Pressemeddelelse -

Flere end otte ud af 10 topledere er bekymret for adgangen til kvalificeret arbejdskraft

Adgangen til talent er de danske CEO’ers største bekymring over de forretningsmæssige trusler, og det er ikke mindst talenter med digitale færdigheder, som toplederne har svært ved at finde, i en tid hvor de ellers har høje forventninger til medarbejdervæksten. Det viser de danske resultater fra PwC’s CEO Survey 2018, der netop er blevet præsenteret ved en post-Davos konference hos PwC i Hellerup.

PwC’s CEO Survey 2018 viser, at manglen på kvalificeret arbejdskraft ligger helt i top som den største forretningsmæssige bekymring og på linje med ’cyber security risks’ hos de danske topledere. Hele 85 % af de danske topledere er således bekymrede for adgangen til talent i 2018 mod 72 % i 2017. I 2016 pegede 59 % af toplederne på adgang til talent som deres største bekymring, så det er et forhold, der i stigende grad vækker bekymring. Denne bekymring forstærkes af, at hele 58 % af de danske CEO’er forventer medarbejdervækst i det kommende år, og 35 % forventer at fastholde niveauet af medarbejdere, mens kun 7 % forventer, at det vil falde.

”Vi har i et par år i træk kunnet konstatere, at der er en stor bekymring for, om virksomhederne kan skaffe de rette medarbejdere, og flaskehalssituationen spidser efterhånden til. Syv ud af 10 topledere svarer desuden, at de har svært ved at finde talenter med digitale færdigheder, og det kan blive en væsentlig barriere for digitaliseringen og dermed også væksten, ” siger Mogens Nørgaard Mogensen, Senior Partner og adm. direktør i PwC.

Han henviser til, at andelen af danske topledere, der forventer vækst i de kommende 12 måneder i egen virksomhed, ligger på et højt niveau og er steget fra 92 % sidste år til 93 % i år. Den beskedne stigning skal dog ses i lyset af en stigning på hele 6 procentpoint fra 86 % i 2016, og for andet år i træk fastholdes en stigning i andelen af dem, der blandt de danske topledere ’i høj grad’ forventer vækst (2016: 30 %, 2017: 39 %, 2018: 40 %).

”Det kan blive svært at indfri vækstforventningerne, hvis ikke virksomhederne kan finde de rette medarbejdere. Og her er det vigtigt at holde sig for øje, at der ikke blot mangler it-specialister. Der er brug for at styrke de digitale kompetencer hos os alle. Derfor er det positivt at se, at et stort flertal af de danske topledere (76 %) ifølge CEO Survey har igangsat en række tiltag, herunder digital træning, for at tiltrække og fastholde digitale talenter,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen.

Tættere samarbejde med iværksættere og start-upsFor at indfri vækstforventningerne planlægger flere danske topledere desuden at samarbejde med iværksættere og start-up virksomheder. I 2018 svarer knap halvdelen (49 %) af toplederne, at de planlægger at samarbejde med iværksættere og start-up virksomheder, hvilket er en stigning på 20 procentpoint fra 29 % sidste år.

Samtidig svarer hele 75 % af de danske topledere i 2018, at de ser de største forretningsmæssige forandringer i ’virksomheders grundlæggende teknologier i forhold til produktion og service’ i de kommende fem år. Desuden peger en høj andel på ’distributionskanaler’ som et af de områder, hvor der vil komme store forandringer i de kommende fem år (det svarer 64 %). Ifølge de danske topledere udgør ’forandringer i deres supply chain’ også en væsentlig forretningsmæssig bekymring. Det svarer over halvdelen af de danske topledere (55 %) i 2018 (2017: 36 %).

”De danske topledere forventer ikke at kunne indfri væksten på egen hånd. Det hænger tæt sammen med, at deres største bekymring er manglen på kvalificeret arbejdskraft, herunder talenter med digitale færdigheder, og at de forventer, at den største forandring vil ske i ’virksomheders grundlæggende teknologier i forhold til produktion og service’ i de kommende fem år. Derfor finder flere virksomheder inspiration og kompetencer til deres udvikling inden for udviklingsmiljøer, hvor man finder iværksættere og start-ups,” slutter Mogens Nørgaard Mogensen.

Om undersøgelsen: I PwC’s 21st CEO Survey blev der gennemført 1.293 interviews i 85 lande i løbet af det sidste kvartal af 2017. CEO Survey er verdens førende og mest omfattende toplederundersøgelse.

Emner

  • Erhverv

Om PwC

I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er flere end 2.000 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi over 200.000 PwC'ere, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er. Succes skaber vi sammen…