Pressemeddelelse -

​Danskerne streamer stadig flere film

Det bliver stadigt mere populært at streame film, og danskerne har for alvor taget den digitale udvikling inden for film til sig. Film i biografen er dog langt fra gået af mode og driver fortsat størstedelen af omsætningen i branchen. Det viser en ny undersøgelse om dansk filmunderholdning fra PwC.

Ifølge PwC’s årlige analyse Global Entertainment and Media Outlook 2015-2019 lå de samlede indtægter fra dansk filmunderholdning i 2014 på 2,3 mia. kroner i 2014. De vil stige med en gennemsnitlig årlig vækst på 1 % frem mod 2019, hvor de samlede indtægter forventes at nå op på 2,4 mia. kroner.

Med en årlig vækst på 17,5 % er markedet for digitale film i hjemmet den absolut hurtigst voksende del af branchen, og de digitale film haler kraftigt ind på fysisk hjemmevideo (dvd’er og blu-ray-film). Særligt streaming bliver mere og mere populært og forventes at vokse med hele 32 % årligt frem mod 2019.

”Markedet for digitale film er mere end fordoblet siden 2010, og i 2014 købte danskerne film elektronisk for hele 283 mio. kr. Det tal, forventer vi, vokser til mere end det dobbelte i 2019, så der hersker ingen tvivl om, at on-line streaming af film fremadrettet er forbrugernes foretrukne løsning,” fortæller partner i PwC Leif Ulbæk Jensen, der er medie- og underholdningsekspert.

Dvd’er og blu-ray-film er på vej ud

Salg og udlejning af dvd'er og blu-ray-film falder til gengæld med i gennemsnit - 7,7 % om året mellem 2014 og 2019 til 759 mio. kroner. Det er dog stadig højere end indtægterne fra den samlede digitale hjemmevideo, som forventes at nå op på 634 mio. kroner i 2019. Lejeindtægterne fra dvd’er og blu-ray-film vil opleve den hurtigste tilbagegang med et gennemsnitlig faldt på 8,2 % til 140 mio. kroner i 2019.

Film i biografen går ikke af mode

Den positive udvikling inden for filmunderholdning er fortsat særligt drevet af omsætningen i de danske biografer, hvor indtægterne vil stige med en gennemsnitlig årlig vækst på 2,8 % fra 808 mio. kroner i 2014 til 929 mio. kroner i 2019. Reklameindtægter vil i samme periode stige med en gennemsnitlig årlig vækst på 4,6 % fra 77 mio. kroner i 2014 til 96 mio. kroner i 2019.

“For forbrugerne drejer det sig primært om oplevelser, der giver dem noget at være fælles om, når de går i biografen. Udfordringen for virksomhederne inden for filmunderholdning er at mikse dataindsigt med forbrugeradfærd for at maksimere værdien af de oplevelser, de tilbyder. Fordelene herved er endnu større i dag, da forbrugerne aldrig før har været så åbne og tilgængelige, som nu,” forklarer Leif Ulbæk Jensen.

For yderligere information kontakt partner Leif Ulbæk Jensen på mobil 23732160.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen dækker 54 lande og følgende 13 brancher: Tv-abonnement og -licens, tv-reklamer, internetadgang, internetannoncering, radio, reklamer i det offentlige rum, videospil, film, aviser, forbrugermagasiner, business-to-business, bøger og musik. Undersøgelsen indeholder tal for medie- og underholdningsbranchens indtjening fra 2010-2014 samt forudsigelser om vækstudviklingen i branchen fra 2015-2019. Læs mere om undersøgelsen, og få fuld adgang til datamaterialet på http://www.pwc.com/outlook.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • underholdning
  • film
  • e&m outlook
  • pwc
  • biografen
  • streaming

Om PwC
PwC er en af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 16 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 195.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.