Gå til indhold
NorthSide er klar med billetsalget

Pressemeddelelse -

NorthSide er klar med billetsalget

Der bliver 1. oktober åbnet for salg af billetter til NorthSide 2015. Der vil være færre billetter i salg end tidligere, og samtidig lanceres der en ny kombibillet.

Fredag 12. juni 2015 går dørene op til sjette udgave af NorthSide, og traditionen tro vil man kunne opleve omkring 40 primært internationale navne optræde over tre dage på tre scener i Ådalen ved Aarhus.

Festivalen har kunnet melde udsolgt de sidste to år i træk, og dette års udgave af NorthSide var den hidtil største til dato med 35.000 gæster inklusive frivillige, musikere og pressefolk. Dette tal kan man forvente vil blive lavere til næste år, da man har besluttet sig for at regulære både antallet af solgte billetter samt gæster og frivillige for at skabe mere plads på festivalpladsen.

- Ifølge Epinion var 52 procent af det betalende publikum i år gengangere fra 2013, og i alt 61 procent havde været på NorthSide før. Samtidig med det fik vi i år udsolgt tidligere end nogensinde før, så der er virkelig mange, der nu ser NorthSide som en fast årlig tradition og føler et ejerskab overfor festivalen. Vi er meget stolte over så hurtigt at være blevet en fast årlig begivenhed for så mange mennesker, og vi vil naturligvis arbejde hårdt for også at skabe en god oplevelse for folk i 2015.

Det fortæller talsmand for NorthSide, John Fogde, der ikke bare tilskriver musikken den voksende succes, men også festivalens arbejde med økologi, bæredygtighed, indretning og høje serviceniveau er vigtige faktorer, når man overvejer, om man skal tage til NorthSide.

Billetstrukturen for NorthSide 2015 er som følger:

- NorthSide Partout: 1.395,- + gebyr

- NorthSide/Danmarks Grimmeste Festival Kombi-Partout: 1.745,- + gebyr

- NorthSide VIP Partout: 2.495,- + gebyr

I modsætning til tidligere år vil prisen på billetten til NorthSide ikke stige frem mod festivalen, og dermed er prisen på en partout-billet i år 200,- kr. billigere end slutprisen for NorthSide 2014.

Den nye kombibillet giver adgang til både NorthSide og Danmarks Grimmeste Festival og giver en besparelse på 200,- kr., mens den nye VIP-billet giver adgang til festivalens Backstage-område, hvor man kan få et pusterum fra den hektiske festivalstemning i lækre omgivelser. Bemærk at der kun bliver sat et begrænset antal af disse billettyper i salg.

Udover de tre typer partout-billetter vil et begrænset antal endagsbilletter blive sat i salg mandag 2. februar til 895,- + gebyr.

Billetsalget starter onsdag 1. oktober kl. 10:00 via Billetlugen.dk, og det forventes, at de første navne til næste års festival vil ligge klar inden jul.


Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2015 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 12.-14. juni, og billetter til festivalen kan købes via Billetlugen.dk.


Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2015.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.