Pressemeddelelse -

Danske magasiner bliver mere digitale 

Den danske magasinbranche har i en årrække oplevet tilbagegang, og denne tendens fortsætter de kommende fem år, hvor den samlede omsætning vil falde med 1,4 % i gennemsnit om året. Der er dog udsigt til tocifrede vækstrater inden for digital annoncering og salg af digitale magasiner. Det viser en ny undersøgelse af magasinbranchen fra PwC. 

Ifølge PwC’s årlige analyse Global Entertainment and Media Outlook 2016-2020 forventes omsætningen i den danske magasinbranche at falde med 1,4 % i gennemsnit om året frem mod 2020. I 2015 lå omsætningen i magasinbranchen på 3,1 mia. kr., og den forventes således at falde til 2,9 mia. kr. i 2020. Til gengæld vil digital annoncering og salg af digitale udgivelser opleve tocifrede vækstrater. Fx står omsætningen af digitale annoncer i forbrugermagasiner til at stige med hele 16 % i gennemsnit årligt frem mod 2020. 

Vi kan se, at det primært er omsætningen inden for printannoncer og salget af printmagasiner, der påvirker omsætningen negativt. Til gengæld er der ret pæn vækst inden for digital annoncering og salg af digitale udgivelser, som dog på grund af de lavere priser ikke helt kan holde hånden under branchens samlede indtjening,” fortæller Leif Ulbæk Jensen, der er partner og medieekspert i PwC.  

Analysen viser også, at forbrugermagasiner står for hele 76 % af omsætningen i 2015. Forbrugermagasinerne vil dog opleve tilbagegang i de kommende fem år med ca. 2 % årligt de kommende fem år. Det betyder, at omsætningen vil falde fra 2,4 mia. kr. i 2015 til ca. 1,9 mia. kr. i 2020.  

”Forbrugerne søger som forventet i stigende grad mod online indhold, og vores forbrugsmønster vil fortsætte med at blive stadigt mere digitalt i de kommende år. Det stiller nye krav til magasinudgiverne, at forbrugere i stigende grad benytter sig af deres smartphones, når de søger såvel underholdning som viden. Bl.a. derfor har vi set flere indgå partnerskaber med teleselskaberne i et forsøg på at øge og fastholde den digitale læserskare,” fortæller Leif Ulbæk Jensen.  

Erhvervsmagasinerne forventes omvendt at komme til at opleve en lille fremgang i de kommende fem år med en årlig vækst på 0,1 %. Vækst i digital annoncering og salg af digitale magasiner opvejer til dels faldet inden for printannoncer og salg af printmagasiner. 

”Flere magasinudgivere søger nye veje for at afbøde de nedadgående indtægter. De største danske aktører i branchen har alle lanceret mobile apps, som bl.a. tilbyder abonnenterne PDF-versioner af selskabernes magasiner. Derudover ser vi eksempler på, at magasinudgivere fusionerer redaktionelle teams på tværs af flere medier i et forsøg på at øge rentabiliteten,” fortæller Leif Ulbæk Jensen.  

I Norge og Sverige oplever branchen ifølge analysen en lignende udvikling med faldende vækst. I Sverige forventes et fald i væksten på 0,3 % om året i gennemsnit frem mod 2020, mens der forventes et lidt større fald i Norge på 2,4 %. 

Om Outlook
PwC’s 17. årlige udgave af Global entertainment and media outlook 2016-2020 indeholder en omfattende global internet-analyse af forbruger- og reklameudgifter. På grundlag af historiske data, der går fem år tilbage, og femårsprognoser og kommentarer fra mere end 13 branchesegmenter i 54 lande, som er direkte sammenlignelige fra år til år, gør Outlook det lettere at sammenligne forbruger- og reklameudgifter i de forskellige segmenter og lande. Se mere og få fuld adgang til analysen på www.pwc.com/outlook

Segmenter, der er omfattet af OutlookTV og video, TV-reklamer, internet-reklamer, internet-adgang, radio, reklamer i det offentlige rum, videospil, biografer, avisudgivelse, bladudgivelse, business-to-business, bogudgivelse og musik.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • leif ulbæk jensen
  • digital
  • magasinbranchen
  • entertainment and media outlook 2016-2020
  • pwc

Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 208.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.