Cecilie: Sidste blog indlaeg om Raindrop Foundation opholdet i Thailand

Af Celine - Om mig

Så er jeg tilbage på bloggen, og med det sidste indlæg for denne gang.

Jeg forlod Raindrop fredag d. 3. Juni med natbussen til Bangkok, en ”lille” tur på ca. 10 timer . Det var ægte VIP stil, og havde også købt en VIP billet. Sæderne var virkelig brede, og der var også støtte til underbenene, så det var en semi-seng. Bussen larmede overhovedet ikke, så det var en virkelig afslappende tur, hvor der blev tid til at reflektere videre over mit ophold i Raindrop, som nu pludselig virkelig var slut!

Turen startede godt ud, men omkring kl. 1 om natten holdte vi ind i vejkanten. Bussens motor slukkede og chaufføren forsøgte at starte igen, men den motor lød MEGET syg! Øv… Buschaufføren forsøgte at blinke til samtlige busser, der kørte forbi os, i håb om, at de ville blinke ind til siden længere henne ad vejen. Heldigvis var der 3 busser fra Sakon Nakhon, som alle skulle mod Bangkok, så den ene fik vi stoppet, og den holdte ind. Det var faktisk lidt frustrerende at sidde i bussen, som eneste ikke-thai, og ikke forstå noget som helst. Der var flere passagerer bagerst i bussen, som begyndte at råbe noget ned til medarbejderne, og gad vide hvad de havde været sure over?! – Det finder jeg aldrig ud af.

Men i hvert fald forsøgte de alt hvad de kunne med at lave bussen. Efter 2 timers ventetid på en meget trafikeret vej mellem kl. 1 og 3 om natten, lidt søvn, og 100 sider mere i min bog, skete der endelig noget. Vi blev alle guidet ud af bussen, og placeret i vejkanten, som en flok illegale flygtninge der (desværre) var blevet opdaget, og nu bare ventede på politiet. Vi blev placeret i en lang række, hvor chaufføren og hans medarbejdere nu begyndte at tømme bussen for bagage. Endelig kom der så en ny bus til os. Desværre ikke specielt VIP, men en helt almindelig gammel thai bus uden liggesæder og ildelugtende stank af gamle fugtige sæder. Det er altså ikke lige hvad jeg havde ønsket mig, da jeg bookede min VIP billet. Tanken om, at der stadigvæk var mindst 5 timer tilbage til jeg ville være fremme i Bangkok, så blev jeg sku lidt irriteret på det hele! Jeg overvejede meget at klage, når jeg kom frem til Bangkok i håb om, at få lidt småpenge tilbage. Men det forblev blot en strøgtanke, da det formentlig vil være alt for meget besvær for meget få penge. Thai’er har ikke samme sympati overfor den slags ting, da de i forvejen er meget ”loose” og bare taget tingene som de kommer. Der var heller ikke spor af vrede at spore i nogle af de andre passagerer. Så der blev jeg vist bare nødt til at falde ind, og jeg skulle da nok komme frem.

Men resten af turen gik godt, og jeg kom sikkert frem til Bangkok. Fik dog også lidt søvn. Heldigvis kunne jeg have to sæder for mig selv, så jeg kunne ligge hovedet op af min håndbagage rygsæk og få sovet lidt.

Jeg mødtes med Malene på en meget kendt backpacker gade (Khao San Road) i Bangkok. Hun kom med bus fra Cambodia omkring middagstid lørdag d. 4. Juni. Ingen problemer med at finde hinanden, og herfra tog vi straks videre til Kanchanaburi, som ligger ca. 2-3 timers kørsel vest for Bangkok, og denne by er kendt for River Kwai og ikke mindst Broen over River Kwai.

Vi havde på forhånd booket en en-dags tur til et vandfald fordelt på 7 niveauer hvor man kan hike til toppen, elefantridning, bamboo rafting (en lille sejltur på River Kwai i en tømmerflåde lavet af bambus), togtur på den gamle jernbane som kører over River Kwai samt besøg ved broen over River Kwai.

