Pressemeddelelse -

En dag i slægtsforskningens tegn

Rigsarkivet Aabenraa afholder en stor slægtsforskermesse lørdag den 18. november, hvor 17 forskellige arkiver, forlag og foreninger fra både ind- og udland deler ud af deres viden om slægtsforskning.

Der er en stor interesse for slægtsforskning, både blandt unge og gamle. Det kan mærkes hos Rigsarkivet, som årligt får mange tusinde henvendelser fra folk, der vil bruge vores samlinger.

Arkivar Mai-Brit Lauritsen udtaler: “Når store fortællinger som Historien om Danmark ruller over skærmen puster det til folks lyst til at lære deres egen fortid at kende. Folk vil være detektiver i deres egen historie.

Mai-Brit Lauritsen fortsætter: “Vi vil gerne byde ind på den stigende interesse for slægtsforskning og have vores samlinger i spil til flere. Det gør vi ved at holde en slægtsforskermesse, hvor alle interesserede kan komme og stille spørgsmål og få en snak om deres historie. Slægtsforskning er som et puslespil med mange brikker, der skal stykkes sammen, og det er ikke nødvendigvis hos Rigsarkivet, at alle brikkerne skal findes. Derfor har vi inviteret andre foreninger og arkiver til at være med.

Der er 17 forskellige stande på messen, som dækker alt lige fra historiske forlag til slægtshistoriske foreninger, arkiver og internationale udbydere af data til slægtsforskere. Én af udstillerne er Museum Sønderjylland – Den Store Krig. René Rasmussen fra Museum Sønderjylland forklarer, hvorfor de er med på messen: “35.000 mænd fra Sønderjylland deltog i Første Verdenskrig. Projektet “Den store Krig 1914-1918”, som Museum Sønderjylland er tovholder for, forsøger at indsamle viden og sætte navn og ansigt på så mange krigsdeltagere som muligt. Vi ved allerede rigtig meget, og den viden vil vi gerne dele. Men vi vil også meget gerne selv vide mere. Derfor er Slægtsforskermessen et rigtigt godt sted for os at deltage.”

Udover en snak med de forskellige udstillere kan de besøgende lytte til små foredrag om slægtshistoriske temaer, quizze, lave badges og skrive med fjerpen.

Yderligere oplysninger:

Kontaktperson: Mai-Brit Lauritsen, mbrl@sa.dk, 41 71 74 30.

Emner

  • Medier, kommunikation

Statens Arkiver er en institution under Kulturministeriet.

Vores formål er at indsamle og opbevare historiske kilder og at stille dem til rådighed for offentligheden.

Statens Arkiver er tilgængelige for alle. Samlingerne dokumenterer i ord og billeder vores fælles historie, det danske demokratis og retsvæsens udvikling, store begivenheder og personligheder der har haft historisk betydning, konger og dronninger og helt almindelige danskeres liv og levned gennem tiderne.

Vi opfordrer derfor alle til at bruge arkiverne og blive klogere på Danmarks historie.

Kontakt

Julie Avery

Pressekontakt Presseansvarlig Presse 41 71 72 41

Kirstine Bonde

Pressekontakt Kommunikationskonsulent PR og Kommunikation 41 71 73 80