Pressemeddelelse -

Grundlovsjubilæum med historisk perspektiv – Rigsarkivet viser dansk demokrati under pres

Pressemeddelelse fra Rigsarkivet d. 4. juni 2015 - Grundlovsjubilæet bliver også fejret i Rigsarkivet. Her sker det med den eftertanke, at det ikke er nok at fejre grundlov og demokrati. Det er også nødvendigt at passe på det – demokratiet

Når vi den 5. juni fejrer 100-året for Danmarks Grundlov af 1915, så er det værd at huske, at det ikke er en selvfølge at der er et velfungerende demokrati i Danmark. I Rigsarkivet finder man de originale kilder til det danske samfunds fortid og samtid. Det er her nationens hukommelse – mere end 450 hyldekilometer skriftlig kulturarv – ligger bevaret.

”Vi bygger bro mellem fortid og nutid”, fortæller arkivar Annette Østergaard Schultz, der også er i gang med at udbygge de arkivalier, som man kan søge i online. ”Lige nu er vi ved at lancere en såkaldt kildepakke med titlen Forsvar for demokrati i mellemkrigstiden. Den består af ca. 25.000 indscannede dokumenter fra 1920’erne og 1930’erne – en periode i danmarkshistorien, hvor demokrati langt fra var en selvfølge.”

I Danmark var der i mellemkrigstiden stærke røster for andre veje end demokratiet – hvad enten det nu var gennem revolution som i Rusland eller gennem ”en stærk mand” som i Tyskland og Italien. Rigsarkivets nye kildepakke er en af flere tematiske tilbud online. Den viser, på hvilken måde myndighederne forsvarede demokratiet i mellemkrigstiden, og den viser de forskellige former for angreb på demokratiet fra såvel højre- som venstrefløj.

Kildepakken om forsvar for demokrati i mellemkrigstiden bliver præsenteret på Rigsarkivet, Viborg, Ll. Sct. Hans Gade 5, den 4. juni kl. 16.15. Her vil én af Rigsarkivets samarbejdspartnere fra Syddansk Universitet, ph.d. stipendiat Kristina Krake, holde foredraget ”Mellemkrigstidens ekstremisme og demokratiforsvar”. Der er gratis adgang for alle.

Kildepakker

Kildepakkerne er primært tænkt anvendt i undervisningen på universiteterne, men alle har adgang til det spændende materiale.

Læs mere og find kildepakker her

Yderligere oplysninger

Kontakt venligst Annette Østergaard Schultz på as@sa.dk eller presseansvarlig Julie Avery på tlf. 41 71 72 41.

Emner

  • Medier, kommunikation

Statens Arkiver er en institution under Kulturministeriet.

Vores formål er at indsamle og opbevare historiske kilder og at stille dem til rådighed for offentligheden.

Statens Arkiver er tilgængelige for alle. Samlingerne dokumenterer i ord og billeder vores fælles historie, det danske demokratis og retsvæsens udvikling, store begivenheder og personligheder der har haft historisk betydning, konger og dronninger og helt almindelige danskeres liv og levned gennem tiderne.

Vi opfordrer derfor alle til at bruge arkiverne og blive klogere på Danmarks historie.

Kontakt

Julie Avery

Pressekontakt Presseansvarlig Presse 41 71 72 41