De fleste kender sikkert Broen over River Kwai fra den engelske krigsfilm fra 1960’erne. Denne film er også baseret på brobyggeriet i år 1943 over River Kwai. Formålet med at bygge denne første jernbanebro over floden, var for, at japanerne kunne forbinde eksisterende jernbanelinjer mellem Bangkok og Yangoon (hovedstaden i Burma – nu Myamar), således de nemmere kunne transportere gods osv. frem og tilbage i forbindelse med deres besættelse af Burma. Ellers var den eneste mulighed med fragtskib syd om Thailand, og det ville tage for lang tid. For at bygge denne bro blev omkring 100.000 asiatiske arbejdere og flere tusinder krigsfanger ”udskrevet” fra fængslet til at skulle bygge denne jernbanebro. Undervejs i den lange byggeperiode blev broen bombet adskillige gange, og der var langt fra madrationer nok til alle. En arbejder kunne få omkring 200g ris om dagen, og det var alt. Derfor er broen også kendt for de mange dødsfald og de urimelige arbejdsvilkår under byggeprojektet. I alt er der i dag ca. 600 broer over River Kwai. Men den vi besøgte var den første jernbanebro og den er stadigvæk i brug i dag til almindelig togdrift.

En gammel jernbanestrækning fra 1940, som stadigvæk er i brug. Når toget ikke kører på skinnerne, så må man gerne gå der. Der står dog også, at det ikke er tilladt at træde på de gamle skruer fra år 1940! Hmmm....gad vide hvor holdbar den bro så egentlig er...?!

The bridge over River Kwai

Det blev en dejlig og lang dag. Vi havde selskab af to piger fra henholdsvis England og Frankrig. Det jeg havde glædet mig mest til var bamboo rafting, men det endte med at være det aller kedeligste jeg længe har prøvet! Det forløb således, at vi blev sat ned på tømmerflåden og blev trukket op af River Kwai af en motorbåd. Herefter hægtede motorbåden sig af og sejlede tilbage til startstedet, og vi skulle så bare flyde tilbage med strømmen. Eeejjjjj…….det var bare ALT for turistet til mig! Det giver jo ingen mening, at man skal sejles op af floden, for bare at drive tilbage ved hjælp af strømmen. Så giver det mere mening for mig, at man driver langs floden og står af længere nede. Hmm…sådan blev det ikke. Desuden havde jeg ikke den store interesse i at se broen over River Kwai, men det blev faktisk noget af det mest spændende, fordi der er lidt historiske ting knyttet til stedet.

Den efterfølgende dag besøgte vi en War Cemetery, som huser alle de faldne soldater og

Kirkegården i Kanchanaburi

krigsfanger i forbindelse med brobyggeriet over River Kwai. Mange af dem er ukendte, men har alligevel fået sig en mindesten. Det var primært hollændere og australiere, og havde vi været på jagt efter slægtninge, var der også en laaaang liste med alle soldaterne, og hvor på kirkegården de lå.

Fra Kanchanaburi gik turen tilbage til Bangkok, for at flyve videre sydpå til Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao i den thailandske golf. Vi havde nogle fantastiske dage på strandene som bestod af afslapning, solbadning, dykning og ud om aftenen. Malene dykker ikke, og tog på en bådtur imens jeg udforskede marinelivet.

Jeg har aldrig oplevet noget lignende som i Thailand. JEG HAR RØRT EN FISK! – Eller rettere sagt, så har den ”sparket” mig med halen. Jeg bevægede mine fingere hen over en lille koral og så kom en lille og meget vred fisk hen til mine hænder, og skulle lige se det an. Herefter vender fisken sig om og dasker mine fingre med sine halefinne. Hi hi….præcis som i en slags børnetegnefilm. Det var ret sjovt at opleve. Så tæt på troede jeg aldrig jeg ville komme på fiskene. Desuden var andre fisk i vandet så nysgerrige, at de decideret svømmende direkte ind i min maske for at spise af den eller også nappede de os i benene. En god kombination med dykning og blive dømt for dødehudceller af sultne fisk.

