Cecilie: Tid til refleksion...

Af Celine - Om mig

• “Men ingen forstod, hvad jeg mente, når jeg sagde, at jeg var dansker. Jeg kunne simpelthen ikke være dansker, når jeg så ud, som jeg gjorde. Sommetider oplevede jeg, at kineserne blev fornærmede over, at jeg kunne påstå noget så uforståeligt.
Det gik op for mig, at alle oplevede mig som asiat. Når jeg gik på gaden ved siden af min høje lyshårede mand, smilede vestlige udlændinge indforstået til ham uden overhovedet at se på mig. 
Når man rejser til udlandet, er noget af det første, man bliver spurgt om: Hvor kommer du fra? Det er med til at definere, hvem man er. Men hvem er jeg, hvis ingen andre opfatter mig som dansker?” (kilde: Leise Thomsen-Vasbo, Politiken)

Mit arbejdsophold herude er snart ved at være slut, og jeg har kun en arbejdsuge tilbage. Tænk at der allerede er gået 12 uger! Når et længerevarende ophold nærmer sig sin afslutning, så giver det tid til refleksion over hvad jeg egentlig har oplevet og opnået ved at være i Raindrop Foundation i 3 måneder.

Jeg reflekterer bedst med hjemmebagte hveder, den gode "leverdreng" fra Faaborg og en dåsecola. Nostalgi så det batter - tilbage til barndomme og de gode campingture rundt i Jylland.

En af de ting, som jeg også er blevet konfronteret med utallige gange er mit udseende som ikke stemmer overens med, at jeg skulle være dansker. Det er præcis samme tanker jeg har gjort mig, som i ovenstående citat. Det rammer virkelig plet på mange punkter. Det er noget jeg egentlig aldrig har været særlig bevidst om, idet min familie og venner

Kru Nit (heksedoktor om tirsdagen) og jeg. Same same thai??? Det kunne vi da sagtens være

behandler mig som var jeg en hvid vestlig kvinde på 26 år. På den måde har det været godt at være i tæt kontakt med thai’er. Herude er jeg næsten dagligt blevet mødt af thai’er som har spurgt hvor jeg var fra. De kunne åbenbart se, at jeg ikke var thai, men af anden asiatisk baggrund. Jeg har med tiden lært hvad “Korea” hedder på thai, og jeg hører dagligt vores tolk sige “Gaolee” (sådan lyder Korea på thai) til familierne, og herefter har alle smilet og kigget endnu mere undrende, for det hænger da slet ikke sammen. Hende fra Korea siger hun er fra Danmark, og hun taler et mærkeligt sprog, men kan dog sige få ord på 

thai….?!?! – Jeg kan godt forstå at thai’erne har været forvirret. Men det skal bestemt ikke forstås negativt, at jeg er blevet konfronteret med mit udseende herude, det har bare givet mig mere indsigt hos mig selv om hvem jeg er, hvilket er dejligt! Det er åbenbart aldrig for sent at lære nye ting om sig selv. Ofte er det

same same againgrænser man har brug for at afprøve, men denne gang har jeg fået noget andet med hjem til min personlige rygsæk – både til det ydre og til det indre. Jeg har efterhånden og fortalt mange thai familier med undrende blikke, at jeg er 100% “farang” (betegner hvide vestlige personer) indvendig og “same same thai” udvendig, og det kan vi få et godt grin af, hi hi… Dernæst er det komplet umuligt at begynde at uddybe, at mine forældre er “faranger”, så går det først rigtig galt. Men de kan da forholde sig til, at jeg har fundet mig en “farang” kæreste. Om de så tror, at han har samlet mig op et sted i det store udland, det lader jeg dem gruble videre om

Mht. arbejdet har der været mange op- og nedture. Ikke seriøse nedture, men irritationer omkring organisering af tingene. Thai mentaliteten er meget afslappet, og jeg vil næsten mene, at en invitation til spisning en hel uge før er ALT for tidligt for en thai. Der kan jo nå at ske mange ting på den uge, så de ved slet ikke om de kan. De skal helst tage en dag ad gangen. Det samme gør sig gældende når vi skal på arbejde. Jeg har efterhånden lært, at det er bedst at stille spørgsmål til den efterfølgende dag, når vi er færdige med dagens opgaver eller bare om morgenen den efterfølgende dag. Enten så kan thai’erne ikke overskue den kommende dag eller også har de rent faktisk først svaret dagen efter! Det har været lidt svært at få forslag og ændringer indført, men vi har prøvet, og nogle gange lykkedes det og andre gange, må vi bare være afventende og ruste os med masser af tålmodighed.

