Pressemeddelelse -

Fremsynet bilproducent vinder Årets Ejerleder 2016 i Hovedstaden

Marie-Louise og Lars Bjerg, ejerlederne bag Mountain Top Industries ApS, har netop vundet prisen som Årets Ejerleder 2016 i region Hovedstaden. Prisen blev overrakt ved en velbesøgt kåring hos Nykredit, hvor virksomhedsledere fra hovedstadsområdet var med til at hylde to fantastiske ejerledere, som har skabt en spændende virksomhed i stor vækst.

Frederikssundvirksomheden Mountain Top Industries arbejder tæt sammen med to store spillere i bilbranchen og leverer originalprodukter i kundens navn til blandt andre Ford og Toyota. De har specialiseret sig i at udvikle og producere tilbehør til pick-up-biler, og virksomheden har siden 2001 været direkte leverandør til bilbranchen. De to ejerledere, som står i spidsen for Mountain Top Industries ApS, har formået at fokusere deres virksomhed på ét segment og er i dag markedsleder i Europa.

”Marie-Louise og Lars Bjerg har været oppe imod et stærkt felt i år. Derfor er det en ære at overrække denne pris til parret, som har vist fremsynethed og uovertrufne egenskaber som ledere samt været fantastiske til at fokusere på såvel produktet som markedet,” fortæller Flemming Eghoff, partner i PwC i Hellerup, og fortsætter:

”Det seneste år har virksomheden haft en imponerende vækst på hele 40 %, og vækstpotentialet er fortsat markant – ikke mindst internationalt. Målet er, at Mountain Top Industries over de næste 3 år skal fordoble sin størrelse. De har formået at klare sig fantastisk på et marked med meget få, men store kunder, og samtidigt videreudviklet virksomheden og set på mulighederne internationalt.”

Kunden er altid i fokus
Hos Mountain Top Industries er kundefokus- og tilfredshed en vigtig del af den daglige agenda. De to ejere interagerer hele tiden med deres kunder og udvikler nye produkter i samarbejde med dem. Det er derfor vigtigt for Marie-Louise og Lars Bjerg at være tæt på deres kunder, og de arbejder hele tiden på at komme tættere på dem.

”Det tætte samarbejde med kunderne i kombination med en innovativ ledelse med høje vækstambitioner gør Mountain Top Industries til den helt rette vinder af Årets Ejerleder 2016. De to ejerledere har formået at levere høj kvalitet, kreativitet og effektivitet og har dermed skabt den stærke virksomhed, de står bag i dag,” forklarer regionsdirektør i Nykredit, Axel U. Henriques, og fortsætter:

”Marie-Louise og Lars Bjerg er innovative og har en god ledelses- og udviklingsmodel, der udgør rygraden i en spændende virksomhed. Virksomheden er modnet til vækst gennem stærke processer og uddelegering af ledelse.Ejerne samarbejder som et stærkt team, hvor én har fokus på produkter og udvikling, og én har fokus på processer og HR-delen – begge dele med et solidt kundefokus.”

Hos Dansk Erhverv ser man vinderen af Årets Ejerleder som et fantastisk eksempel på, at stærke kundeforhold og høje vækstambitioner betaler sig.

”Mountain Top Industries har skabt succes gennem det rigtige mix af hårdt arbejde, fokus på kunderne og et stort drive. Marie-Louise og Lars Bjerg har ikke ladet sig slå ud af modgang, men er kommet stærkt igen efter finanskrisen og kan fremvise vækstrater på himmelflugt. Vi har brug for ejerledede virksomheder som Mountain Top, som skaber vækst og arbejdspladser, der kommer hele Danmark til gode,” siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Virksomheden blev hårdt ramt på omsætningen af den økonomiske krise i 2008, men formåede at tilpasse omkostningerne hurtigt og kom styrket ud af krisen. I dag tæller virksomheden 170 medarbejdere.

De stærke konkurrenter

Mountain Top Industries ApS er ikke den eneste virksomhed i Hovedstaden med et flot resultat. De øvrige nominerede var:

Jesper Holmberg, Ronny Saul og Jesper Michael Buster Reinhardt fra Jespers Torvekøkken ApS i Søborg

Ejerleder Jesper Holberg grundlagde i 1991 Jespers Torvekøkken med en ambition om at lave sund og lækker frokost til virksomhederne i Storkøbenhavn. Jesper var for 25 år siden en af foregangsmændene i Danmark, da han integrerede sunde og alsidige frokoster lavet fra bunden til virksomheder.

Kenneth Stampe fra DanaWeb A/S i Herlev

Ejerleder Kenneth Stampe står bag virksomheden DanaWeb, som leverer hjemmesider til dansk erhvervsliv. Siden virksomhedens begyndelse i 2003 har virksomheden været i hastig vækst, og den har på få år positioneret sig som Danmarks største leverandør inden for erhvervshjemmesider.

KontaktFor yderligere information kontakt PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller Pernille Plougheld fra Nykredit på mobil 3045 1006.

Fakta om Top Mountain Industries ApS
Ejerlederne Marie-Louise og Lars Bjerg står i spidsen for Mountain Top Industries ApS, der udvikler og producerer tilbehør til pick-up-biler. Virksomheden er familieejet, og design, udvikling og produktion foregår ét sted, nemlig Frederikssund.

Fakta om Årets Ejerleder 2016 og Årets Temapris 2016
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 13. gang. Ved regionskåringerne uddeles i hver region en pris til Årets Ejerleder og en temaprisvinder. Temaprisen uddeles på baggrund af årets tema: Kundefokusering. Som noget nyt uddeler vi også en særlig Hæderspris til en ejerleder, som gennem en lang årrække har haft en betydende indflydelse på dansk erhvervsliv og er indbegrebet af, hvad det vil sige at være ejerleder.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 10. november 2016 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere
Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesens Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • kundefokusering
  • kundefokus
  • vækst
  • mountain top industries aps
  • marie-louise og lars bjerg
  • årets ejerleder 2016
  • årets ejerleder
  • pwc
  • dansk erhverv
  • nykredit
  • ejerleder

Regions

  • Hovedstaden

Om PwC
PwC er et af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.900 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 200.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.

 

Relateret materiale