Pressemeddelelse -

Tre finalister fra hovedstaden er nomineret til prestigefyldt ejerlederpris

Kåringen af Årets Ejerleder 2015 i Hovedstaden står for døren, og tre finalister er nu fundet. Prisen går i år til den ejerleder, der med fokus på talent og kompetencer har skabt hovedstadens mest succesfulde vækstvirksomhed. Den prestigefyldte pris uddeles for 12. gang af PwC i samarbejde med bl.a. Nykredit og Dansk Erhverv.

En analyse af mere end 5.000 virksomheder fra hele landet ligger bag nomineringen af finalisterne, hvor først 125 virksomheder er udpeget til at være med i Årets Ejerleder 2015. Nu er der blot 3 finalister tilbage i hver region i kampen om at vinde Årets Ejerleder 2015.

I PwC’s analyse melder ejerlederne fortsat om behov for nye medarbejdere og flotte vækstforventninger de kommende tre år. Det skyldes ikke mindst, at de dygtigste ejerledere udvikler sig i en retning, hvor der er brug for nye typer af medarbejdere med nye kompetencer, der kan indfri vækstforventningerne.

”Det har været meget spændende at møde det store felt af dygtige ejerledere til dette års kåring. De tre finalister har formået at sikre vækst og succes med et målrettet fokus på talent og kompetenceudvikling. Og med kåringen håber vi at inspirere andre, for vi tror på, at vinder-historierne kan være med til at skabe succes for andre,” fortæller Flemming Eghoff, partner i PwC i Hellerup.

Finalisterne er:

Allan Aasted fra Aasted i Farum

Ejerleder Allan Aasted står i spidsen for Aasted, der producerer og sælger maskiner til både chokolade- og bageriindustrien. Det er en familievirksomhed, der kan føres tilbage til 1917, og i 1946 fik Aasted sit første patent. Aasted har kvalitet i højsædet og leverer service og reservedele til maskiner helt tilbage fra 1970’erne. Innovation er dog også i højsædet, og med kundernes behov i fokus udvikles der hele tiden nye maskiner og processer.

Virksomheden har i dag 350 ansatte og er ledet af 3. til 4. generation med 5. generation på spring. Alle i familien er vokset op med Aasted i blodet, og det gælder også Allan, der fra naturens side er nysgerrig, hvilket er med til at ruste ham som ejerleder. Han er uden lang uddannelse, men har netop forstået at omgive sig med dygtige og kompetente medarbejdere. Netop denne cocktail giver et godt mod- og medspil, der er med til at skabe succes for virksomheden, som forventer at vokse til dobbelt størrelse i 2020.

Layland Barker fra Titan Containers A/S i Taastrup

Layland Barker, der er ejerleder for Titan Containers A/S, gik i engelsk skole til han var 16 år, hvorefter hans far overtalte ham til at begynde at arbejde. Det var tilfældigt, at det blev inden for containerbranchen. Allerede som 25-årig blev han headhunted til et job som sales manager i et schweizisk containerselskab, hvor han senere blev adm. direktør.

Det var dog langt fra en tilfældighed, da Layland som 32-årig etablerede Titan Containers A/S med afsæt i et stærkt netværk inden for branchen samt en vision, som han brugte til at skabe en langsigtet strategi. Det samme netværk har bidraget til, at Layland har formået at opbygge et stærkt team af medarbejdere i virksomheden, der nu tæller 100 medarbejdere. I dag har virksomheden kontorer i en lang række lande, som bl.a. omfatter Storbritannien, Holland og Frankrig.

Thomas Black-Petersen fra Inspari A/S i Hørsholm

Ejerleder Thomas Black-Petersen står i spidsen for Inspari A/S, der udvikler business intelligence-løsninger. Thomas var 33 år, da han startede virksomheden, der i dag beskæftiger 100 medarbejdere, herunder en lang række højtuddannede specialister. En af årsagerne til virksomhedens succes er bl.a. kerneværdier inden for sundhed, og det gælder både en sund økonomi og sunde medarbejdere.

Virksomheden har med afsæt i en sund økonomi opnået en historisk vækst på hele 30-40 %, og Inspari A/S er nu på 10. år vokset til en omsætning på hele 100 mio. kr. Medarbejderne bliver der passet godt på via konceptet HeartWork, hvor der bl.a. tilbydes sund frokost, et årligt sundhedstjek samt fælles løb og cykling. Sidste år blev virksomheden nr. to i Danmarks Sundeste Virksomhed.

Rygraden i dansk erhvervsliv
Hos Nykredit peger man på, at det netop er de mange virksomheder, hvor det er ejeren, der er leder, som udgør rygraden i erhvervslivet.

Derfor er det vigtigt at sætte fokus på, hvordan de dygtigste klarer sig. Det er ikke mindst derfor Nykredit er med i Årets Ejerleder. Vi har brug for de gode eksempler til at inspirere andre ejerledede virksomheder,” siger regionsdirektør i Nykredit Axel U. Henriques. Han fortsætter:

”De bedste inddrager professionel kompetence i bestyrelsen, arbejder målrettet med strategi og er åbne for nye initiativer. Det er områder, vi som bank lægger stor vægt på, når ejerlederne kommer til os for at tale finansiering og vækst, og det har vi også tre gode eksempler på i årets vinderfelt.”

Dansk Erhverv understreger også, at de ejerledede virksomheder fylder en meget stor del af dansk erhvervsliv, og at man med rette kan være stolt af de mange succeshistorier, de skaber.

”Ejerlederens indsigt, viden og engagement i virksomheden giver en helt særlig force til at finde og udvikle de talenter, der skaber succes og vækst – ikke bare i virksomheden selv, men også i Danmark som helhed,” siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Kontakt
For yderligere information kontakt PR-ansvarlig Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller Kasper Skaanning, kommunikationskonsulent hos Nykredit, på mobil 2320 0560.

Fakta om Årets Ejerleder 2015
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 12. gang. Årets tema er talent og kompetencer.

Kåringen i region Hovedstaden finder sted:

Tirsdag den 28. oktober hos Nykredit, Kalvebod Brygge 1-3,
1780 København V fra kl. 15.00-18.15

Pressen er velkommen og kan tilmelde sig på miu@pwc.dk

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 19. november 2015 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter for Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Om analysen
Analysen af de dygtigste ejerledere i Danmark er afsæt for kåringen af Årets Ejerleder 2015. PwC analyserer ca. 5.000 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. De skal overholde følgende krav:

  • A/S – ApS
  • Minimum 10 ansatte
  • Etableret i minimum fem år
  • Positiv egenkapital
  • Positivt resultat i seneste regnskabsår
  • Vækst i dækningsbidrag
  • Ejerlederen skal have både ejerandele og bestemmende indflydelse på driften af virksomheden.

Af disse udvælges 125 virksomheder (15-20 virksomheder pr. region), som PwC’s eksperter interviewer personligt i en kvalitativ analyse. Derefter står juryen klar til at mødes med hinanden og udvælge vindere i hver region og én vinder på landsplan.

Tidligere landsvindere
Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesens Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • hovedstaden
  • kompetencer
  • vækst
  • ejerleder
  • pwc
  • årets ejerleder 2015
  • nykredit
  • dansk erhverv

Regions

  • Hovedstaden

Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 208.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.

 

Relateret materiale