Pressemeddelelse -

Boligejerne har krav på et gennemsigtigt og fair system nu

Der er akut brug for et nyt og bedre system, hvor ejendomsvurderingerne bliver så retvisende som muligt, så danskerne atter får tillid til dem. Derfor er det afgørende, at man arbejder videre med ekspertudvalgets bud på et nyt system nu og her. En udsættelse vil være brud på boligejernes retssikkerhed, vurderer PwC.

”Den løsning, som ekspertudvalget lægger op til, indebærer, at der fortsat vil være en række boligejere, der kommer til at betale for meget, og andre for lidt. Det er efter vores klare opfattelse i strid med retssikkerheden,” udtaler Jan M. Huusmann, partner og leder af skatteafdelingen i PwC.

Udfordringen med forslaget er, at man forsøger at bygge det op om objektive kriterier uden at have et tilstrækkeligt grundlag. Systemet er ikke gearet til at inddrage individuelle forhold som fx et nyt eller gammelt køkken og bad i et hus, i hvilken kvalitet de indendørsmaterialer er, eller om rumfordelingen er god eller dårlig. Det ændrer 5 års udsættelse ikke på, vurderer PwC.

Udskyd ikke problemerne
PwC anerkender, at det er meget komplekst at gennemføre et nyt system. Ikke desto mindre er det ikke en løsning at udskyde problemerne, påpeger Jan M. Huusmann:

”En udskydelse er yderst problematisk og må ikke lægge boligejerne til last. Staten skal som minimum sørge for, at dem der fortsat betaler for meget i grundskyld, tinglysning mv., ikke afskæres fra at få deres penge tilbage. Boligejere bør ikke være tvunget til at lægge penge ud for Staten,” understreger han og fortsætter:

”Når man ved, at der er fejl i systemet, der betyder, at nogle boligejere har betalt - og fortsat betaler - for meget, så er det kritisabelt, hvis projektet trækker ud. Kompleksitet er som sådan ikke en god undskyldning.”

Alt for mange betaler ikke det rette beløb
Man ved fra tidligere estimater, at op mod 3/4 af parcelhusene handlet i 2011 er vurderet for højt eller lavt. Og det er alt for mange ifølge PwC.

”Det er ikke retssikkerhedsmæssigt i orden, at man betaler mere i skat, end man egentligt skal. Det er en glidebane, der kan udhule danskernes tillid til det danske skattesystem,” udtaler Jan M. Huusmann og fortsætter:

”Dertil kommer, at det kan være en ret stor økonomisk byrde for den enkelte boligejer, da det kan dreje sig om ikke ubetydelige beløb for den enkelte familie.”

For yderligere information kontakt Malene Billund på mobil 5133 2378 eller Mick Jørgensen på mobil 5122 1643.


Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • ejendomsvurderinger
  • ejendomsværdiskat
  • regeringen
  • pwc
  • ekspertudvalg
  • skatteekspert
  • jan m. huusmann

Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 16 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 184.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.