesen (V) indviede i dag den banebrydende EXELYS-teknologi hos Billund BioRefinery – Fremtidens Renseanlæg – som er et fyrtårns-projekt for effektiv udnyttelse af ressourcerne i affald og spildevand

Det grønne hjerte i Billund BioRefinery – Fremtidens Renseanlæg – blev i dag sat i gang af Venstres naturordfører og medlem af Miljø- og Fødevareudvalget, MF Anni Matthiesen.
Hun foretog den officielle indvielse af den patenterede EXELYS™-teknologi, som samtidig fejrer verdenspremiere. Kort fortalt giver den dansk udviklede teknologi endnu mere effektiv udnyttelse af ressourcerne i affald og spildevand og dermed reduktion af omkostningerne til spildevands-rensning til gavn for forbrugerne.

"Billund BioRefinery viser vejen frem og gør visionen om affald og spildevand som ressourcer meget konkret. Det er et fyrtårnsprojekt udviklet med offentlig støtte, men allerede nu kan vi se, at det store kommercielle potentiale for dansk miljøeksport er godt i gang med at blive realiseret," sagde Anni Matthiesen med henvisning til de første konkrete eksportordrer fra Sydkorea.

"Det gør mig ekstra glad og stolt, at et lille forsyningsselskab fra mit eget lokalområde samarbejder med en international miljøkoncern om et projekt, der virkelig har global interesse."

Billund BioRefinery udvikles i samarbejde mellem Billund Vand A/S og miljøkoncernen Krüger A/S, som har udviklet EXELYS-teknologien. Sammen med bl.a. rensemetoden Anita™Mox og STAR styringssystemet – der også er udviklet hos Krüger – gør det anlægget meget effektivt. Det kan bl.a. producere helt op til 60 pct. mere biogas og ændre balancen mellem energiforbrug og egen produktion af energi, så der produceres mere energi, end der anvendes til rensning.

"Det er dejligt at se anlægget gå i drift, og vi har store forventninger til den nye teknologi. Vi ser en enorm interesse fra fagfolk i hele verden, så der er et meget håndgribeligt eksportpotentiale at tage fat på, som kan skabe vækst og arbejdspladser på tværs af branchen," siger Krügers adm. direktør Leif Bentsen.

Billund BioRefinery oplever også stor interesse for projektet fra hele den danske vandsektor.

"Vi føder ind med samme biomasse før og efter opstarten af EXELYS, så vi kommer til at få en nøjagtig måling af effekten. Anlægget kører nu i kontinuerlig drift døgnet rundt og drives af Billund Vands dygtige driftsfolk, helt efter planen," oplyser adm. direktør Ole P. Johnsen fra Billund Vand.

Related links

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • biogas
  • termisk hydrolyse
  • spildevand
  • ressourcegenvinding
  • renseanlæg
  • billund biorefinery

Krüger A/S er en internationalt orienteret miljøvirksomhed med speciale i bæredygtig vandbehandling. Vi arbejder som rådgivere, entreprenører og leverandører af teknisk udstyr inden for drikkevand, procesvand og spildevand og bidrager herigennem sammen med vores kunder til at bevare, udvikle og genvinde ressourcer, som er afgørende for menneskers liv. Mange af vores løsninger er patenterede teknologier udviklet i tæt samarbejde med forsyninger og universiteter. 

Vi er i dag en internationalt orienteret dansk virksomhed med 450 medarbejdere, der fokuserer på at levere tekniske løsninger tilpasset kundens behov. Vi leverer helhedsorienterede og miljøbæredygtige løsninger inden for vand og spildevand til industrier og offentlige myndigheder. Krüger er en del af det verdensomspændende Veolia, som vi ofte samarbejder med på internationale projekter.

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222

Relateret materiale