Pressemeddelelse -

Carlsberg kåret som årets vinder af C20 Regnskabsprisen

Carlsberg er netop kåret som årets vinder af C20 Regnskabsprisen. Bryggerikoncernens årsrapport har et stærkt grafisk overblik over koncernens performance, salg, konkurrencesituation samt finansielle highlights i sin årsrapport – og har tilmed skabt et helt nyt format til årsrapporten. Sådan lød det fra dommerkomitéen, da prisen blev overrakt ved en stor kåring hos PwC i Hellerup.

”Carlsberg har leveret en meget flot årsrapport, som især udmærker sig ved at være first mover på en række områder såsom format, grafisk præsentation af koncernen samt opbygning af noteapparatet,” lød det fra dommerkomitéen.

Carlsberg har udviklet et nyskabende format, der præsenterer årsrapporten i landscape-format. Blandt fordelene ved det nye format er, at man med introduktionen får et godt overblik til hver sektion i noterne, hvor øget brug af grafik også letter læsbarheden.

”Carlsberg har udarbejdet en meget indbydende årsrapport og giver en flot introduktion til de enkelte hovedafsnit i noterne. Introduktionen indeholder centrale nøgletal illustreret ved let forståelig grafik,” påpeger dommerkomitéen.

Stærk præsentation af finansielle og ikke finansielle risici
Årsrapporten er endvidere den stærkeste årsrapport i et af de udvalgte temaer i C20 Regnskabsprisen, idet selskabet leverer en flot præsentation af gruppens risikostyring og de 3 strategiske højrisikofaktorer for 2013 og for 2014 bl.a. ved brug af et ”risk assessment heat map”. Der følges konsekvent op på de risici, der blev præsenteret forrige år.

”Carlsberg har udarbejdet den bedste præsentation af selskabets finansielle og ikke-finansielle risici. Disse oplysninger fremstår forståelige og overskuelige. Til forskel fra de fleste C20-virksomheder prioriteres de enkelte risici, og der følges op herpå i efterfølgende år,” lød det videre i dommerkomitéens begrundelse.

Årsrapporterne i C20-gruppen er dog generelt af meget høj kvalitet, og en del af selskaberne videreudvikler løbende rapporteringen.

Om C20 Regnskabsprisen
Bag bedømmelserne af C20 selskabernes regnskaber står en uafhængig dommerkomité, som PwC er sekretariat for. C20 Regnskabsprisen uddeles årligt til den C20-virksomhed, der formår at skabe den bedste årsrapport inden for tre udvalgte temaer til inspiration for andre virksomheder. Der uddeles desuden tre anerkendelser.

De 3 anerkendte C20-selskaber i 2014
A.P. Møller-Mærsk vinder anerkendelse i tema 1: Virksomhedens performance og opfølgning på udmeldte forventninger.

DSV vinder anerkendelse i tema 2: ”Cutting Clutter” - en stringent struktureret årsrapport uden unødvendigt fyld med særligt fokus på noterne.

Carlsberg vinder anerkendelse i tema 3: Virksomhedens strategiske målsætninger samt risici (driftsricisi og finansielle risici).

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • årsrapport
  • finansielle risici
  • pwc
  • c20 regnskabsprisen
  • regnskabsprisen
  • grafik
  • ikke-finansielle risici

Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 16 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 184.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.