Celine: ​Fysioterapeut i Nordøstthailand

Vær med under mit arbejde i Sakon Nakhon

Af Celine - Om mig

Nu er det vist tid til, at jeg fortæller lidt om det jeg er taget til Thailand for.

Raindrop Foundation er en organisationen, som er stiftet i 1970’erne, af en dansk ambassadør (nu afdød) og hans thailandske kone Dr. Pensak Howits. De er bosat i Danmark, og Dr. Pensak har fortsat arbejdet med Raindrop. Kontakten til de danske fysioterapeuter sker gennem læge Christel Molde, som har fulgt arbejdet her i Sakon Nakhon gennem mange år.

Vi bor ca. 8 km uden for byen Sakon Nakhon, som er én af de større byer i det nordøstlige Thailand.

Vi har vores eget lille hus “Howits house”, hvor alle os frivillige bor sammen. Der er sengeplads til 6 personer, og alle er fyldt ud for tiden: Kru (Teacher) Mette (Pædagog i den nærliggende børnehave), Moore Anette (Ergoterapeut), Moore Camilla (Ergoterapeut), Moore Eydna (Fysioterapeut), Moore Malene (Fysioterapeut) og Moore mig (Fysioterapeut)

Howits house

Fra venstre: Mette (lyst hår), Camilla, Anette, Eydna (blå trøje), en thai gut, Malene, mig, en heksedoktor, Khem (vores chauffør)

Området hvor huset ligger i er eget af Raindrop. Der ligger små forladte bygninger og huse omkring os, fra dengang hvor der også blev drevet en del landbrug. Nu er et nedlagt, og Raindrop fokuserer udelukkende på at hjælpe de handicappede børn og deres familier i denne provins. Jeg skal fungere som fysioterapeut herude, og jeg skal undersøge og behandle handicappede børn i alderen 0-20 år. Det hænder at der er ældre børn samt voksne, som lige sniger sig ind.

Der findes journaler (lavet af andre frivillige) på alle de børn, som er under Raindrops observation. Jeg vil skyde på, at der er omkring 200 børn, så det er langt fra alle børnene som jævnligt får besøg af os, selvom det er meget tiltrængt. Vores uge forløber således, at vi arbejder to og to sammen, og har en såkaldt “station” eller hjemmebesøg hver dag. Arbejdsdagen strækker sig fra kl. 8-8.30 til kl. 15-17 alt afhængigt at antallet af børn. Vi har lagt et skema for vores arbejdsuge, således vi hver har en ugentlig fridag, hvor vi kan skrive journaler og få ordnet alt det praktiske omkring børnene. En station er et sted, hvor der også er heksedoktorer til stede. Det lyder nok meget spirituelt og fint, men det er blot familiemedlemmer eller andre thai’er som har fået lidt undervisning i fysioterapi, og som er ansvarlig for denne station, når vi ikke er der. Rummene på stationerne har altid madrasser, ofte lidt legetøj og hjemmelavede hjælpemidler og plads til at bevæge sig lidt.

En lille "trædims" til træning af fingermusklerne og hånden

En hjemmelavet trappe af træ

Børnene skal selv komme til stationen, så det er aldrig helt sikkert hvor mange der kommer. Man kan kun møde op og tage tingene som de kommer. De børn som ikke dukker op på stationen, og plejer at være der, kører vi ud til om eftermiddagen. Når vi er på hjemmebesøge fungerer det faktisk ligesom hjemme i kommunen i Danmark. Man kører ud til patienternes bopæl, og giver dem behandling i hjemmet. Dog er det meget interessant at være på hjemmebesøg herude. Vi ved aldrig hvad vi kommer ud til. Enten er journalen ikke opdateret, hvis det er et barn, som ikke er blevet set i 6 mdr, og tilstanden er forbedret eller forværret, eller også kommer vi ud til en meget fattig familie osv. Stort set alle de thai familier vi kommer hjem til bor i træhuse, men der kan være stor forskel på indtrykket af stedet og familien.

Et typisk thai hus, som vi besøger

Jeg har endnu ikke fundet mit favorit arbejdssted, da jeg kun har været her en uge, men jeg synes, at hjemmebesøg er virkelig spændende. Jeg føler, at jeg kommer helt ind under huden på de handicappede børn og deres familier. En ting er hvad de siger på stationerne, at de træner MANGE gange om ugen, men så at se deres hjem, og finde ud af, at ressourcerne ikke er til træning. Så må vi som fysioterapeuter tænke kreativt, og få brugt omgivelserne så godt som muligt. Det er noget af en udfordring, og jeg synes det er SÅ fedt! Det sker også, at børnene ikke er hjemme. Så er de enten i marken eller også på besøg hos et familiemedlem. Vi kan være heldige, at naboerne lige ved hvor de er, også følger de os hen til et andet hus i nabolaget. Ja, thai’erne er gode ved hinanden, og hjælper hinanden med mange ting.

Min fridag er hver mandag, så jeg har forlænget weekend hver uge. Det er vist nu jeg skal nyde det, for det sker vist ikke på det danske arbejdsmarked som nyuddannet 

Det praktiske med kørsel har vi en chauffør til. Han hedder Khem, og bor næsten ved siden af vores “Howits house”. Han kommer hver morgen, og han ved hvor rigtig mange af børnene bor. De bor jo på grusveje ude i ingenting, og han ved lige hvor det er.. -imponerende. Derudover har vi en tolk med, som oversætter fra engelsk til thai. Vi har to tolke at vælge imellem Pii A og Pii Siang. De gør et godt stykke arbejde, for ellers havde det været umuligt at kommunikere med mange af børnene og deres forældre.

Her i Thailand går de meget op i tiltale af personer. “Pii” betyder, at vedkommende er ældre end dig selv, og derfor skal ældre tiltales således. Vi hedder “Moore”, som betyder doktor, så jeg bliver tiltalt som Moore Celine. Der er også meget status blandt thai’er, og så snart man har sig en titel som Moore, så har vi mere status end så mange andre. Det er helt skørt at tænke på, når jeg egentlig bare er nyuddannet fysioterapeut, som sparer og sparer efter en del år på SU og arbejder halvt så meget som thai’erne i marker og afgrøder. Men sådan er det nu i Thailand

Det var noget om mit job herude, og det blev vist et ret langt indlæg. Selvom jeg kun har været her en uge, så har jeg allerede oplevet så mange ting og set mange forskellige børn. Det er helt vildt så mange indtryk jeg skal forholde mig til, og det kan faktisk være helt svært at rumme. Derfor er det også dejligt at komme hjem om eftermiddagen og drøfte dagen med de andre.

Vi ses!