Pressemeddelelse -

Kom til tastecafé i Viborg – indtast historiske dokumenter på nettet

I Rigsarkivet kan man være med til at gøre Danmarks historiske kilder lettere at bruge på nettet. I København, Odense og Aabenraa har der allerede været afholdt tastearrangementer, hvor der i fællesskab indtastes historiske dokumenter. Nu inviterer Rigsarkivet til den første tastecafé på arkivet i Viborg.

Kom til tastecafé i Viborg – indtast historiske dokumenter på nettet.

Rigsarkivet, Viborg inviterer til tastecafé den 21. november 2017, hvor alle er velkomne til at komme og hjælpe med at indtaste historiske dokumenter online.

Rigsarkivet har millioner af digitaliserede historiske dokumenter på nettet – lige til at gå til for forskere, slægtsforskere, studerende, journalister, forfattere og andre med historisk interesse. Det er en guldgrube af oplysninger, som kan bruges gratis. Rigsarkivet samarbejder i den forbindelse med frivillige indtastere, der hjælper med at gøre de digitaliserede dokumenter mere søgbare og læsevenlige.

Hvis man har lyst til at være med til, i fællesskab med andre, at gøre Danmarkshistorien tilgængelig for nutidige og kommende generationer online, så skal man møde op den 21. november på Rigsarkivet i Viborg.

Lene Majlandt, der er indtaster fra Viborg, fortæller om hendes motivation for at være indtaster og mødes med andre indtastere: ” Som indtaster er man med til at gøre de digitaliserede historiske kilder nemme at finde. Når man indskriver disse arkivalier, bliver de søgbare, så alle kan få adgang til indholdet på en nem måde. Et tastearrangement giver mulighed for et fællesskab omkring indtastningen, hvor indtastere kan udveksle hjælp og erfaringer. Samtidig er der mange – både sjove og tragiske – oplevelser fra de historiske dokumenter, som man kan dele med hinanden.”

Tastecaféen indledes med et gratis kursus i gotisk skriftlæsning. Derefter sætter vi fokus på indtastning af projekterne i Rigsarkivets indtastningsportal. Opgaven består i at skrive af fra historiske dokumenter, så teksten bliver søgbar, og alle kan få adgang til indholdet på en nem måde. Rigsarkivet vil også fortælle om muligheden for at arbejde som frivillig indtaster hjemmefra.Der vil fremover med jævne mellemrum blive afholdt tastearrangementer i både Viborg, Odense, Aabenraa og København.

Det er helt uforpligtende at møde op til tastecaféer. Både nye og mere erfarne indtastere er velkomne.

Praktiske oplysninger

Deltagerne skal medbringe egne bærbare computere, som skal kunne bruge trådløst netværk. Rigsarkivet har enkelte pc’er til udlån.

Sted: Rigsarkivet, Viborg
Tidspunkt: 13:00 – 16:00 (kursus i gotisk skriftlæsning fra 13.00-14.00)
Dato: 21-11-2017
Pris: Gratis
Tilmeldingsfrist: 20-11-2017

Kontaktperson: Katrine Tovgaard-Olsen, ket@sa.dk

Emner

  • Medier, kommunikation

Statens Arkiver er en institution under Kulturministeriet.

Vores formål er at indsamle og opbevare historiske kilder og at stille dem til rådighed for offentligheden.

Statens Arkiver er tilgængelige for alle. Samlingerne dokumenterer i ord og billeder vores fælles historie, det danske demokratis og retsvæsens udvikling, store begivenheder og personligheder der har haft historisk betydning, konger og dronninger og helt almindelige danskeres liv og levned gennem tiderne.

Vi opfordrer derfor alle til at bruge arkiverne og blive klogere på Danmarks historie.

Kontakt

Julie Avery

Pressekontakt Presseansvarlig Presse 41 71 72 41

Kirstine Bonde

Pressekontakt Kommunikationskonsulent PR og Kommunikation 41 71 73 80