Pressemeddelelse -

Imponerende vækst i Sjølund A/S er en pris værdig

Søren Ravn står i spidsen for Sjølund A/S og har netop vundet prisen som Årets Ejerleder i Region Sydjylland 2016. Han har de seneste år skabt en imponerende vækst i Kolding-virksomheden og fortsætter sine høje forventninger til vækst i fremtiden. Dét blev han bl.a. hyldet for ved en velbesøgt kåring hos PwC i Vejle.

Med en vision om at blive verdens bedste til profilvalsning har Søren Ravn skabt en stærk virksomhed i imponerende vækst. Han havde allerede sin gang i virksomheden i sin studietid, og efter en årrække som eksportchef overtog han i 2007 alle aktier i selskabet.

Sjølund tilbyder valsning af komponenter til komplicerede produkter, som fx tog og vindmøller, og virksomheden har stort fokus på både god kundeservice og høj kvalitet af produkterne. De seneste år har Sjølund oplevet en markant vækst og har også en forventning om at opleve meget høj vækst de kommende 3 år.

”Det er en ære at overrække prisen til Søren Ravn. Han er blevet udvalgt i et stærkt felt af ejerledere for sine evner som ejerleder og den imponerende vækst, som han har formået at skabe i virksomheden de seneste år,” fortæller Henrik Forthoft Lind, partner hos PwC og fortsætter:

”Søren Ravn er virkelig dedikeret og har skabt en vinderkultur i sin virksomhed. Derfor er væksten heller ikke tilfældig. Den er kommet ved at følge en langsigtet strategi, som er blevet implementeret i alle virksomhedens dele, og som via aktiv inddragelse af bestyrelse, strategikonsulenter og daglig ledelse er blevet gjort operationel.”

Kunderne i fokus
Den imponerende vækst skyldes udover forretningsplanen også medarbejderne og deres kundefokus. Virksomheden udvikler produkter sammen med kunderne, og der arbejdes hele tiden på at forbedre medarbejdernes kompetencer til gavn for kunderne. Målet er hele tiden at være i stand til at løse alle opgaver inden for valsning uanset kompleksitet.

”Kundefokusering er i virksomhedens og Søren Ravns DNA, og kombinationen af det fokus, en effektiv forretningsplan om vækst samt tæt samarbejde med medarbejdere og ledelse skaber den stærke virksomhed, som Sjølund er i dag. Søren Ravn er en ivrig, innovativ og dedikeret ejerleder og er derfor den rette vinder af Årets Ejerleder 2016 i Sydjylland,” siger Mogens B. Sørensen, regionsdirektør i Nykredit Syddanmark.

Hos Dansk Erhverv er man også imponerede over den utrolige vækst, som Søren Ravn har skabt i Sjølund de seneste år. Han er et fantastisk eksempel på en dygtig ejerleder og den rette vinder af Årets Ejerleder i Sydjylland 2016.

”Søren Ravns store succes med Sjølund A/S er et fantastisk godt eksempel på, hvor imponerende en vækst, en virksomhed kan skabe, når den ikke bare kender sine kunder i dybden, men rent faktisk udvikler produkterne sammen med dem. Det betyder, at Sjølund A/S i en stærk global konkurrence formår at gøre en stor forskel for sine kunder, og det batter på bundlinjen. Søren Ravn er en velfortjent vinder af Årets Ejerleder 2016 i Sydjylland,” siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

De stærke konkurrenter
Sjølund A/S er ikke den eneste virksomhed i Sydjylland med et flot resultat. De øvrige finalister var: 

Flemming Paasch fra Easyfood A/S i Kolding
Ejerleder Flemming Paasch står i spidsen for Easyfood A/S, som siden 2000 har fremstillet innovativt kvalitetsbagværk til convenience-kategorien fra deres hoved- og produktionskontor i Kolding. Flemmings force er, at han forstår at sælge til kundernes kunder og arbejder dermed med hele værdikæden, hvilket også er en stor del af forklaringen på hans succes med Easyfood i dag.

Familien Rosenfeldt Sunddal fra Rosenfeldt og Sunddal Holding ApS (Restaurant Flammen) i Gram
Den danske ejerleder-familie fra Sydjylland, som står bag Rosenfeldt og Sunddal Holding, fik ideen til deres virksomhed på den familieejede kro, Fole Høkerkro, tilbage i 1996. Familien omdannede kroen til en spiserestaurant med deres ønske om at skabe en restaurant med én stor grillbuffet, hvor alle gæster kunne få tilgodeset deres ønsker. Det resulterede i Restaurant Flammen, som for første gang åbnede i 2009 i Kolding. I dag består restaurantkæden af hele 11 restauranter.

Kontakt
For yderligere information kontakt PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller Pernille Plougheld fra Nykredit på mobil 3045 1006.

Fakta om Sjølund A/S
Ejerleder Søren Ravn overtog Sjølund A/S efter en stilling som eksportchef i virksomheden, og i 2007 overtog han også alle aktier i selskabet. Sjølund A/S tilbyder valsning af komponenter til komplicerede produkter, som fx tog og vindmøller, og har et stort fokus på høj kvalitet og den bedste kundeservice hver gang.

Fakta om Årets Ejerleder 2016 og Årets Temapris 2016
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 13. gang. Ved regionskåringerne uddeles i hver region en pris til Årets Ejerleder og en temaprisvinder. Temaprisen uddeles på baggrund af årets tema: Kundefokusering.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 10. november 2016 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Som noget nyt uddeler vi ved landskåringen også en særlig Hæderspris til en ejerleder, som gennem en lang årrække har haft en betydende indflydelse på dansk erhvervsliv og er indbegrebet af, hvad det vil sige at være ejerleder.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere
Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesens Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • vækst
  • nykredit
  • dansk erhverv
  • pwc
  • årets ejerleder
  • årets ejerleder 2016
  • søren ravn
  • sjølund a/s

Regions

  • Syddanmark

Om PwC
PwC er et af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.900 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 200.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.

 

Relateret materiale