Gå til indhold
Rold Skov og Rebild Bakker set fra oven
Rold Skov og Rebild Bakker set fra oven

Pressemeddelelse -

Rold Skov optaget på ny digital inspirationsguide

Smutturen.dk hedder den nye hjemmeside, som fortæller om 50 naturattraktioner fordelt over hele landet. Siden er blevet til i et samarbejde mellem Realdania, Dansk Kyst- og Naturturisme, Naturstyrelsen og VisitDanmark.

Smutturen.dk skal gøre det lettere for turister, rejsende og andre interesserede at finde frem til landets mest storslåede naturattraktioner. På sitet kan man læse om stederne, se billeder og lave en rejseplan til udvalgte attraktioner.

50 unikke steder udvalgt blandt 580 forslag

Kommuner og visitordestinationer har indstillet potentielle steder til Smutturen.dk, og et ekspertpanel har udvalgt de bedste. I Nordjylland kan man læse om 11 steder. Ud over Rold Skov indeholder siden for eksempel oplysninger om Jyske Aas, Råbjerg Mile, Grenen og Store Vildmose. Ferieøen Bornholm har hele fem steder med på listen.

Måling af besøgstal

Guiden skal give de udvalgte steder større synlighed og på den måde bidrage til, at endnu flere får øjnene op for oplagte besøgsmuligheder. Erfaringer fra Realdanias tidligere kampagne ”Stedet Tæller” viser, at besøgene ved Kalø Slotsruin og Rubjerg Knude er vokset i takt med en bedre eksponering. Alle Smutturens 50 steder vil blive fulgt i forhold til hvor mange besøgende, der kommer fremover. Derved håber man at kunne følge virkningen af den nye hjemmeside.

Realdania oplyser, at målingerne laves ved hjælp af anonym teledata.

Filantropidirektør i Realdania, Anne Skovbro, udtaler:

- Vi skal åbne flere menneskers øjne for de fantastiske stedbundne attraktioner, vi har rundt om i landet. Smutturen skal hjælpe besøgende til at finde stederne. Samtidig skal den være med til at vise, hvordan et område kan skabe positiv lokal udvikling ved at styrke de lokale potentialer.

RebildPorten hilser måling af besøg i Rold Skov velkommen

Teamkoordinator på kommunens turistkontor i RebildPorten, Bodil Christensen, glæder sig over det nye initiativ:

- Når man skal udvælge de 50 mest enestående naturattraktioner i Danmark, må der være en selvfølge, at Rold Skov er med på listen. Vi ved i forvejen fra Naturstyrelsens optællinger, at der kommer rigtig mange gæster i skoven. Desværre bliver disse optællinger hurtigt forældede. Det bliver derfor super spændende at få adgang til ny, opdateret viden om, hvor mange besøg vi har i Danmarks største skov. Og især bliver det interessant at følge en udvikling i besøgsmønstret.

Emner

Kategorier


Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Vi har samlet kontaktoplysninger, vores sociale medier og nyttige links til blandt andet dagsordner og høringer.

Kontakt

Pernille Mulvad Møller

Pernille Mulvad Møller

Destinationsudvikler Turisme og oplevelser +45 22 60 72 89

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende (Rold) skov, gør området (#Triatland) til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen: https://www.facebook.com/triatlandrebild