Pressemeddelelse -

Skal velfærdsteknologi redde vores ældre?

Kan teknologien redde både velfærdssamfundet og skabe vækst og arbejdspladser? Den 3. november kl. 12 kan du blive klogere, når Nordens Velfærdscenter og Welfare Tech byder velkommen til et debatarrangement, hvor både det offentlige, det private og brugerne får lejlighed til at diskutere velfærdsteknologi fra hvert sit perspektiv. 
 
Odense er en af Danmarks absolut førende kommuner indenfor velfærdsteknologi med en aktiv forvaltning, betydelig forskning og en række virksomheder på området – derfor er det oplagt, at Nordens Velfærdscenter og Welfare Tech byder velkommen til et debatarrangement den 3. november i netop Odense. Arrangementet er en del af en nordisk turné, der stiller spørgsmålet ”Tør vi blive ældre i Norden?”.
 
- Velfærdsteknologi kan være løsningen på mange af fremtidens udfordringer, men der er naturligvis mange måder at anskue teknologien på. I Odense laver vi et arrangement, hvor vi kommer rundt om mulighederne og udfordringerne gennem spændende oplæg og en god, livlig debat. Vi vil gøre deltagere klogere på den aktuelle status, og hvor vi er på vej hen, siger Dennis C. Søndergård fra Nordens Velfærdscenter.
 
Således kan tilhørerne i Odense se frem til at høre oplæg om velfærdsteknologi set fra det offentliges, forskernes og erhvervslivets synspunkter. Oplægsholdene er rådmand Jane Jegind fra Odense Kommune, forsker Anders S. Sørensen fra Mærsk McKinney Møller Instituttet og Brian Sandholdt fra virksomheden SEKOIA.
 
Efter oplæggene begynder paneldebatten, hvor oplægsholderne får selskab i panelet af Merete Helgens fra Ældrerådet i Odense, Dennis C. Søndergård fra Nordens Velfærdscenter samt direktør Troels Biermann fra Welfare Tech.
 
- Vi forsøger at lave et arrangement, hvor vi lader alle parter komme til orde. Velfærdsteknologi betyder og symboliserer noget forskelligt fra person til person. Det er en vigtig debat, for vores fremtid byder på mere velfærdsteknologi. Vi vil gerne give svar på spørgsmålene, men vi vil også gerne høre folks holdning til potentialet og mulighederne, forklarer Dennis C. Søndergård og fortsætter:
 
- På mødet får vi de lokale synspunkter frem, og vi får lejlighed til at sætte dem i et nordisk perspektiv. Nordisk Ministerråd, og dermed Nordens Velfærdscenter, giver os mulighed for at dele viden og erfaringer, gode som dårlige, på tværs af landene. Det er meget sandsynligt, at andre nordiske byer kan lære af Odense – og omvendt.
 
Debatarrangementet varer fra klokken 12 til klokken 15, og det er fortsat muligt at tilmelde sig for interesserede. Det kan ske på www.nordicwelfare.org/turne-odense
Journalister bedes tilmelde sig på samme link.
 
For yderligere information
Dennis C. Søndergård, Nordens Velfærdscenter: +46 76 000 35 45
Krista Ebsen Blaabjerg, Welfare Tech: +45 31 39 78 92

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • välfärd
  • välfärdsteknologi
  • äldre
  • äldrevård

Nordens Velfærdscenter er en stærk del af det nordiske samarbejde indenfor den sociale sektor. Centeret tilpasser løbende sine opgaver efter udfordringerne i de nordiske velfærdssamfund, og det hjælper med at udvikle den nordiske velfærdsmodel. Nordens Velfærdscenter er placeret under Nordisk Ministerråd, social- og sundhedssektoren.
 
Welfare Tech er en markedsdreven klynge for velfærdsteknologier i Danmark, som udvikler forretning og skaber innovation gennem samarbejde mellem private virksomheder og offentlige parter inden for social- og sundhedsområdet. Welfare Tech er placeret i Odense.
 

Kontakt

Judit Hadnagy

Pressekontakt Kommunikationschef/Head of Communication +46 (0)70 605 5681

Relateret materiale