Pressemeddelelse -

Årets Temapris 2016 på Fyn: Hun forstår at skabe glæde for sine kunder

Ejerleder for RICE A/S, Charlotte Gueniau, vinder Årets Regionale Temapris i forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder 2016 på Fyn. Hun hyldes for at have skabt en succesrig virksomhed med et varmt og farverigt univers samt sit unikke nærvær over for kunderne.


I år overrækkes for første gang en temapris i forbindelse med Årets ejerleder 2016 til den virksomhed, som har udvist et exceptionelt kundefokus. Temaprisen er baseret på PwC’s CXO SMV Survey 2016*, der viser, at kundefokusering og -tilfredshed topper listen over SMV’ernes vigtigste fokusområder i året.

”Charlotte Gueniau står bag en imponerende virksomhed, som har udviklet sig fra at være en dygtig og anerkendt interiør- og accessoiresvirksomhed til også at være en mangesidet forretning, som formår at holde den røde tråd tilbage til virksomhedens grundsten. Hos RICE A/S er kundefokusering- og tilfredshed et vigtigt omdrejningspunkt for vækst og udvikling,” udtaler Mikael Johansen, partner hos PwC i Odense, i forbindelse med kåringen på EWII Park.

RICE A/S stammer fra 1998, hvor Chalotte Gueniau skabte den danske interiør- og accessoriesvirksomhed med farverige og detaljerede designs i kollektioner, som de ønsker skal være med til at give kunderne en farverig hverdag.

”RICE har et stort fokus på deres kunder, og de lægger mange kræfter i at skabe en unik og fuldendt kundeoplevelse for dem. Charlotte Guenieau gør en dyd ud af at opbygge og bevare et tæt forhold til sine kunder. Det gør hun blandt andet ved ofte selv at svare på feedback fra kunderne samt ved at afholde såkaldte Private Dinings, hvor hun åbner sit hjem for kunderne,” siger erhvervskundechef i Nykredit på Fyn, Lars Holm. Han fortsætter:

”Hun er en nærværende ejerleder, som skaber ekstraordinære kundeoplevelser, der er autentiske og unikke. Hun formår ligeledes at tage hånd om sine medarbejdere og sidst, men ikke mindst, har hun bare hjertet på rette sted.”

RICE er senest gået ind i restaurationsbranchen med konceptet RICETERIA, som er en kombineret cafe og RICE butik, hvor kunderne kan opleve, hvordan produkterne anvendes. Dette koncept giver kunderne en fuldendt oplevelse i det farverige univers, som RICE ønsker at skabe og er med til at opbygge den unikke kundeoplevelse, som er essentiel for virksomheden.

”RICE udvikler, udvider og fornyer hele tiden deres koncept, men uden at glemme rødderne og den stærke kundefokusering. Charlotte Guenieau har et unikt indblik i og forståelse for hendes kunder og får på den måde skabt nogle unikke koncepter og produkter, som skiller sig ud. Stort tillykke til RICE, som er en fortjent vinder af Årets Regionale Temapris,” siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Årets Ejerleder 2016 på Fyn
Prisen som Årets Ejerleder 2016 på Fyn gik til Scangrip A/S. Ejerlederen bag, Anders Borring, lægger vægt på, at virksomheden hele tiden udvikler sig, samtidig med at der er tid til at lytte til kunderne. Anders Borring er en ildsjæl og lægger sit hjerteblod i virksomheden. Han har formået at udvikle Scangrip A/S fra en almindelig produktionsvirksomhed af håndværktøj til verdens førende inden for arbejdsbelysning.Virksomheden har med denne enkle tilgang formået at opnå stor succes med funktionel belysning til det professionelle marked med høje vækstrater. I løbet af kun få år har de dermed indtaget positionen som førende trendsætter inden for arbejdsbelysning i Europa.

Fakta om Årets Ejerleder 2016 og Årets Temapris 2016
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen ’Årets Ejerleder’, som uddeles for 13. gang. Ved regionskåringerne uddeles i hver region en pris til Årets Ejerleder og en temaprisvinder. Temaprisen uddeles på baggrund af årets tema: Kundefokusering.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 10. november 2016 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Som noget nyt uddeler vi ved landskåringen også en særlig Hæderspris til en ejerleder, som gennem en lang årrække har haft en betydende indflydelse på dansk erhvervsliv og er indbegrebet af, hvad det vil sige at være ejerleder.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

*I PwC’s CXO SMV Survey 2016 har små og mellemstore virksomheder (SMV’er) fra det brede ledelseslag (CXO) delt deres viden. Survey’en er gennemført via online- og telefoninterviews fra 5. februar til 11. marts 2016, og vi har fået svar fra ca. 600 danske CXO’er, som giver deres vurdering af de forhold, som optager dem og deres virksomhed i det kommende år – herunder fokusområder, investeringsområder, bekymringer mv. Vi har taget udgangspunkt i et bredt udsnit af danske virksomheder.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • rice a/s
  • kundefokusering
  • vækst
  • dansk erhverv
  • nykredit
  • pwc
  • temaprisen
  • årets ejerleder 2016
  • charlotte

Regions

  • Syddanmark

Om PwC
PwC er et af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.900 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 200.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.

 

Relateret materiale