Lille Phairot og jeg (Mandagsbarn)

Nattipong kan næsten ikke gå med sin rollator, men at cykle med mig bag på, det er noget der virker for benmusklerne

Med accept af, at tingene går meget fra dag til dag, så har det været et alletiders arbejde. Jeg har fået æren af at møde mange mange forskellige handicappede børn med mange diagnoser. Nogle af børnenes tilstande har været så fremskredne, at jeg næppe vil tro, at jeg kunne møde dem i en praksis i Danmark. Både fordi børnenes tilstand ikke ville blive så dårlig med de midler vi har i Danmark, men også fordi de formentlig ville være under mere læge-medicinsk opsyn end træningsregi. Men jeg har fundet ud af, at disse handicappede børn er en gruppe som jeg virkelig godt kan lide. Her får jeg virkelig brug for mine pædagogiske/psykologiske såvel som fysioterapeutiske kompetencer.

Sproget har været en verden for sig selv. Jeg kan vist hurtig konkludere, at thai er et

Koooom oooop at siiiiddeee!! Anette og jeg træner at sidde med 3 årige Pigaeng. Hun er bare så sød!

meget svært sprog, og sætninger med 3 danske ord vil på thai blive til 10 ord! Jeg har de sidste 3 måneder lært enkelte gloser, som har været nyttige i forbindelse med arbejdet: “gør det ondt?”, ” er du glad i dag?”, “ja”, “nej”, “stå op”, “sid ned”, “læg ned”, “er du sulten/mæt?”, “jeg er sulten/mæt”
, “tak for i dag, vi ses” og “sov godt”. Det var et lille udsnit af mit ordforråd på thai. Som I kan se er det ikke en særlig intelligent samtale jeg kan få strikket sammen med dette sparsomme ordforråd, men vi prøver alle ihærdigtMen vi har jo været så heldige at have to gode tolke, som har gjort et fantastisk stykke arbejde for os. Uden en tolk, så kan vi slet ikke kommunikere noget ud til thai’erne. Vi prøver godt nok med alternativer, som MEGET tydeligt kropssprog og os selv om forsøgskaniner, men det er langt fra altid, at de forstår hvad vi vil. De sidder bare og ryster på hovedet, mens de griner og siger en masse på thai.

Kannika skal oooop i kravle position med hjælp fra Malene og jeg

Ukkrit skal oooop at få vægtbæring på benene med støtte fra Anette og jeg

Når jeg ser tilbage på de oplevelser jeg har haft herude uden for arbejdet, så er der specielt én som gjorde stort indtryk på mig, og det var mit første møde med selveste Dr. Pensak, som er president for Raindrop Foundation. Som jeg tidligere har skrevet i en af mine blogs, så mødte vi hende i Lampang, hvor vi skulle møde hendes elefant Phu Pan. Jeg havde set meget frem til at møde hende, og havde også hørt en masse om hende. Bla. vidste jeg, at hun er nære venner

Dr. Pensak og Anette

med Kongefamilien i Bhutan, har flere Raindrop projekter i Asien, har været til middag hos den danske Kongehus, ejer en elefant, har vist 3 huse i Thailand og bor til dagligt i en stor ville i Hellerup, har været medlem af Senatet i Thailand, hendes farfar eller oldefar står som statue i Sakon Nakhon, har været Lektor på Københavns Universitet i thai og selv uddannet phD i arkæologi, og med et sprudlende godt humør, så måtte hun være en meget spændende og interessant kvinde at møde. Efter alle de formelle ting med goddag på thai, det rigtige buk samt den rigtige tiltale “Dr. Pensak”, var det møde mellem hende og jeg startet godt ud. Kort efter spurgte hun mig så “Celine, how heavy are you?”, og i splitsekundet efter var jeg målløs, hvorefter jeg tænkte “øøhh…har denne lille og højt respekterede og smilende kvinde på ca. 150 cm netop spurgt på min vægt?”. Jeg fik fremstammet et svar, hvorefter hun bare bryder ud i vild latter, og giver mig et kram. Så var den afslappede stemning ligesom lagt for resten af opholdet i Lampang

