Skip to main content

​Talentfulde elever på vej til OL i matematik

Nyhed   •   Feb 07, 2017 16:23 CET

TalentCamp.DK

TalentCamp.dk plejer mange talenter i grundskolen. I går kom der resultater fra Georg Mohr-Konkurrencen, der er den mest prestigefyldte matematikkonkurrence i Danmark for unge under 20 år. Det er altså en konkurrence for gymnasieelever, men to af TalentCamps 9. klasseselever har klaret konkurrencen ekstra godt.

TalentCampDK er et konkret eksempel på privatskolers ønske om at imødekomme behovet for at kunne tilbyde de dygtigste 10 % af eleverne i grundskolen ekstra udfordringer i fagene matematik, engelsk og dansk, når de samles på landsdækkende camps i inspirerende læringsmiljøer.

Georg Mohr udfordrer de dygtigste

Talentcamp motiverer også til at stille op i konkurrencer, bl.a. Georg Mohr-konkurrencen. Formålet med Georg Mohr-konkurrencen er at stimulere interessen for matematik ved at udfordre de dygtigste elever med opgaver, der i sværhedsgrad ligger ud over det, de møder i den daglige undervisning på gymnasialt niveau. Desuden fungerer konkurrencen som et led i udvælgelsen af deltagere til IMO, Den Internationale Matematikolympiade.

I bruttotruppen til OL i matematik

Hvert år udpeges Georg Mohr-vindere til bruttotruppen til det hold, der skal repræsentere Danmark ved IMO - den mest kendte og prestigefyldte matematikkonkurrence i verden. I år har to af TalentCamps elever været så dygtige at komme med blandt årets 26 vindere. Der er tale om en elev fra 9. klasse på Lyngby Private Skole og en elev fra 9. klasse på Greve Privatskole.

Stor efterspørgsel på TalentCamp.DK

I disse år vokser interessen for talentarbejde. I starten af skoleåret 2016/2017 talte TalentCampDK 44 medlemsskoler. Samarbejdet mellem skolerne er af uvurderlig betydning, bl.a. fordi medlemsskolerne beredvilligt sender elever afsted og lægger hus til talentcamps.
For at imødekomme efterspørgslen har TalentCampDK forøget antallet af camps og tilbyder i dette skoleår hele 27 camps samt to talent-weeks i sommerferien. Læs mere her