Nyhed -

Fremtiden har lige sendt en mail og spurgt…..

…. sættes der fokus på de rette kompetencer i grundskolen?

En ny kortlægning af internationalisering på grundskoler, gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser viser, at der er plads til mere internationalisering i uddannelserne. Rapporten fra Undervisningsministeriet viser, at der er stor forskel på, hvor meget fokus der er på det globale udsyn. Den viser bl.a., at der er størst ledelsesmæssigt fokus på internationalisering på de gymnasiale uddannelser og mindst på grundskolerne. 73 procent af de gymnasiale uddannelser har således en vision/handleplan med konkrete tiltag for internationalisering af skolen, mens det blandt erhvervsuddannelser er 57 procent  - og 22 procent blandt grundskolerne.

Det er svært at spå om fremtiden, men...

Det er i Privatskolernes interesse, at få uddannet dygtige samfundsborgere, der har de rette kompetencer, færdigheder og kundskaber til at klare sig i fremtiden og i konkurrencen med arbejdskraft fra andre lande. Det er svært at spå om fremtiden. Og ingen kender helt den verden, som vores børn skal navigere i fremover, men vi finder det vigtigt, at se på nogle af de tendenser, som det fremtidige globaliserede arbejdsmarked vil være præget af, når vi skal vurdere, hvad det er for nogle kundskaber og kompetencer, vi skal styrke hos vores elever.

Hvilke kompetencer skal vores børn have?

Ifølge Institut for fremtidsforskning* bevæger samfundet sig væk fra det industrielle samfund og går mod det innovative samfund. Det er karakteriseret ved digitalisering – arbejdets natur ændrer sig ved hjælp af den teknologiske udvikling fx mobilteknologi og cloud-teknologi. De fleste vil opleve, at arbejdspladsen ikke er et fysisk sted, men snarere et netværk af personer, der forbindes globalt via informationsteknologi. Det kræver mental robusthed til at kunne håndtere en mindre fysisk forankret hverdag i et mindre trygt og genkendeligt arbejdsliv. Stærkere sociale og relationelle kompetencer må også understøttes, da det gør eleverne i stand til at indgå i skiftende sociale sammenhænge i fremtiden. 

Interkulturelle og sproglige kompetencer er indlysende nødvendige, da det gør det muligt for eleverne at navigere hjemmevant på et grænseløst globalt arbejdsmarked på sigt. Dernæst skal der fokus på innovationskompetencen, som giver eleverne viden og evner inden for værdiskabende udviklingsprocesser. Og sidst, men ikke mindst, skal der fortsat lægges vægt på et højt videns- og kundskabsniveau inden for alle relevante fagområder, så vores elever - vores børn – bliver konkurrencedygtige i et globalt perspektiv. 

Det sidste har traditionelt været en del af privatskolernes formål, men mange skoler har også sat internationalisering og innovation på skoleskemaet. Det vil vi med interesse følge.

_________________________________________________________________________________

Undervisningsministeriet har igangsat eller vil igangsætte en række initiativer, der håndterer de barrierer for internationalisering, som rapporten peger på:

Skriftlig vejledning om internationalisering i folkeskolen; 

Forsøg med internationale udskolingslinjer; 

Internationale vejledere på folkeskoleområdet og foreslås også fra 2015 på ungdomsuddannelserne; 

Udvikling af inspirationsforløb for undervisning i folkeskolen med globalt fokus; 

Kortlægning af eksisterende undervisningsmateriale, kommunale erfaringer mv. med globalt fokus; 

Styrket kommunikation til grundskolen og ungdomsuddannelser på bl.a. uvm.dk om Erasmus+ og andre støtteordninger

Styrket formidling af inspiration fra de danske skoler i UNESCO’s globale skolenetværk; 

Styrket og mere fokuseret formidling af globalt udsyn på EMU.dk; 

Fremme af praktik i udlandet for elever på eud; 

Øget internationalisering i grundfag på eud; 

Øgede muligheder for fremmedsprogsundervisning på eud; 

Nordisk videnssamarbejde under det kommende danske formandskab for Nordisk Ministerråd.

http://uvm.dk/~/UVM-DK/Content/News/Int/2014/Sep/140905-Vi-skal-have-undervisning-med-internationalt-udsyn

*Institut for fremtidsforskning  (”Fremtidens arbejde”, Scenario 6, IFF, 2013)


Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • kompetencer
  • fremtiden
  • globalisering
  • internationalisering
  • privatskoler
  • privatskole
  • frie grundskoler
  • alsidig udvikling
  • faglighed
  • værdier

Kontakt

Simone Dalsgaard

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig chefkonsulent +45 33 30 79 27

Relateret materiale