Pressemeddelelse -

SE Blue Equity investerer i Dynatest

SE Blue Equity erhverver aktiemajoriteten i Dynatest International A/S gennem en rettet kapitalforhøjelse. Dynatest er en globalt førende, dansk virksomhed, der sælger egenudviklede måleudstyr og konsulentydelser til analyser af især vej- og lufthavnsbelægninger.

Dynatest med hovedsæde i Glostrup blev stiftet i 1976 af bl.a. Anders Sørensen med baggrund i en ny måleteknologi, han havde udviklet på DTU. Virksomheden var frem til kapitalforhøjelsen ejet af Anders Sørensen samt tidligere og nuværende ansatte. Dynatest har omkr. 100 ansatte og omsætter for godt 150MDKK.

Internationalt førende virksomhed med global tilstedeværelse

Dynatests kernekompetence er udvikling af testudstyr og software, der kan opsamle, validere, analysere og præsentere et givent transportunderlags tilstand, typisk på veje eller i lufthavne. Dynatests rådgivnings-kompetencer er centreret om at analysere og rådgive vejejerne om vejbelægningers tilstand og udforme optimale renoveringsplaner herfor.

Dynatest er en international virksomhed med datterselskaber i USA, UK, Holland, Chile, New Zealand og Sydafrika. USA er det største marked, der står for mere end halvdelen af Dynatests omsætning.

Dynatests kunder er typisk de offentlige vejmyndigheder, vejejere og lufthavne. Gennem Dynatests ydelser kan kunderne opnå betydelige besparelser på tid, ressourcer og omkostninger gennem optimering af deres vedligeholdelsesprogrammer for infrastruktur. Dynatest bidrager til at sikre optimal kvalitet og fornøden sikkerhed på veje, lufthavne, havnearealer etc.

Dynatest fokuserer på at fastholde den teknologiske førerposition i branchen gennem store investeringer i produktudvikling. Nye, væsentlige produkter er under udvikling og vil blive introduceret over de kommende år.

Ny kapital accelererer væksten

Stifteren Anders Sørensen er fortsat aktiv i Dynatest og fortsætter som væsentlig aktionær.

"Den hidtidige ejerkreds bestod af privatpersoner. Med SE Blue Equitys kapitalindskud får vi et fremadrettet kapitalgrundlag, der giver os uanede muligheder. Jeg er glad for og stolt over, at vi kan tiltrække en stærk investor, og jeg glæder mig til samarbejdet med dem", udtaler Anders Sørensen.

I slutningen af 2013 tiltrådte Torben Anker Sørensen som ny adm. direktør for Dynatest. Han står i spidsen for en international koncernledelse.

"Med SE Blue Equitys kapitalindskud får vi det kapitalgrundlag, der sætter os i stand til at fortsætte vores globale ekspansion og sikre de fortsatte betydelige investeringer i produktudvikling. Derved kan vi udnytte de meget store markedsmuligheder, der er for Dynatest", udtaler Torben Anker Sørensen.

"Baseret på en innovativ teknologi og stor know-how har Anders Sørensen, hans kollegaer og hans medarbejdere i Dynatest formået at løfte virksomheden frem til en global markedsposition med aktive medarbejdere på alle kontinenter. Vi vurderer, at mulighederne ikke er udtømt endnu. Vi kan bidrage med den nødvendige kapital til at sikre, at Torben Anker Sørensen i spidsen for en stærk ledelsesgruppe kan realisere dette – med forbedrede vejnet og lavere vedligeholdelsesomkostninger til vejmyndighederne, til glæde for alle, som effekt", udtaler Christian Møller, managing partner i SE Blue Equity.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Dynatest, adm. direktør Torben Anker Sørensen – tlf. + 45 3070 2242

SE Blue Equity, managing partner Christian Møller – tlf. +45 2512 2469


Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

Om SE Blue Equity

SE Blue Equity investerer i mindre og mellemstore virksomheder, der profiterer af omstillingen mod mere energi- og miljøeffektive løsninger. SE Blue Equity bidrager med kapital, kompetencer og netværk til i tæt fællesskab med ledelsen at udvikle og realisere værdiskabelse.

SE Blue Equity har, udover Dynatest, investeret i EMT Nordic A/S, Roll-o-Matic A/S, Eltronic A/S, Fairwind A/S, Primodan A/S og Kohsel A/S.

SE Blue Equitys ankerinvestorer er PFA Pension, SE, Lind Invest, Danfoss og management teamet.

Læs mere på www.seblueequity.dk

Kontakt

Jan Lyng Lauridsen

Pressekontakt Kommunikationschef Presse 2053 5876

Mette Husted

Pressekontakt Kommunikationskonsulent SE Next Step - Next Step Challenge, Next Step Citizen og Next Step City m.m. 40730418

Relateret materiale