Dr. Pensak, Phu Pan og jeg

…og så er der ham Buddha. Hvem er han egentlig? Ved hvert tempel jeg har besøgt, er der et alter. Der er altid sat mange forskellige Buddha figurer frem, nogle er ikke engang pakket ud af deres plastic endnu fra da de blev købt. Jeg har ofte tænkt på hvilken en af de Buddha figurer jeg skal vælge at bede til, når jeg forsøger mig med at knæle som thai’erne. Jeg vælger selvfølgelig altid den store i midten, den må give mig mest held. Jeg mindes især den dag, hvor Kru Mette, Moor Camilla, Moor Anette, Moor Malene, Pii A og jeg skulle velsignes af en munk ved vores mandagsstation, som sjovt nok hedder Temple Station. Vi skulle ifølge vores udsagn i munkebad! En form for udrensning, hvor vi sidder nøgne med et klæde omkring, mens kaskader af vand bliver hældt ned over hovedet på os af en munk samtidig med, at han højlydt står og råber bønner ud. Ved ikke om jeg følte mig som et nyt menneske bagefter, men så behøvede jeg da ikke gå i bad den dag

Munkebad

Munkebad

Jeg har oplevet mange ting, som endnu ikke er blevet bearbejdet og lagret i hukommelsen, men det kommer så småt. Det kender I vel selv, at pludselig oplever man noget hjemme i Danmark, som kan relateres til noget fra ferien o.l. eller også kommer minderne pludselig til en. Jeg har selvfølgelig også en lang flyvetur hjem, hvor jeg har rigelig tid til at få gennemgået hele opholdet på lystavlen, når jeg (sikkert ikke) kan sove i flyet.

Men siden Malene rejste er Søren og Louise kommet godt ind i Raindrop hernede, og degør allerede et godt stykke arbejde. Det er dejligt at vide, at vores slid føres videre af to gode og arbejdsomme fysioterapeuter. De er begge uddannet i januar måned fra Århus – samme tidspunkt som jeg selv. Vi 3 har været ude at se lidt nærmere på detomkringliggende område ift. hvor vi bor. På vej mod vores mandagsstation har jeg lagt mærke til skilte mod vandfald og grotter. Vi tog Raindrop bilen en weekend og kørte bare efter skiltene. Det lykkedes os at finde begge ting til trods for thaiskilte. Vi tog en god lang gå tur ved vandfaldet, som nærmere var et vandløb. Det var junglelignende omgivelser og virkelig naturskønt område og smukt! Det var vildt godt at komme lidt ude at hike igen. Jeg føler mig så fri og afslappet, når man bare kan gå og gå i så smukke omgivelser. Det er altså noget andet end at gå tur i Fælledparken i København. Det var også dejligt at få talt med Søren og Louise om andre ting end vores arbejde. Vi fik tid til at høre lidt mere om hinandens baggrund, så det var en dejlig dag. Grotten har vi gemt til denne weekend.

Jeg skal nu bruge den sidste uge på at få skrevet mine sidste status på de børn jeg har besøgt mest, og så bare forberede mig på at skulle rejse herfra. Jeg rejser afsted med bus fra Sakon Nakhon mod Bangkok fredag d. 3. Juni om aftenen. Så er jeg fremme i Bangkok lørdag d. 4. Juni tidligt om morgenen, hvor jeg skal mødes med Malene igen. Glæder mig til at holde ferie og slappe af på strandene sydpå med solbadning, god mad og dykningMen jeg håber I alle har det godt derhjemme, og jeg glæder mig til vi ses igen.

Hygge hejsa