Pressemeddelelse -

Jagten er gået ind på Årets Ejerleder 2016 i Østjylland

Kåringen af Årets Ejerleder 2016 i Østjylland står for døren, og tre finalister er nu fundet. Prisen går i år til den ejerleder, der har skabt en af Østjyllands mest succesfulde virksomheder med langvarig vækst, og som noget nyt uddeles også en temapris om kundefokusering. Prisen som Årets Ejerleder uddeles for 13. gang af PwC i samarbejde med bl.a. Nykredit og Dansk Erhverv.

De tre finalister, som er gået videre til kåringen af Årets Ejerleder 2016 i Østjylland, er nu fundet. De er blevet udvalgt blandt en lang række virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen, der ikke alene har skabt vækst, men også har en ambitiøs strategi for fremtidig vækst.

”Vi har i år set et meget stærkt felt til prisen som Årets Ejerleder, og vi glæder os over at kunne lykønske de tre finalister. De har alle sikret en flot vækst og lagt en både ambitiøs og realistisk plan for fremtidig vækst. Disse historier vil vi gerne fortælle videre, så de kan inspirere og være med til at skabe succes for andre,” fortæller Christian Roding, partner i PwC i Aarhus, om baggrunden for Årets Ejerleder i Østjylland.

Ejerlederen gør en forskel
Hos Nykredit peger man på, at de tre finalister netop er kendetegnet ved, at ejeren er en leder, som gør en stor forskel for virksomhedens succes.

”Langt de fleste af Danmarks virksomheder er ejet og ledet af én og samme person. Derfor har ejerlederne enorm betydning for, hvor meget vækst, og hvor mange nye arbejdspladser, der kommer i den enkelte region – og i hele Danmark. Dét vil vi gerne være med til at hylde og fejre,” siger Henrik Kjærulf Damsgaard, regionsdirektør i Nykredit.

I år er der et særligt fokus på, hvordan ejerlederne arbejder med kundefokusering og dermed skaber succes og vækst, tilføjer Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv:

En meget stor del af dansk erhvervsliv er bygget op af ejerledede virksomheder, og vi kan med rette være stolte af de mange succeshistorier, de skaber. Ejerlederens indsigt, viden og engagement i virksomheden giver et helt særligt fokus på kunderne og deres behov, og det skaber succes og vækst ikke bare i virksomheden selv, men også i Danmark som helhed.”

Sæt kunden i fokus
Ifølge PwC’s CXO SMV Survey 2016* topper kundefokusering og -tilfredshed listen over SMV’ernes vigtigste fokusområder i året og udgør deres primære investeringsområde. Det er vigtigt for virksomhedernes vækst og udvikling at levere på kundeforventninger og samtidig forstå og udvikle produkter og løsninger sammen med kunder.

”Som noget nyt uddeler vi i år også en temapris. Temaprisen uddeles på baggrund af årets tema, som er kundefokusering, og prisen gives til den ejerledede virksomhed, der formår at have et exceptionelt fokus på sine kunder,” slutter Christian Roding, partner i PwC i Aarhus, der også glæder sig til at overraske en ejerleder fra Østjylland med temaprisen ved kåringen af Årets Ejerleder 2016.

Finalisterne er:

Michael Gadeberg og Søren Bunk Jensen fra Dansk IngeniørService A/S i Skanderborg
Ejerlederne Michael Gadeberg og Søren Bunk Jensen står i spidsen for Dansk IngeniørService (DIS) og har en stærk passion for teknik og for at finde nye løsninger på tekniske udfordringer. DIS blev etableret i 1997 og er Danmarks førende ingeniør- og rådgivningsvirksomhed indenfor industrien med hovedvægt på rådgivning, produktudvikling og optimering af produkter samt udvikling og fremstilling af test- og produktionsudstyr.

Virksomheden med de 300 ansatte har haft en positiv udvikling, som bl.a. kan tilskrives en meget fleksibel tilgang til kunderne og opgaverne. Opgaver kan løses ude hos kunder, eller kundernes medarbejdere kan indgå i projekter i et såkaldt "projekthotel" hos DIS, således at kundernes medarbejdere i en periode indgår i DIS's projektteams. Ejerlederne har desuden et stort fokus på at vidensdele og udvikle ny viden internt i virksomheden via en række forskellige projekter. De to ejerledere har høje ambitioner om en årlig vækst på 30 %, og at virksomheden skal vokse i hele verden sammen med sine kunder.

Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S i Egå
Ejerleder Peter Vang Christensen overtog Plantorama efter sin far, som er femte generation i rækken af gartnere. Virksomheden er et dansk familieforetagende, der åbnede i 1987 og var i begyndelsen kendt for salg af potteplanter. Hurtigt voksede virksomheden sig dog større i både butiksomfang og sortiment, som i dag spænder fra planter over redskaber og keramik til dyrefoder og legeredskaber til haven.

Plantorama er i dag Danmarks største have- og dyrecenterkæde med otte store centre fordelt over hele landet. Peter Vang Christensen forventer at vækste de kommende år, og væksten skal primært komme inden for nye produkter til nye kunder. Ejerlederen har et stort fokus på medarbejdernes ekspertise og motivation, og lige præcis dette element forventes at føre til yderligere udvikling og vækst i fremtiden.

Erik Rasmussen, Peter Monk og Lone Erdmann fra Via Biler A/S i Højbjerg
De tre ejerledere Erik Rasmussen, Peter Monk og Lone Erdmann står i spidsen for Via Biler, som blev grundlagt i 1980. Erik Rasmussen og Lone Erdmann overtog i første omgang virksomheden efter deres forældre i 2002, og Peter Monk kom til i 2013, hvor væksten i virksomheden for alvor tog fart. Med overtagelsen af Monk Biler i 2013, som Peter Monk var tidligere ejer af, gik Via Biler således fra at være forhandler af ét brand med fire forretninger i Århus-området til at udvide med fire forretninger i Københavns-området samt at blive et multibrand.

Via Biler gør en dyd ud af at levere en service, der er så god, at kunden kommer igen næste gang, de skal købe bil eller have deres bil på værksted. Ejerlederne forventer, at den flotte vækst vil fortsætte med afsæt i deres konkrete vækststrategi, hvor 50 % af væksten skal komme fra opkøb og 50 % fra organisk vækst. Virksomheden har et stort kundefokus, og kulturen er veldefineret og tydelig, hvilket ruster medarbejderne i deres daglige service, så de kan skabe en fuldendt kundeoplevelse.

Kontakt
For yderligere information kontakt PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller Pernille Plougheld fra Nykredit på mobil 3045 1006.

Tid og sted for Årets Ejerleder i Østjylland
Kåringen finder sted den 2. november 2016, kl. 16:30-18:00 hos PwC, Jens Chr. Skous Vej 1, 8000 Aarhus.

Fakta om Årets Ejerleder 2016
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 13. gang. Ved regionskåringerne uddeles i hver region en pris til Årets Ejerleder og en temaprisvinder. Temaprisen uddeles på baggrund af årets tema: Kundefokusering. Som noget nyt uddeler vi også en særlig Hæderspris til en ejerleder, som gennem en lang årrække har haft en betydende indflydelse på dansk erhvervsliv og er indbegrebet af, hvad det vil sige at være ejerleder.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 10. november 2016 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere
Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

*I PwC’s CXO SMV Survey 2016 har små og mellemstore virksomheder (SMV’er) fra det brede ledelseslag (CXO) delt deres viden. Survey’en er gennemført via online- og telefoninterviews fra 5. februar til 11. marts 2016, og vi har fået svar fra ca. 600 danske CXO’er, som giver deres vurdering af de forhold, som optager dem og deres virksomhed i det kommende år – herunder fokusområder, investeringsområder, bekymringer mv. Vi har taget udgangspunkt i et bredt udsnit af danske virksomheder.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • årets ejerleder 2016
  • ejerleder
  • årets ejerleder
  • undersøgelser
  • nykredit
  • pwc
  • plantorama a/s
  • dansk ingeniørservice a/s
  • dansk erhverv

Regions

  • Midtjylland

Om PwC
PwC er et af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.900 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 200.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.