Gå til indhold
Nye rækkehuse og lejligheder
Nye rækkehuse og lejligheder

Pressemeddelelse -

Nye boliger på Rødovrevej

Der er fuld gang i byggeriet flere steder i Rødovre. Nu kommer turen snart til en erhvervsbebyggelse på Rødovrevej, som gennem længere tid har ligget øde hen. Kommunalbestyrelsen har netop vedtaget en ny lokalplan, der giver plads til 50 nye boliger.

Mange Rødovreborgere kender den karakteristiske hvide bygning på Rødovrevej 239, der tidligere har huset bl.a. Tele Danmark, De Gule Sider og Lindinger. Nu kommer der ca. 50 nye boliger på grunden.

”Rødovrevej fik en stor forskønnelse for nogle år siden, og det er glædeligt, når der er private investorer, som kan se potentialet og bakker op. Bygningen ud mod Rødovrevej er karakteristisk og bevaringsværdig, men den har i flere år ikke været noget kønt syn, fordi den har været misligholdt og i forfald. Nu skulle det gerne blive et flot og attraktivt boligområde, som lever op til den standard, vi ellers kender fra Rødovre”, siger borgmester Erik Nielsen.

Den karakteristiske bygning mod Rødovrevej bliver renoveret, og der bliver mulighed for butikker og erhverv i stue- eller kælderetagen. Inde bagved ligger der i dag kontorbygninger i to etager - de bliver omdannet til en kombination af rækkehuse og lejligheder med en nybygget tagetage. Den store lagerhal på grunden bliver revet ned, så der kan blive plads til en ny fælleshave med mulighed for legeplads, urtebede og væksthus.

Det er ejendomsselskabet Proximus, der har købt grunden, og som vil bygge boligerne.

Emner

Kategorier

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark