Pressemeddelelse

Norwegian gennemfører danske ruteændringer

2011-09-23 10:00

For at møde den stigende efterspørgsel fra især erhvervskunder øger Norwegian pr. 30. oktober til seks daglige afgange mellem Aalborg og København. Desværre lukker selskabet samtidig København-Karup og Aalborg-London i vinterprogrammet fra 30. oktober 2011.

”Norwegian har haft en stærk vækst i Danmark, og vi har fortsat udviklingsplaner for de danske flyruter. Vi har kæmpet for Karup-ruten, og de lokale kræfter har gjort deres bedste for at støtte udviklingen, men vi ser os alligevel nødt til at lukke Karup i vinterprogrammet. For at holde vores omkostninger og dermed priser lave, må vi hele tiden sikre, at vi sætter vores fly ind der, hvor efterspørgslen er størst. Derfor kan vi nu blandt andet glæde os over, at vi øger vores frekvens på København-Aalborg, og at vi lige har lanceret en ny rute til Frankfurt,” forklarer Johan Bisgaard Larsen. I hvilket omfang flyvningerne genoptages i sommerprogrammet vil blive afklaret i begyndelsen af 2012.

”Det er meget beklageligt for de berørte passagerer og for lokalområdet, at vi ser os nødsaget til at indstille København-Karup og Aalborg-London denne vinter. Vi har truffet afgørelsen ud fra den nuværende udvikling i kundeunderlaget, og at en eventuel passagerafgift vil ramme ruter, der allerede nu har snævre marginaler på hver eneste kunde. Det altafgørende for alle vores ruter er lønsomhed,” siger presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen.

De passagerer, som har booket billetter med afrejse efter 30. oktober på de ruter, der lukkes i vinter, vil blive kontaktet direkte for refundering af udgifter efter gældende regler.

Yderligere information:

Johan Bisgaard Larsen, presse- og markedschef, Norwegian Danmark, +45 31 31 31 28          

 

Kategorisering

Emner:
Transport,
Turisme

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar