Skip to main content

Romerske legionærer, tyske landsknægte, amerikanske borgerkrigere og danske luftværnmissiler fra den kolde krig: Gå på opdagelse gennem 2000 års krigshistorie

Pressemeddelelse   •   Jun 07, 2019 13:40 CEST

Det bliver en spektakulær fest, når flere hundrede aktører trækker i historiske dragter og uniformer fra de sidste årtusinder og skaber en gigantisk tidslinje. Det sker den 15.-16. juni 2019, når der for tredje gang holdes Krigshistorisk Festival på Vestvolden i Rødovre. I år deltager et rekordstort antal historiske grupper i festivalen.

Krigshistorisk Festival er det eneste arrangement i Danmark, der spænder over 2000 års krigshistorie.

Det er Oplevelsescenter Vestvolden i Rødovre, der arrangerer festivalen i samarbejde med 25 forskellige historiske grupper, der arbejder med hver sin historiske periode - fra romersk jernalder til i dag.

På årets festival deltager frivillige historiske aktører fra Danmark, Sverige, Tyskland, og Polen. Fra Forsvaret deltager både Gardehusarregimentets Hesteskadron, Livgardens Historiske Samling og Hjemmeværnsdistrikt København.

De deltagende grupper er organiseret på en 1200 meter langs tidslinje mellem Artillerimagasinet og Ejbybunkeren på Vestvolden i Rødovre.

”Vi har flere spændende nye grupper med i programmet, ikke mindst i vores middelalder og renæssanceafsnittet, og jeg kan godt love, at tidslinjen bliver den flotteste, vi hidtil har haft”, fortæller Martin Jespersen, der er festivalchef og museumsleder i Oplevelsescenter Vestvolden.

Nærværende historie for hele familien – med et brag af en finale
Det er tredje år i træk, den populære festival afholdes. I både 2017 og 2018 lagde omkring 20.000 gæster vejen forbi Vestvolden i løbet af den årlige festivalweekend.

”Med festivalformatet kan vi folde historien ud og gøre den nærværende – også for målgrupper, der måske ellers ikke går så meget på museum. I de forskellige perioders lejre langs tidslinjen kan både store og små gæster komme helt tæt på og røre, høre og opleve med alle sanserne. Det er hands-on historie, når det er bedst, og der er noget til alle aldersgrupper”, siger Martin Jespersen.

På festivalen har aktørerne også en fælles opvisningsplads, hvor programmet i år bl.a. byder på vikingekamp, romersk kampshow, træfninger fra den amerikanske borgerkrig og 1. verdenskrig og demonstrationer af renæssancevåben.

Lørdag den 15. juni bliver Dannebrogs 800 års-jubilæum markeret kl. 12:19 og som den store finale søndag kl. 13:00 udkæmpes ”Tusindårs-slaget om Vestvolden”, hvor en række grupper tørner sammen på slagsmarken på tværs af historiske perioder.

Fakta om Vestvolden og Ejbybunkeren

Den 14,2 km lange Vestvold blev opført som en del af Københavns Befæstning 1888-1892. Københavns Befæstning har aldrig været anvendt i krig, men blev under 1. verdenskrig gjort klar til kamp og bemandet med knap 50.000 soldater fra den sikringsstyrke, der vogtede Danmarks neutralitet. Vestvolden er i dag Danmarks største fredede fortidsminde.

Ejbybunkeren blev bygget som operationscentral for Københavns Luftforsvar i begyndelsen af den kolde krig. Den 1300 kvm store delvist underjordiske bunker har i forskellige funktioner været anvendt af Forsvaret helt frem til 2001.

Ejbybunkeren drives i dag som interaktivt historisk besøgscenter af Oplevelsescenter Vestvolden. På Vestvolden i Rødovre ligger også Artillerimagasinet, hvor der er café og udstilling af originale fæstningskanoner.

Praktiske oplysninger

Krigshistorisk Festival 2019 foregår lørdag den 15. juni kl 10-17 og søndag den 16. juni kl 10-14. Der er fri entré overalt på festivalområdet, inklusiv til Ejbybunkeren, hvor der normalt tages entré.

Der kan købes mad og drikke flere steder på festivalområdet.

Læs mere om festivalen og se det fulde program på www.vestvolden.dk

Pressefotos

Der er link til billeder, program mv. her: https://www.dropbox.com/sh/nklpq0luw3jlyrf/AABrpeswHNYdKjq2YfwB-7XDa?dl=0

Alle billeder må frit bruges i forbindelse med omtale af Krigshistorisk Festival, men skal krediteres "Foto: Per Dyrby, Krigshistorisk Festival".

For hjælp til billedtekster, kontakt Martin på mobil 30 76 98 30 eller mail martin.jespersen@rk.dk.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.