Bottle Beach, Koh Phangan (IKKE den strand med Full Moon)

Frokost på Koh Tao lige ud til vandet - livet er skøntEn af vores store højdepunkter på vores miniferie var Full Moon Party på øen Koh Phangan. Som backpacker er Full Moon Party noget man ikke kan undgå at høre om. Kort sagt er det en kæmpe fest på stranden med omkring 10.000 mennesker! (og det er lavsæson lige nu!!). Der er fest i hele byen, og alle backpackere fra nær og fjerne strømmer til for at opleve denne gigantiske sommerfest. Det samme gjorde vi J Det var virkelig en fed oplevelse! Man kan nå at forestille sig nok så mange ting, når man hører om hvor mange der deltager ved Full Moon, men at se en strand FYLDT med mennesker alle vegner er faktisk et fantastisk syn! Alle danser, og der er bare fest og glade dage. Malene og jeg mødte to piger fra nordjylland, som vi fulgtes med hele aftenen/natten, og vi 4 piger havde det bare super sjovt.

En af de andre store begivenheder ved Full Moon Party er bodypaint, hvor man maler sig på kroppen…….. Sååå flotte blev vi..

Klar til Full Moon....yeah!

Tatoveringer klær´ mig måske...?!

Vi er nu tilbage i Bangkok, dejlig brune og med masser af ny energi, og en masse gode oplevelser i bagagen. Jeg har bare nydt de sidste 2 uger helt vildt, og har haft tid til at “slippe” Raindrop. Har faktisk ikke savnet så meget ved det andet end vores tolke Pii A, Pii Siang samt vores madmor Pii Yang. Det har været dejligt at Malene og jeg har kunne snakke om de forgangne 3 måneder, og begge to fået vendt og drejet alle vores oplevelser. Det har været en rigtig dejlig tid i Raindrop, men vi har også set mange triste skæbner indimellem, og det er præcis disse børn, som er gode at få talt om efter 3 intense måneder.

Vi har brugt vores weekend i Bangkok på at få købt nogle småting med hjem til

På skybar

souvenir/sættekasse hylden (hi hi…..så meget bras man kan få herude), og fået den portion massage vi kunne svarende til det næste års tid. Det har også været weekenden, hvor vi måtte finde vores fine tøj frem, og tage en tur på Skybar. Vi havde på forhånd læst, at sandaler, klipklappere, short og korte bukser til mænd ikke var tilladet. Desuden skal mændene også have lukkede sko på. Så vi måtte finde det fineste tøj frem fra vores sparsomme mængde tøj, og så prøve lykken om det var godt nok, og det lykkedes. På toppen af en af Bangkoks skyskrabere – 64. Etage, lå en udendørs cocktailbar og restaurant, med udsigt udover hele storbyen. Det var en vildt fed oplevelse. Vi kom lige inden tusmørket faldt på, og kunne opleve Bangkok fra dagslys til sprudlende aftenbelysning.

Udsigt fra 64. etage. Bangkok by night

Lørdag aften blev vi ringet op af vores tolk Pii A, som sagde, at de var i Bangkok med Dr.

Gensyn med Pii A, Pii Siang, Louise og Søren

Pensak, og vi kunne mødes. Så mit thailandske eventyr er sluttede på bedste manér med et godt gensyn med Pii A, Pii Siang, Louise og Søren (de to nye frivillige i Raindrop). Det var bare rigtig hyggeligt, og vi fik lige opdateret situationen i Raindrop, og bare hyggesnakket. I dag søndag har vi været på floating market fra morgenstunden. Det var en god oplevelse, men også lidt for meget en turistfælde. Det havde vi også forventet, men udvalget af varer på markedet havde vi forestillet os var mere med frugt og grønt, som man ser på postkortene, men det var præcis som alle andre markeder, bare ud til kanalerne. Vi fik så at vide, at de lokale handler frugt, grønt og fødevarer mellem kl 5 og 6 om morgenen. Så næste gang jeg skal til Bangkok, så vil jeg gerne ud at opleve det “rigtige” floating market, hvor de lokale sejler rundt og handler hos hinanden.

Nu er jeg bare så klar til at komme hjem til Danmark igen. Jeg rejser fra Bangkok i morgen mandag ved midnatstid (lokal tid), og vil være i Danmark tirsdag morgen.

Jeg håber I alle har nydt at læse lidt med på min blog. Glæder mig til at se Jer alle sammen igen!

Vi ses!

De bedste hilsner fra

Celine