Pressemeddelelse -

Årets Temapris 2016 i Hovedstaden: Han hjælper mennesker til et liv i bevægelse

Sahva A/S vinder Årets Regionale Temapris 2016 i Hovedstaden for at sætte kunden i centrum. Prisen blev overrakt i forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder 2016 i Hovedstaden og gik til René Engskov, ejerleder for Sahva. Han hyldes for at stå bag en imponerende virksomhed, som laver flotte vækstresultater, samtidig med at Sahva gør en stor forskel og løfter livskvaliteten for mange brugere.

I år overrækkes for første gang en temapris i forbindelse med Årets ejerleder 2016 til den virksomhed, som har udvist et exceptionelt kundefokus. Temaprisen er baseret på PwC’s CXO SMV Survey 2016*, der viser, at kundefokusering og -tilfredshed topper listen over SMV’ernes vigtigste fokusområder i året.

”René Engskov er på få år lykkedes med at vende et kriseramt selskab til en solid indtjenende virksomhed, samtidig med at have løftet livskvaliteten for virksomhedens kunder. Selskabets strategi med at fokusere på unikke kundeoplevelser betyder, at virksomheden går langt for at opretholde en serviceorienteret adfærd, så kunden altid føler sig godt modtaget og vel hjulpet,” udtaler Flemming Eghoff, partner i PwC i Hellerup og ønsker tillykke med prisen.

Sahva A/S har hovedsæde i København Ø og er Danmarks største leverandør af kropsbårne hjælpemidler til mennesker med nedsat mobilitet. Virksomheden har mere end 140 års erfaring og er førende inden for udvikling, design og produktion inden for kropsbårne hjælpemidler.

”Med en dyb indsigt i sine kunders behov, er René Engskov og Sahva hver dag med til at hjælpe kunderne med at forbedre deres livskvalitet. Hos Sahva får kunderne en unik oplevelse hos det samlede team af blandt andre fysioterapeuter, kliniske konsulenter og ortopædiske skomagere. De udgør hver især et vigtigt element i kundens oplevelse hos Sahva,” siger regionsdirektør i Nykredit, Axel U. Henriques, og fortsætter:

”René Engskov er en jordnær leder, som deltager aktivt i alle niveauer i virksomheden, og som ønsker en tæt tilknytning til sine medarbejdere. Derudover har han skabt en strategi i virksomheden om unikke kundeoplevelser, som løfter livskvaliteten hos kunderne. Det fortjener anerkendelse.”

Gennem uddannelsesprogrammer bliver René Engskovs medarbejdere rustet til at forstå og løse kundernes behov og møde dem i øjenhøjde. Alle medarbejdere skal være let tilgængelige på telefon, via hjemmesiden og på sociale platforme som Twitter og Facebook. De digitale medier anvendes aktivt sammen med de fysiske forretninger i salget og i kommunikationen med kunden.

”Hos Sahva er der et stort fokus på at hjælpe mennesker til et liv i bevægelse. René Engskov har formået at skabe et unikt team, som hjælper med at forbedre livskvaliteten hos deres kunder, og det slår positivt igennem på væksten. Han fortjener i den grad at blive hyldet for sit kundefokus samt sin indsats over for sine kunder,” siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Årets Ejerleder 2016 i Hovedstaden
Prisen som Årets Ejerleder 2016 i Hovedstaden gik til Mountain Top Industries ApS. Ejerlederne Marie-Louise og Lars Bjerg står i spidsen for Mountain Top Industries ApS, der udvikler og producerer tilbehør til pick-up-biler. De har vist fremsynethed og uovertrufne egenskaber som ledere samt været fantastiske til at fokusere på såvel produktet som markedet og har dermed skabt en virksomhed med høj vækst. Virksomheden er familieejet, og design, udvikling og produktion foregår ét sted, nemlig Frederikssund.

Fakta om Årets Ejerleder 2016 og Årets Temapris 2016
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen ’Årets Ejerleder’, som uddeles for 13. gang. Ved regionskåringerne uddeles i hver region en pris til Årets Ejerleder og en temaprisvinder. Temaprisen uddeles på baggrund af årets tema: Kundefokusering. Som noget nyt uddeler vi også en særlig Hæderspris til en ejerleder, som gennem en lang årrække har haft en betydende indflydelse på dansk erhvervsliv og er indbegrebet af, hvad det vil sige at være ejerleder.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 10. november 2016 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

*I PwC’s CXO SMV Survey 2016 har små og mellemstore virksomheder (SMV’er) fra det brede ledelseslag (CXO) delt deres viden. Survey’en er gennemført via online- og telefoninterviews fra 5. februar til 11. marts 2016, og vi har fået svar fra ca. 600 danske CXO’er, som giver deres vurdering af de forhold, som optager dem og deres virksomhed i det kommende år – herunder fokusområder, investeringsområder, bekymringer mv. Vi har taget udgangspunkt i et bredt udsnit af danske virksomheder.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • rené engskov
  • sahva a/s
  • kundefokusering
  • kundefokus
  • dansk erhverv
  • nykredit
  • pwc
  • årets ejerleder
  • årets regionale temapris 2016

Regions

  • Hovedstaden

Om PwC
PwC er et af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.900 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 200.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.

 

Relateret materiale