Pressemeddelelse -

Regeringen bevarer transparensreglen for fonde, men fjerner konsolideringsfradraget

Regeringen justerer nu det lovforslag om fonde, som den tidligere har fremsat. Det nye lovforslag indebærer, at transparensreglen for fonde består, hvilket betyder, at en række fonde alligevel ikke er tvunget til at ændre deres struktur. PwC havde dog gerne set, at konsolideringsfradraget også var bevaret til fordel for uddelingsmodtagerne.

Regeringen har lyttet til erhvervslivets ønsker og bevarer den såkaldte transparensregel, som i det oprindelige forslag skulle afskaffes. Det ville have udgjort en væsentlig stramning af fondes beskatning og ramt uddelinger til almennyttige formål.

”I PwC noterer vi med tilfredshed, at regeringen har lyttet til kritikken og bevarer transparensreglen for fonde. Vi mener dog fortsat, at man burde holde fast i konsolideringsfradraget, eller eventuelt blot nedsætte det,” udtaler Kim Füchsel, partner i PwC og ekspert inden for fonde.

Han henviser til, at regeringen holder fast i, at konsolideringsfradraget fjernes, som det også var tiltænkt i det oprindelige forslag. 

”Det er ærgerligt, at man helt fjerner konsolideringsfradraget, da det er en skærpelse af fondsbeskatningen. Og i sidste ende bliver det bevillingsmodtagerne, der kommer til at betale for skærpelsen,” siger Kim Füchsel og tilføjer:

”Det rykker desværre ved en balance og ro for danske fondes skatteforhold, som har bidraget meget positivt til stabiliseringen i ejerskabet af nogle af Danmarks mest betydningsfulde virksomheder.”

Hos PwC noterer man sig, at regeringen har ændret ved, at ophævelsen af konsolideringsfradraget allerede skulle få virkning for uddelinger, som foretages efter den 19. november 2015.

"Vi håber, at man ved udformningen af det endelige lovforslag sikrer, at fondene kan foretage uddelinger i 2015 som planlagt, uden uheldige skattemæssige konsekvenser", siger Kim Füchsel.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • skat
  • erhvervsfonde
  • transparensregel
  • konsolideringsfradrag
  • fonde
  • pwc
  • kim füchsel

Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 208.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.