Skip to main content

Åbent Hus på Renaults første Crossover

Pressemeddelelse   •   Aug 22, 2013 12:25 CEST


Det har ikke skortet på nyheder fra Renault. Og nu kommer endnu en. I weekenden den 31. august- 1. september holder de 52 danske Renault forhandlere Åbent Hus på Renaults første Crossover – Renault Captur.

Renault er kendt for to ting. Fornuftige familiebiler og hidsige Formel 1 motorer. Men med Renault Captur sker der nu også noget på livsstilsfronten. Renault Captur springer lige ind i et segment, der ikke før har været udforsket af Renault. Nemlig mellem SUV og MPV bilerne. Med andre ord - en livsstilsbil proppet med for nuftige løsninger.

Captur deler platform med den nye Renault Clio, der hen over sommeren har været blandt de bedst sælgende biler herhjemme. Men selv om Captur er bygget på Clio platformen, er den en helt anden bil

For det første er den en langt mere rummelig bil. Den er længere, højere og bredere. Og så har den fem centimeter øget frihøjde.

Masser af ben og bagageplads

De større ydre mål går igen i kabinen, hvor Captur også er markant anderledes. Siddepositionen er 10 centimeter højere end i Clio, og på 2. sæderække er det blevet endnu bedre at sidde. Mens Clio har knæplads på 140 mm er det i Captur 215 mm.

Men ikke alene er der god plads indenfor. Der er også masser af plads til bagage.

Bagsædet kan, via et håndtag i hhv. bagagerum og i kabinen, rykkes 16 centimeter frem og tilbage - alt efter om man ønsker ben eller bagageplads. Det vil sige, at bagagerummet sluger mellem 377 liter og 466 liter.

I Renault Captur er der også en masse fralægningsplads i kabinen – helt som man kender det fra Renault Scenic. Handskerummet – der faktisk er en skuffe – sluger 11 liter, og ved dørene er der plads til 1.5 liters flasker. Mellem forsæderne findes også en opbevaringsboks, der rummer 1.6 liter.

Mulighed for personligt fingeraftryk

Captur er helt sin egen. Også når det drejer sig om muligheder for personlig styling.

Renault Captur fås i tofarvet lakering. Taget og dørstolperne har en farve, mens resten af karosseriet har en anden. I alt findes der ni forskellige lakeringer i to toner, så det er muligt at designe sin helt egen bil.

Motorudvalget i Captur er enkelt fra begyndelsen. To benzinmotorer og en dieselversion.

Billigste Renault Captur vil have den nye 3. cylindrede 0.9 liters turbobenzinmotor som vi kender det fra den nye Clio. Den har 90 hk og et forbrug, der siger 20.4 km/l ved blandet kørsel. 

Ønsker man mere power er der premiere til den 1.2 liters TCe motor, med EDC gearkasse – en motor, der yder 120 hk. og som har et forbrug, der er en smule højere. Den klarer 18.5 km/l.

På dieselsiden er valget enkelt – her vil der fra introduktionen kun være den 1.5 liters motor med 90 hk. Den har et imponerende lavt forbrug. Ved blandet kørsel siger forbrugstallet 27.7 km/l. Også denne motor vil på sigt kunne fås med EDC gearkasse. Vi forventer, at det kommer i slutningen af året.

Tjek din mail fra bilen

Renault Captur har samme multimediesystem som Renault Clio. Det vil sige, at det både er muligt at få Captur med Media Nav systemet eller det interaktive R- Link system

Media Nav systemet, der er indbygget i midterkonsollen, har en 7- tommer stor touchskærm, hvor man betjener Bluetooth telefoni, radio, medieafspiller, navigation mm.

Forskellen mellem medie Nav og R- link er blandt andet, at man i R- link, der kan tilkøbes for 7900 kroner, kan stemmestyre opkald og navigation. Ligesom navigationen baserer sig på Tom Tom live systemet.

Derudover er det i R-Link systemet muligt at få mail, gå på facebook, google samt meget andet, der kræver installation af apps. Apps der kan hentes fra Renaults R Store.

Alle Captur-versioner er udstyret med det nye smarte lydsystem – Basreflex – som er integreret i de forreste højtalere placeret i dørene. Basreflex systemet gør, at de relativt små højtalere gir samme volumen og lydkvalitet som 30 liter store højtalere i hjemmet.

Er bilen udstyret med R- link kan man også nyde 3D sound by Arkamys ®. Det gør det blandt andet muligt at retningsbestemme lyden i kabinen alt efter, hvor passageren sidder.  Med R- link systemet følger desuden også et bakkamera, der er integreret i det bagerste logo.