Pressemeddelelse -

Dansk fyrtårnsprojekt giver den første kontrakt og stor anerkendelse i Korea

Billund BioRefinery blev etableret med støtte fra MUDP og VTUF for at etablere et fyrtårn for hele vandsektoren og øge ekstportmulighederne for dansk miljøteknologi. Nu er den første kontrakt i hus, takket være demonstrationsanlægget i Billund.

I september besøgte en koreansk delegation anlægget i Billund. Det blev udslagsgivende for en efterfølgende aftale om, at Krügers ExelysTM-teknologi skal implementeres på to eksisterende renseanlæg i Yeosu og Geoje. Repræsentanter for de to kommuner og fra den statslige myndighed for bæredygtig udvikling fik både mulighed for at se anlægget og ikke mindst møde Billund Vand A/S og høre om deres ambitioner.

”Dette salg viser, hvad der kan komme ud af, at offentlige og private virksomheder går sammen. Det er første gang, at et fælles fyrtårnsprojekt for vandteknologi bliver eksporteret direkte til en udenlandsk kunde. Vi er blandt verdens bedste til vandteknologi i Danmark, og det har potentiale til at skabe tusindvis af arbejdspladser”, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

”Vi bygger et fyrtårn, der allerede nu beviser sit værd og viser vejen for dansk miljøteknologi - både ind i fremtiden og ud i verden. Vi er stolte over, at Billund BioRefinery fra det første spadestik har nydt stor bevågenhed, men vi er endnu gladere for, at det allerede nu bidrager til dansk eksport og danske arbejdspladser, siger en glad Ole P. Johnsen, adm. direktør i Billund Vand A/S."

Generelt har man et stort fokus på miljø og ren teknologi i Syd Korea, og man ønsker at fremstå som et foregangsland på området. Billund BioRefinery har teknologier og ambitioner til både energiproduktion, genvinding af fosfor og mulighed for produktion af bionedbrydeligt plast, så matchet kunne ikke være bedre.

Kernen i Fremtidens renseanlæg er kontinuert termisk hydrolyse, en teknologi, der benævnes Exelys™. Det giver en lang række fordele i forhold til nuværende kendt teknologi, og vi har nu fået papirer på, at teknologien bliver det foretrukne valg i Korea.

Forsyningsselskaberne i Yeosu og Geoje er 2 individuelle kunder, som hver især har gennemført selvstændige og meget grundige evalueringer af de mulige teknologier som findes på markedet; begge har de valgt Exelys™ processen som fremtidens teknologi. Krüger A/S har indgået bindende aftaler med forsyningsselskaberne i hhv. Yeosu og Geoje om brugen af ExelysTM-teknologi.

Støtten til demonstrationsanlægget har haft stor betydning for den nye succes.

”Vi havde ikke fået kontrakten med koreanerne, hvis de ikke havde haft mulighed for at besøge et anlæg og møde en dansk forsyning” pointerer Leif Bentsen, adm. direktør i Krüger, og fortsætter: ”Samarbejdet med Billund Vand og kommune er meget vigtigt for os og muligheden for at demonstrere ny teknologi er altafgørende for eksport af vores teknologi - vækst og flere arbejdspladser kommer ikke af sig selv.”

Aftalerne er underskrevet og designarbejdet er netop startet.

Flere fakta om Billund BioRefinery, Krüger A/S og Billund Vand A/S i forlængelse heraf:

For yderligere oplysninger og kommentarer kontakt:

Adm. dir. Ole P. Johnsen, Billund Vand A/S, mobil 22 69 24 87

Afdelingschef Ole Sinkjær, Krüger A/S, mobil 27 52 11 22

HR- og Kommunikationschef Anne Abraham, Krüger A/S, mobil 21 71 38 72

Kommunikationsrådgiver Kurt Henriksen, Billund Vand A/S, mobil 40 54 21 33

Fakta om Billund BioRefinery

  • Fremtidens renseanlæg, et såkaldt fyrtårns-/demonstrationsprojekt, med støtte fra Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) samt Vandsektorens Teknologiudviklingsfond (VTU-fonden) og et samlet budget på knap 70 mio. kr.
  • Et anlæg med store miljømæssige perspektiver i form af bedre spildevandsrensning samt udnyttelse af energiindholdet i spildevandsslam i form af el, varme og effektiv, lugtfri naturgødning samt biprodukter som fosfor (kunstgødning) og bioplastik
  • Et anlæg med store perspektiver for dansk miljøeksport og et udstillingsvindue for de førende danske kompetencer indenfor spildevandsbehandling og miljøteknologi
  • Projektet startede i 2013 og forventes fuldt udbygget i 2017
  • Der har været ca. 700 hundrede besøgende på anlægget fra både Danmark, Europa, Asien og Mellemamerika.

Mere information på www.billundbiorefinery.dk

Fakta om Krüger A/S

  • Krüger A/S udfører alle former for avanceret vandbehandling inden for drikkevand, procesvand, kommunalt og industrielt spildevand, slam, afløbsteknik, jord- og grundvand samt styring, regulering og overvågning af vandbehandlingsanlæg
  • Både i Danmark og internationalt arbejder Krüger A/S som rådgiver, entreprenør og leverandør af udstyr, services og løsninger
  • Krüger A/S beskæftiger ca. 900 medarbejdere, heraf 450 i Danmark

Mere information på www.kruger.dk

Fakta om Billund Vand A/S

  • Forsyningsselskab med base i Grindsted, ejet 100 pct. af Billund Kommune og organiseret i et aktieselskab jfr. Vandsektorloven med tre datterselskaber, Billund Drikkevand A/S, Billund Spildevand A/S og Billund Energi A/S
  • Det nye selskab Billund Energi A/S håndterer aktiviteter og salg af knowhow indenfor energiudnyttelse af husholdningsaffald og biogasområdet
  • Billund Vand-koncernen beskæftiger i alt 25 medarbejdere og havde i 2014 en samlet omsætning på 73 mio. kr.

    Mere information på www.billundvand.dk

Related links

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • billund biorefinery
  • biogas
  • renseanlæg
  • ressourcegenvinding
  • termisk hydrolyse

Krüger A/S er en internationalt orienteret miljøvirksomhed med speciale i bæredygtig vandbehandling. Vi arbejder som rådgivere, entreprenører og leverandører af teknisk udstyr inden for drikkevand, procesvand og spildevand og bidrager herigennem sammen med vores kunder til at bevare, udvikle og genvinde ressourcer, som er afgørende for menneskers liv. Mange af vores løsninger er patenterede teknologier udviklet i tæt samarbejde med forsyninger og universiteter. 

Vi er i øjeblikket 450 medarbejdere på vores tre danske kontorer og har desuden datterselskaber i de øvrige nordiske lande. Krüger er en del af det verdensomspændende Veolia, som vi ofte samarbejder med på internationale projekter.

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222

Relateret materiale