Pressemeddelelse -

Danskerne vælger store tv-pakker fra

Danskerne er for alvor hoppet på streaming-bølgen og vælger i stigende grad de store tv-pakker fra. Omsætningen inden for tv- og videobranchen forventes således samlet set en mindre årlig tilbagegang på 0,1% i perioden 2017 -2021, mens streaming-tjenesterne forventes at stige med 4,2 % i gennemsnit om året frem mod 2021. Det viser PwC’s analyse Global Entertainment & Media Outlook 2017-2020.


Ifølge PwC’s årlige analyse ”Global entertainment & media outlook 2017-2021” forventes omsætningen i den danske tv- og videobranche gennemsnitligt at falde med 0,1 % frem mod 2021. Omsætningen udgjorde 12,3 mia. kr. i 2016 og forventes i 2021 at lande på ca. 12,2 mia. kr. Disse tal dækker over tv- og videoforbrug i hjemmet samt licens. Til gengæld stiger markedet for streaming med i gennemsnit 4,2 % om året frem mod 2021, hvor omsætningen forventes at ramme ca. 1,6 mia. kr.

”Det er brugen af fysiske videoer i form af leje og køb, der trækker væksten ned i tv- og videobranchen med et forventet årligt fald i omsætningen på i gennemsnit 9,5 %. Det trækker den samlede omsætning i branchen ned, på trods af en lille vækst i omsætningen inden for licens og tv-abonnementer,” udtalerLeif Ulbæk Jensen, partner og medieekspert i PwC, og fortsætter:

”Streamingtjenester som Netflix og HBO er til gengæld populære blandt danskerne som aldrig før. Tjenesterne har opnået stor succes, da det gør det muligt for forbrugerne at se præcis de serier eller film, som de har lyst til, når det passer dem, og typisk til et overkommelig månedsabonnement.”

Kabel tv kæmper
Kabel-tv har altid været populært i Danmark, og omsætningen toppede i 2015 med en omsætning på 7,5 mia. kr., men kurven er knækket i 2016, og udbydere af kabel-tv kan se frem til en lettere faldende omsætning på i gennemsnit ca. 0,1 % om året frem mod 2021. Generelt har kabel-tv været langsommere til at følge med digitaliseringen, men markedslederen i Danmark, YouSee, blev i slutningen af 2015 opdateret, hvilket har stillet dem stærkere på markedet.

”Selvom behovet for kabel-tv gennem årene er faldet, har udbydere af kabel-tv i fremtiden stadig mulighed for at overleve ved fx at fusionere og til stadighed udvikle deres produkter. Mulighederne for vækst er små for flow-tv, men YouSee er stadig ledende på markedet med mere end dobbelt så mange abonnenter som deres nærmeste rival Boxer,” fortæller Leif Ulbæk Jensen og fortsætter:

”Danskerne vælger i højere grad mindre tv-pakker og kombinerer med de mange muligheder af streamingtjenester. De tænker på økonomien i det, og forbrugerne vil ikke længere bruge en masse penge på kanaler, de aldrig bruger. Ved selv at udvælge nogle få, relevante kanaler og supplere med diverse streamingtjenester, får forbrugerne ofte en løsning, som stadig er billigere end at købe en stor tv-pakke. For ungdommen er flow-tv ikke en relevant platform at forbruge media underholdning på”.

I både Norge og Sverige er tv-abonnementer også populære, og den gennemsnitlige årlige vækst overstiger endda Danmarks en smule og trækker gennemsnittet for hele branchen op.

”I forhold til vores nabolande skiller Danmark sig ud ved at have en negativ udvikling. De andre landes gennemsnitlige årlige vækst er nemlig positiv. Selvom Danmark stadig har mange forbrugere af de traditionelle abonnementer, er vi et mindre land, og derfor mærkes det nok hurtigere, når forbrugerne skifter præferencer, ” forklarer Leif Ulbæk Jensen om Sverige og Norges årlige gennemsnitsvækst på hhv. 1,1 % og 0,99 % mod Danmarks -0,09 %.

Om Outlook
PwC’s 18. årlige udgave af Global entertainment and media outlook 2017-2021 indeholder en omfattende global internet-analyse af forbruger- og reklameudgifter. På grundlag af femårige historiske data og femårsprognoser og kommentarer fra mere end 17 branchesegmenter i 54 lande, som er direkte sammenlignelige fra år til år, gør Outlook det lettere at sammenligne forbruger- og reklameudgifter i de forskellige segmenter og lande. Se mere og få fuld adgang til analysen på www.pwc.com/outlook.

Segmenter, der er omfattet af Outlook
TV og video, TV-reklamer, internet-reklamer, internet-adgang, radio, reklamer i det offentlige rum, videospil, biografer, avisudgivelse, bladudgivelse, business-to-business, bogudgivelse og musik.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Om PwC

I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er flere end 2.000 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi over 200.000 PwC'ere, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er. Succes skaber vi sammen…